Almindelig markmus er knyttet til det åbne land, hvor den foretrækker høj og tæt græsvegetation med et stort fødeudbud, og hvor vegetationen tilvejebringer god dækning, bl.a. på enge, i grøftekanter, levende hegn, på brakmarker og i randområderne til småbiotoper. Den forekommer sjældent på de dyrkede flader og på græsarealer i omdrift (Jensen & Hansen 2003). På naturarealer som heder, enge og overdrev foretrækker almindelig markmus de ugræssede områder frem for de græssede (Jensen & Hansen 2001). Arten er hyppigere på ældre brakmarker end på nyere (Hansen 1997). Tilstedeværelsen af almindelig markmus i småbiotoper afhænger af biotopernes størrelse og afstanden til andre småbiotoper. Isolerede småbiotoper gennemløber en række koloniseringer, uddøen og genkoloniseringer (Christensen 1999). Almindelig markmus forekommer ligeledes hyppigt i isolerede skovlysninger eller nyplantninger, hvor der i skovbunden er tilstrækkelig græsdækning (Carlsen 1999; Keseler 1999). Dette stemmer godt overens med de observationer, der er gjort i atlasperioden, hvor 54% af registreringerne er gjort på græsklædte arealer, 23% langs vandløb, åer, moser o.l. og 13% i skov, herunder lysninger.
Artens valg af de græsklædte habitattyper skyldes, at den næsten udelukkende lever af græsser. Anatomisk er almindelig markmus indrettet med en lang tarm og en stor blindtarm, som gør den tilpasset til at fordøje de vanskeligt nedbrydelige, næringsfattige græsser. På grund af denne fødetype er det nødvendigt for almindelig markmus at fouragere med korte mellemrum og derfor ofte være aktiv om dagen. Den er imidlertid vanskelig at få øje på i den høje tætte græsvegetation til forskel fra sydmarkmus, som lever i mere kort vegetation.
Almindelig markmus er et af de vigtigste byttedyr for mange ugler, rovfugle og rovdyr. Undersøgelser har vist, at af de almindelige markmus, der ender som byttedyr, tages ca. 25% af tårnfalk, ca. 25% af brud og ca. 25% af huskat. Den sidste fjerdedel tages af ugler, musvåge, ræv, lækat, ilder, mink og grævling (Dyczkowski & Yalden 1998). I England har tilbagegangen i antallet af levende hegn forårsaget en reduceret bestand af almindelig markmus og dermed en reduceret bestand af slørugle.
Almindelig markmus og sydmarkmus er nært beslægtede og har meget nær den samme biologi. Når begge arter er til stede, vil de ofte konkurrere indbyrdes og fordele sig sådan, at almindelig markmus søger de fugtige græsarealer med god dækning, mens sydmarkmus finder sig til rette på de mere tørre græsarealer som overdrev, hvor vegetationsdækningen er mindre. Kommunikation og konkurrenceforhold mellem de to arter er belyst i danske undersøgelser (Christensen 1978; Hansen 1996).
Gangsystemet er placeret i det tætte græs eller i det øverste jordlag. Reden kan både bygges nede i og oven på jorden. Om vinteren kan gange og reder være placeret i sneen, hvilket tydeligt ses, når sneen smelter, og vekslerne blotlægges, idet kanterne ses markeret ved sammenpresset græs og sne.
Almindelig markmus træffes meget sjældent i bygninger (huse, stalde, lader m.m.). Observationer herfra udgør mindre end 2% af datamaterialet.
Bestandstætheder af almindelig markmus kan variere meget fra år til år som hos andre smågnavere. Tætheden er især afhængig af fødetilgængelighed og klima. I år med favorable forhold vil tætheden være højere end i år med eksempelvis tørre somre og sen start for græssernes vækst. I Danmark forekommer ikke de samme cykliske svingninger, som har været observeret i bl.a. det nordlige Fennoskandien.
Ynglesæsonen strækker sig normalt fra marts til september, men kan variere en del fra år til år, da tidspunktet for ynglesæsonens start afhænger meget af græssernes vækst i foråret. Hunnerne er drægtige i 21 dage og får 4-5 kuld om året med 4-5 unger i hvert. I tiden mellem fødslerne spredes hunnerne ofte til nye områder (Hansson 1977; Myllymäki 1977), sandsynligvis fordi græsklædte biotoptyper ofte er ustabile habitater med stor risiko for oversvømmelse eller udtørring. De fleste unge hanner spredes og finder helt nye levesteder, hvorimod de unge hunner får lov til at blive nær moderens territorium. Generelt opretholder de kønsmodne hunner territorier, som forsvares mod artsfæller af samme køn – især først på ynglesæsonen (Pusenius & Viitala 1993; Agrell 1995).
Kønsmodne hanner har derimod mere overlappende aktivitetsområder i begyndelsen af ynglesæsonen og bliver mere territoriale hen mod efteråret (Agrell et al. 1996). Territorialitet for begge køn kan variere fra bestand til bestand, afhængig af bl.a. fødetilgængelighed og bestandstæthed. Uden for ynglesæsonen er territorierne mindre udtalt, og flere dyr (typisk familiegrupper) opholder sig i samme rede.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.