Brun rottes nære tilknytning til mennesket og de skader, den forårsager på bygninger og disses installationer, gør, at arten relativt let konstateres, når og hvor den forekommer. Da brun rotte kan overføre sygdomme til mennesker og dyr, er det en yderligere grund til at være opmærksom på dens tilstedeværelse. Derfor har man via lovgivningen siden begyndelsen af 1900-tallet sat fokus på at bekæmpe brun rotte via særlige kampagner mindst en gang om året. Teoretisk set er arten derfor truet af udryddelse på grund af gældende lovgivning.
Brun rotte har siden 1907 (Zuschlag 1923) været underkastet den strengeste forvaltningsplan, der kan tænkes, nemlig kravet om bekæmpelse. Man har tidligere betegnet det som rotteudryddelse, men den stadige forekomst af rotter har været medvirkende til, at man nu om dage taler om “effektiv bekæmpelse” i stedet for udryddelse. Ved effektiv bekæmpelse forstås: “En bekæmpelse, der udøves af autoriseret personale, eller personer undergivet dettes instruktion og ansvar, for at udrydde rotter eller opnå et efter sagkyndigt skøn tilstrækkeligt lavt niveau i rottebestanden” (Bekendtgørelse om bekæmpelse af rotter m.v.).
Den nugældende organisering af rottebekæmpelse indebærer, at borgerne har pligt til at anmelde forekomst af rotter til kommunen, som så iværksætter de nødvendige foranstaltninger til at bekæmpe rotterne. I og med at rottebekæmpelsen er en offentlig opgave, er der, som citeret ovenfor, indført bestemmelser om, at bekæmpelsen skal udføres af personale, der er autoriseret, hvilket kræver en uddannelse i Miljøstyrelsens regi. Mange kommuner udliciterer rottebekæmpelsen til private firmaer, men uanset dette er det kommunen, der har pligt til at foranstalte rottebekæmpelsen og har ansvaret for, at det sker i overensstemmelse med lovgivningen.
Bekæmpelsen foregår dog i praksis ikke overalt, da lovgivningen og den deraf følgende indsats for at bekæmpe arten udelukkende fokuserer på de rotter, der findes og færdes på overfladen. Disse såkaldte overfladerotter skal ses i modsætning til kloakrotter, altså de individer, der lever og færdes i kloaksystemerne. Direkte bekæmpelse i kloaksystemerne er ikke påbudt, så det er op til den enkelte kommune at afgøre, om og i hvilket omfang bekæmpelse skal foregå i kommunens kloaksystemer. Af Miljøstyrelsens årlige opgørelser over den foretagne kommunale bekæmpelse kan ses, at der rundt omkring i kommunerne gennemføres en vis bekæmpelse i kloakkerne, men indsatsen er som følge af formuleringen i lovgivningen ikke så systematisk og målrettet som bekæmpelsen af overfladerotter.
Ud over den kommunale rottebekæmpelse har mange virksomheder især inden for levnedsmiddelbranchen specielle såkaldte sikringsordninger, hvilket vil sige kontrakter med firmaer, der er specialiseret i skadedyrsbekæmpelse, om at holde virksomheden fri for rotter. Sådanne ordninger omfatter ofte også mus, idet det kan være katastrofalt for et levnedsmiddelfirma at være plaget af rotter og/eller mus. Forekomst af disse dyr kan bevirke, at levnedsmiddelkontrolmyndighederne kræver firmaet lukket, indtil problemet med skadedyrene er løst. Der er således et stærkt økonomisk incitament til at sørge for at holde sådanne virksomheder rottefri. Selv med en fortsat løbende bekæmpelse er der ikke basis for at forvente, at brun rotte vil blive en truet art. Det skyldes, at der efter den gældende lovgivning ikke skal bekæmpes i kloaksystemer, og at bekæmpelsen gennemføres, indtil man efter sagkyndigt skøn har opnået et tilstrækkeligt lavt niveau i rottebestanden.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.