Brunflagermus

Brunflagermusen er en af vore store flagermusarter. Den er nemmere at kende end mange andre flagermusarter, både “i hånden” og flyvende. Alligevel er artsbestemmelsen af alle vore flagermusarter specialistarbejde. Brunflagermusen er den af vore hjemlige arter, der skriger kraftigst. Med detektor høres den på 100-200 meters afstand. Alene dette gør den let at registrere. Arten benytter flere forskellige lyde, men når den flyver højt og i frit rum, som den typisk gør, bruger den alternerende pulser, der med heterodynsystemet lyder som “plip-plop”. “Plip”-lydene ligger på 21-24 kHz, “ploppene” på 17-21 kHz. De sidste er ret lange og karakteristiske for arten. På skrig optaget med tidsekspansions-systemet kan man måle de nøjagtige frekvenser, skrigenes længde og intervallerne mellem skrigene (rytmen). Disse mål varierer hos brunflagermusen alle inden for visse rammer. Man skal være omhyggelig, for Leislers flagermus bruger også “plip-plop”-lyde, men frekvenserne er her lidt højere, “plop”-skrigene kortere, og intervallerne anderledes (Ahlén & Baagøe 1999).

I Danmark benytter arten næsten udelukkende hule træer både sommer og vinter. Om sommeren er ynglekolonierne ikke vanskelige at finde, når man ved, hvad man leder efter, for der er ofte en del larm fra udflyvningshullet – også om dagen. Alligevel må arten takseres som vanskelig at finde med eksemplarmetoden sammenlignet med de husboende flagermusarter, der nemt opdages af mennesker, og som oftere indsendes til bestemmelse.

På en skala “umulig/svær/mellem/let” karakteriseres brunflagermusen som “let” at registrere med detektormetoden og “svær” med eksemplarmetoden.

Ud af de i alt 9.075 fundne flagermuslokaliteter med sikker artsbestemmelse (6.239 detektorlokaliteter og 2.836 eksemplarlokaliteter) var der 726 lokaliteter med brunflagermus (640 detektorlokaliteter og 86 eksemplarlokaliteter). Tallene afspejler, at arten er nem at finde med detektorer, men vanskelig med eksemplarmetoden. De viser også, at brunflagermusen er en relativt almindelig dansk flagermusart.

Brunflagermusen er udbredt over det meste af Danmark bortset fra store dele af Vest- og Nordjylland. Dette hænger givetvis sammen med dens behov for større hule træer som dag- og vinteropholdssteder. Selvom brunflagermus kan jage langt væk fra dagkvarteret, bevirker manglen på hule træer i det nordvestlige Jylland formodentlig, at den sjældent træffes i disse egne.

Brunflagermusen er kendt som en langdistanceflyver (Hanák 1966, Strelkov 1969, Gaisler 1979, Boonman et al. 1997), som kan dukke op næsten overalt. Derfor er det ikke overraskende, at der er gjort enkeltfund på øer som Hjelm og Anholt, men det har helt sikkert kun været strejfere. Adskillige timers lytten på Læsø gav ikke en eneste flagermus, selvom brunflagermusen tidligere er fundet på øen.

I dele af Europa og især i Østeuropa foretager hele bestanden – eller dele af den – formodentlig regulære træk efterår og forår (Gebhard & Bogdanowicz 2004). Man ved, at der er brunflagermus i Danmark både vinter og sommer, men meget tyder på, at der sker træk ud og ind af landet, måske i ret store mængder. Ornitologer og andre har observeret brunflagermus under forhold, der tyder på træk, især om efteråret og ofte i fuldt dagslys, men også om foråret. Der er lignende observationer fra Sydsverige af flokke på ca. 500 og 1.000 individer (Ahlén & Gerell 1989), og der er set udtræk af brunflagermus fra de sydsvenske kyster (Ahlén 1997). Formodentlig trækker store dele af den svenske bestand (Ahlén pers. oplysn.). Nogle af de enkeltfund, der er gjort i Danmark især efterår og forår, må også være dyr på træk. Det gælder fundene på øer og et fund fra maj 1959 fra Kattegat Syd Fyrskib og tidligere fund fra Samsø.

Alle historiske fund (1826-1972) er sammenstillet af Baagøe (2001a) baseret på 246 museumseksemplarer, litteraturoplysninger, personlige oplysninger fra F. W. Bræstrup og B. Jensen samt Zoologisk Museums ringmærkningsprotokoller. I 1940'erne mærkede L. Hansen ikke mindre end 240 brunflagermus på Lolland-Falster. Tilsammen repræsenterer de historiske fund 74 lokaliteter med 34 på Sjælland, 1 fra Kattegat Syd Fyrskib (ca. 15 km nord for Sjælland), 3 fra Samsø, 7 fra Falster, 11 fra Lolland, 1 fra Møn, 1 fra Bornholm, 5 fra Fyn, 1 fra Læsø, 10 fra Østjylland og 1 fra Sønderjylland. Der er ingen fund fra Nord- og Vestjylland eller fra Als og Langeland. Disse data viser, at brunflagermusen også dengang var en ret almindelig art med nogenlunde samme udbredelse som nu. Rybergs (1947) kortlægning giver ikke yderligere oplysninger bortset fra et par lokaliteter i det nordlige Østjylland.

