Stor museøre

Stor museøres ultralyde er vanskelige at skelne fra lille museøres. Generelt er Myotis-arterne vanskelige at bestemme med detektorer, men begge disse arters skrig ligger lavere i frekvens og er derfor mulige at bestemme (Ahlén & Baagøe 1999). Lille museøre er kun fundet i det sydlige Europa.

Da stor museøre næsten kun benytter bygninger til dagkvarter om sommeren og underjordiske rum som kældre, huler m.v. som vinterkvarterer, bør den være nem at finde med eksemplarmetoden, hvis der er en bestand i området.

På en skala “umulig/svær/mellem/let” karakteriseres stor museøre som “svær” at registrere med detektormetoden, fordi den vanskeligt kan skelnes fra lille museøre. Men slået sammen tilhører de to arter kategorien “mellem”. Stor museøre er nem at registrere med eksemplarmetoden.

Ud af de i alt 9.075 fundne flagermuslokaliteter med sikker artsbestemmelse (6.239 detektorlokaliteter og 2.836 eksemplarlokaliteter) blev der kun fundet en enkelt lokalitet med stor museøre.

Ved oprydning på loftet i Maribo Domkirke blev der i december 2004 fundet en mumie af en stor ringmærket flagermus. Det viste sig at være en ny art for Danmark, en stor museøre, der var ringmærket i august 1987 i Burg Stargard i det nordøstlige Tyskland, 183,3 km fra Maribo.

Mumien kan have ligget flere år, så det er uvist, hvornår dyret er kommet flyvende hertil over Østersøen. Formodentlig var det en strejfer, og fundet stemmer godt overens med et lignende enkeltfund fra Skåne. Det må dog nævnes, at der i hvert fald en enkelt gang netop midt på Lolland er optaget lyde fra flagermus, der mest ligner stor museøres skrig. Desværre er optagelserne for korte til sikker bestemmelse, og gentagne lytninger gav ikke flere observationer. Men det giver grund til intensiveret detektorlytning i området.

Der er ingen fund før atlasperioden. Melchior (1834) nævner ganske vist arten fra Danmark, men der er sandsynligvis tale om en udbredt navneforvirring mellem den latinske navngivning af stor museøre og skimmelflagermus (Ryberg 1947; Baagøe 2001a).

Stor museøre er en af de arter, der kunne forventes her (Baagøe 2001a). Dens udbredelse har nordgrænse lige syd for Danmark. Kraftige bestandsnedgange i Centraleuropa fra 1950'erne og frem er måske nu stabiliseret (Stutz 1999). I den vestlige del af Tyskland synes nordgrænsen at have trukket sig sydpå. I Segeberger Höhle syd for Kiel overvintrede der indtil 1950'erne flere eksemplarer, men nu kun en enkelt. Imidlertid blev en lille overset “reliktbestand” fundet efter 1980 i Flensborg få kilometer syd for grænsen (Borkenhagen 1993). I det østlige Tyskland og Polen forekommer arten stadig op til Østersøkysten. Et enkelt eksemplar blev fundet overvintrende i en hule i Skåne (Gerell & Lundberg 1985a). Arten er for nylig uddød i England (Stebbings & Hutson 1991). Sydpå forekommer stor museøre i hele Europa og i Nordafrika. Østpå findes den til Ukraine, Tyrkiet og Syrien.

I den nordlige del af udbredelsesområdet har denne store art udelukkende sommeropholdssteder og ynglekolonier i bygninger, oftest på større lofter. Vinterkvartererne findes i miner, kældre o.l. Arten foretrækker skovrige områder og jager både i skov og i åbne områder i kulturlandskabet. Den flyver som regel lavt, i op til 10 meters højde. Byttet er især store insekter, ofte biller, som dels fanges på jorden, dels i luften.

Stor museøre er anført på IUCN's Rødliste version 2.3 (1994) i kategorien LR/lc (lower risk/least concern) (IUCN 2004). Ved artens absolutte nordgrænse bør man gøre alt for at hjælpe den, hvor den måtte indvandre. Arten er desuden omfattet af diverse internationale og nationale love og direktiver (se oversigten i afsnittet Forvaltningen af danske pattedyr).

I det øvrige Europa er stor museøre mange steder truet af forstyrrelser i dag- og vinterkvartererne samt af sprøjtning med insektmidler på lofter.