Bechsteins flagermus

Med detektormetoden er Bechsteins flagermus oftest umulig at skelne fra andre Myotis-arter som Brandts flagermus og skægflagermus på ultralydsskrigene alene, så der er risiko for, at den overses. Arten lader sig imidlertid bestemme, hvis man også kan iagttage dens karakteristiske jagtflugt i buer mellem fx spredte frugttræer. Her er sonarens repetitionsrate meget høj (Ahlén 1990; Baagøe 2001a, b; Ahlén & Baagøe 1999). Under optimale betingelser kan man være heldig også at se de ekstremt store ører.

Bechsteins flagermus er vanskelig at registrere med eksemplarmetoden, fordi den primært har dagkvarterer og vinterkvarterer i hule træer, hvor den sjældent bemærkes. Der er risiko for, at små lokale bestande overses.

På en skala “umulig/svær/mellem/let” karakteriseres Bechsteins flagermus som “svær” at registrere med såvel detektormetoden som eksemplarmetoden.

Ud af i alt 9.075 fundne flagermuslokaliteter med sikker artsbestemmelse (6.239 detektorlokaliteter og 2.836 eksemplarlokaliteter) var der kun 2 med Bechsteins flagermus.

De to danske fund er begge fra Bornholm. Det nordligste var en enkelt han, der blev fundet i svækket tilstand 18. september 1987 mellem nogle æbler i en håndvask i et hus i Rø (Baagøe & Trolle 1988). Der var ikke andre tegn på flagermus i huset. Det andet fund blev gjort med detektorer nær skovridergården Rømersdal i Ekkodalen i sensommeren 1988. Et enkelt dyr med typisk Myotis-lyd fløj under et træ tæt på observatøren (H. J. Baagøe) under så gode betingelser, at både den karakteristiske flugt og de store ører kunne ses.

Med de to fund blev Bechsteins flagermus registreret som ny art for Danmark. Da den er så vanskelig at registrere, kan det ikke udelukkes, at der findes en lille, overset bestand på Bornholm. På den anden side kan der blot være tale om tilflyvere fra den lille bestand i Sverige (Ahlén 2004a) eller fra Polen, selvom Bechsteins flagermus er kendt som en stationær art, der formodentlig sjældent flyver ud over større åbne strækninger. Nærmere undersøgelser på Bornholm vil forhåbentligt kaste lys over spørgsmålet.

Der er ingen fund fra før atlasperioden, men blandt flere flagermusfund nævner Boie (1823) et af Bechsteins flagermus i en hul eg. Som omtalt af Ryberg (1947) kan der dog her meget vel være tale om en lokalitet i omegnen af Kiel, hvor Boie boede, og som dengang var en del af Danmark. Desuden nævner Temminck (1835-41) arten fra Danmark, men uden lokalitet. Muligvis er det Boies fund, han omtaler, idet Temminck og Boie korresponderede med hinanden (C. Smeenk pers. oplysn.). Såvel Tauber (1878) som Wulff (1881) og Winge (1908) forudsagde, at arten kunne dukke op i Danmark.

Bechsteins flagermus forekommer fra Den Iberiske Halvø i vest til Lilleasien, Kaukasus og det nordlige Iran i øst. Mod nord når udbredelsen til det sydligste England, Bornholm og Skåne (Baagøe 2001b; Schlapp 1999). Ahlén (2004a) giver en oversigt over forekomsten i Skåne, dog ikke det allernyeste fund af 5 overvintrende eksemplarer i Ignaberg-grotterne i det nordøstlige Skåne (Nilsson & Gustafsson 2005).

Bechsteins flagermus er en typisk skovflagermus, der foretrækker hule træer som dagkvarterer (ynglesteder). Den benytter dog også fugle- og flagermuskasser. Undersøgelser i Bayern har vist, at dyrene ofte skifter dagopholdssteder, formodentlig for at begrænse parasitbelastningen (Wolz 1986). Arten jager typisk tæt på vegetationen eller inde mellem træernes grene. Den er en såkaldt “gleaner”, der tager insekter, som sidder på stammer, grene og løvværk, og den tager også insekter m.v. på jorden. I tyske og østrigske skove så forfatteren udflyvning fra flagermuskasser midt i skoven. Dyrene fulgte skovveje og spor til udkanten, hvor de begyndte at jage. Et sted krydsede de fra skovkanten ganske lavt over jorden over den kortest mulige åbne strækning på ca. 100 m til et levende hegn. Her fortsatte de til en lille ansamling af frugttræer, hvor de jagede, inden de fortsatte til næste skov. Vinterkvartererne findes nogle gange i huler, gamle gruber m.v., men nok hyppigere i hule træer.

Bechsteins flagermus er anført på IUCN's internationale Rødliste version 2.3 (1994) i kategorien VU (vulnerable, sårbar (IUCN 2004), og arten er omfattet af diverse internationale og nationale love og direktiver (se oversigten i afsnittet Forvaltningen af danske pattedyr).

Da Bechsteins flagermus er stærkt afhængig af mange hule træer i lokalområdet, udgør fældning af hule træer en speciel trussel for denne art. Hvis man finder en lille lokal bestand, bør der etableres et program, der fremmer mængden af hule træer samt opsætning af flagermuskasser på stedet.

Ifølge Lov om Jagt og Vildtforvaltning 1993, bekendtgørelse nr. 39, 1994, er alle danske flagermusarter beskyttet mod jagt, og hule træer og træer med spættehuller må ikke fældes i tiden fra 1. februar til 31. august. Dette ville ikke være en tilstrækkelig beskyttelse for Bechsteins flagermus, der som nævnt er afhængig af hule træer året rundt.