Halvspækhugger

Halvspækhuggeren er ikke fundet i atlasperioden. Der har dog været ubekræftede observationer fra den danske del af Nordsøen.

Før 1861 ansås halvspækhuggeren for at være uddød, idet man kun kendte til jordfundne knogler af arten. Arten blev genopdaget i 1861, da en større flok viste sig ved Kiel, hvor et enkelt dyr blev nedlagt. Året efter blev adskillige dyr fundet ved de danske, tyske og svenske kyster, og arten blev nybeskrevet af J. Th. Reinhardt fra Det Kgl. Naturhistoriske Museum (Reinhardt 1862). Det “officielle” antal fra danske farvande fra dette år er fire. Hertil skal måske lægges yderligere 3-4 fund fra en hidtil udokumenteret forekomst i 1871. Den seneste, dokumenterede forekomst af halvspækhuggeren stammer fra Løkken i 1935, da der atter indtraf en invasion til Nordsøen (Kinze 1995).

Halvspækhuggeren forekommer i Nordatlanten, men sjældent længere mod nord end Biscayen. Under særlige forhold vandrer dyr med Golfstrømmen længere mod nord. De to veldokumenterede forekomster hænger måske sammen med en stigning i havtemperaturen.

Flokkene er typisk på mellem 30 og 50 dyr, men langt større ansamlinger er også kendt. Flokstrukturen er ikke særligt godt belyst, og det vides derfor ikke, om den minder mest om spækhuggerens eller grindehvalernes.

Halvspækhuggeren er en hurtig og aktiv hval, der både rider på skibenes bovbølger og springer helt ud af vandet. Under disse spring ses de karakteristiske luffer, og det kraftige tandsæt er synligt, når munden er åben. Halvspækhuggeren løfter ofte hovedet og forkroppen ud af vandet og foretager de såkaldte orienteringskig. Arten er ikke sky og kommer ret tit hen til både for at undersøge dem. Der er rapporteret adskillige massestrandinger af denne art.

Dykkeadfærden er ikke kendt i detaljer. Man har skønnet, at halvspækhuggere kan dykke ned til omkring 500 m. Dyrene bliver kønsmodne i en alder af 8 år. Hannerne er da omkring 4 m, mens hunnerne er omkring 3,5 m. Drægtigheden varer 16 måneder. Der fødes normalt kun en enkelt unge, men det gennemsnitlige antal unger per hun kendes ikke. Diegivningens længde skønnes til 18 måneder. Tidspunktet for parringer og fødsler er ikke kendt, men de foregår måske året rundt.

Halvspækhuggeren æder fisk og blæksprutter, men vides også at angribe sårede delfiner, der er undsluppet tunfiskegarnene.

Halvspækhuggeren hører til det sjældne oceaniske og subtropiske islæt i den danske hvalfauna. Danmark har ved undertegnelsen af Småhvalsaftalen (ASCOBANS) forpligtet sig til såvel forsknings- som forvaltningsmæssige aktiviteter, der er nøjere udspecificeret i Beredskabsplanen vedrørende Havpattedyr og Havfugle (Jepsen 1997). Denne forpligtelse bør udmøntes i sikringen af alle relevante data fra strandede og dødfundne dyr for herved at bidrage til regionale og internationale forsknings- og forvaltningstiltag.