Mårhund

Kortet er baseret på observationer af mårhunde, indsendte fotos, trafikdræbte dyr samt dyr nedlagt ved jagt eller fanget i fælder.

Der er i alt fundet 25 mårhunde på 18 lokaliteter fordelt på 16 kvadrater spredt over Nord- og Midtjylland samt Fyn. I 2 kvadrater blev arten fundet på 2 lokaliteter. I et kvadrat var der to mårhunde på samme lokalitet, i et andet 5 dyr på en lokalitet. Der er kun et enkelt fund fra før atlasperioden, nemlig ved Rohden vest for Vejle 1980.

Der er næppe tvivl om, at alle fund drejer sig om dyr undsluppet fra de meget få tilbageværende farme eller anden form for fangenskab. Vi må imidlertid forvente, at mårhunden kan indvandre til Danmark sydfra i løbet af de næste 10 til 20 år.

Arten stammer fra Østasien. For at berige pelsdyrfaunaen udsatte man fra 1928 og især i årene 1948-55 over 9.000 mårhunde i den vestlige del af det daværende Sovjetunionen, dvs. Ukraine, Hviderusland, Rusland og Letland. Herfra har arten koloniseret store dele af Østeuropa vestpå til og med Tyskland, sydpå til de nordlige dele af Østrig og Ungarn og nordpå via de Baltiske stater og hele Finland til det nordligste Sverige og Norge. Den findes desuden i et stort område i Rumænien, Bulgarien og Serbien samt med spredte forekomster i flere andre europæiske lande (Kauhala 1999; Goretzki 2005). I mange af de lande, der først blev koloniseret, voksede bestanden voldsomt frem til midten af 1880'erne efterfulgt af en svag nedgang, hvorefter den har stabiliseret sig.

I Tyskland har arten været kendt siden 1960'erne, men har nok først etableret sig rigtigt i begyndelsen af 1990'erne. Den tyske jagtstatistik for årene 1993 og 1994 angiver kun få nedlagte mårhunde, men fra midten af 1990'erne steg det årlige jagtudbytte eksponentielt til ca. 23.000 dyr i 2004/05. Næsten 95% af de 23.000 mårhunde blev nedlagt i de to nordøstlige delstater: 31,1% i Brandenburg og 63,2% i Mecklenburg-Vorpommern. Vest herfor, i Slesvig-Holsten, som deler grænse med Danmark, blev der kun nedlagt 0,41% af det samlede jagtudbytte (BFH 2006). Der findes allerede mårhund mange steder i Slesvig-Holsten (Böhling 2005), og i Tyskland regner man med en fortsat voldsom vækst i bestanden og en hurtig, massiv spredning mod vest (Goretzki 2003, 2005) og, må vi formode, videre nordpå til Danmark.

Mårhunden er en nærmest altædende og yderst tilpasningsdygtig og konkurrencestærk rovdyrart. Den lever i mange forskellige habitater inklusive kulturlandskabet, men foretrækker fugtige områder nær søer og åer samt fugtig skov med rig undervegetation. Om vinteren tilbringer den lange perioder i hi ligesom grævlingen.

Får vi en bestand af mårhund i Danmark af størrelse som den tyske, kan man frygte, at den vil optræde som invasiv art, dvs. at den “vil brede sig kraftigt og påvirke naturlige danske økosystemer afgørende” (Hamann 2001). Det er især som ny og effektiv prædator og som konkurrent til andre rovdyr med lignende levevis som ræv og grævling, at den kan have en effekt. Finske undersøgelser tyder ganske vist på, at effekten ikke er stor, i hvert fald her i den nordlige del af udbredelsesområdet (Kauhala 1999). I Tyskland ønsker man forskning, der afklarer, hvordan denne introducerede art griber ind i naturen under mere sydlige himmelstrøg (Goretzki 2005).

I Bern-konventionens anbefaling nr. 77 (1999) om udryddelse af ikke-hjemmehørende, terrestriske hvirveldyr er mårhunden anført på listen over invasive arter, som bevisligt er en trussel mod den biologiske diversitet. Den bør derfor kontrolleres og udryddes i de lande, hvor den ikke er hjemmehørende, og arten bør så vidt muligt hindres i at etablere fritlevende bestande. Er det først sket, er arten nok ligesom minken vanskelig at komme af med. Mårhunden er yderligere potentiel bærer af forskellige uønskede sygdomme og parasitter (Tackmann 2003).

De danske myndigheder bør holde sig løbende orienteret om bestandsudviklingen syd for grænsen.