Faber (1826a, b) er den første, der nævner arten fra Danmark. Han anså den for almindelig både på Sjælland og i Jylland. Zoologisk Museum har mumier af brunflagermus indsamlet af Faber. Han nævner en koloni i Århus Domkirke. Det kan undre lidt, fordi vi stort set ikke kender til, at brunflagermus benytter bygninger i Danmark. Muligvis var det i virkeligheden sydflagermus, som dengang ikke var registreret i det nuværende Danmark. På den anden side viser Fabers kommentarer om dyrenes lyde og lugt, at han kendte brunflagermusen godt.

Både Melchior (1834) og Tauber (1878) nævner arten som almindelig i Danmark, og Winge (1899) har en liste over Zoologisk Museums eksemplarer. Også i senere samleværker anføres brunflagermusen som ret almindelig (Degerbøl 1935) eller almindelig (Jensen 1969).

Brunflagermusen er vidt udbredt i Mellemeuropa og det sydlige Nordeuropa, i Skandinavien nordpå til 60-61°N (løvskovens nordgrænse). Den findes fra England og Frankrig i vest til det sydvestlige Sibirien, Kina, Vietnam og Taiwan i øst. Der er kun spredte fund syd for Pyrenæerne, Alperne og på Balkan. Arten kendes også fra Afrika med et fund fra Mozambique (Bogdanowicz 1999). Enkelte fund fra Irland (Ahlén & Baagøe upubl.), Skotland, Shetland, Orkney, fra olieboreplatforme (Racey 1991) og fra Færøerne (Baagøe & Bloch 1994) understreger, at det er en art, der kommer langt omkring.

Sommerkolonier og vinterkvarterer findes i hule træer. Fra Danmark er der kun et par fund af enkelte dyr i vinterkvarterer i bygninger, mens det er mere almindeligt i andre europæiske lande, hvor klippespalter også benyttes.

Brunflagermusen er en stor, smalvinget og hurtigtflyvende art. Jagten foregår oftest højt og i helt frit rum væk fra træer m.v. Flugten er retlinet afbrudt af skarpe retningsændringer. Arten kan af og til flyve i lavere højde, typisk 5-20 m, fx under insektjagt over søer eller andre åbne flader (Baagøe 1987, 1991). Føden består især af biller (mange store arter), natsommerfugle og myg, men andre insektgrupper indgår også.

I parringstiden om efteråret har den enkelte brunstige han et parringskvarter i et træhul eller lignende. Her sidder han ofte i åbningen og kalder forbipasserende hunner til sig med kraftige parringslyde – han “synger”. Han kan også foretage små flyveture, mens han synger. Hunnerne søger ind i parringskvarteret, hvor de opholder sig nogen tid. Her foregår selve parringen. Op til 18 hunner er talt i et enkelt kvarter, men der er ikke tale om et egentligt harem. Adfærdsforholdene i forbindelse med parringen er meget komplekse (Gebhard & Bogdanowicz 2004).

Brunflagermusen er anført på IUCN's internationale Rødliste version 2.3 (1994) i kategorien LR/lc (lower risk/least concern) (IUCN 2004). Arten er desuden omfattet af diverse internationale og nationale love og direktiver (se tabel 1 i afsnittet Forvaltningen af danske pattedyr).

Brunflagermus er afhængige af mange hule træer i lokalområdet året rundt, så fældning af træer med hulheder eller afskæring af hule grene begrænser givetvis lokale bestandes muligheder. I det moderne skovbrug er der mangel på hule træer, også i parker o.l. hvor hule træer eller grene fjernes eller beskæres, fordi der er risiko for, at de kan vælte eller falde ned over skov- og parkgæster. Moderne naturforvaltning i skov og park burde så vidt muligt favorisere træer med potentiale for at blive hule.

Ifølge Lov om Jagt og Vildtforvaltning 1993, bekendtgørelse nr. 39, 1994, er alle danske flagermusarter beskyttet mod jagt, og af hensyn til flagermus og hulerugende fugle må hule træer og træer med spættehuller ikke fældes i tiden 1. februar – 31. august. Denne regel burde udvides til at gælde hele året, således at man i en årrække undlod at fælde hule træer samt “rekrutter” til hule træer i udvalgte områder. Ellers vil hule træer i løbet af nogle årtier blive en endnu større mangelvare.