Dværgspidsmus

I perioden 1990-99 er der indsamlet oplysninger via forskellige videnskabelige feltundersøgelser og analyser af uglegylp. I selve “Projekt Dansk Pattedyratlas” 2000-2003 er data indkommet ved fældefangster (indrapporteret fra såvel kvadratundersøgernes fældefangster som de videnskabelige fældefangster), ved dyr hjembragt af katte, fra undersøgelser af uglegylp samt ved indsendte, dødfundne dværgspidsmus. De særlige omstændigheder vedrørende dødfundne spidsmus er omtalt under almindelig spidsmus. Tabellen viser fangsttal for de forskellige metoder.

En del spidsmus blev artsbestemt i felten af fagfolk og af kvadratundersøgerne. Alle øvrige registreringer er baseret på indsendte, døde dyr eller oplysninger, der kunne sikre en korrekt artsbestemmelse.

Der er indkommet registreringer af dværgspidsmus fra 307 af landets kvadrater, og arten indgår i undersøgelsen af småpattedyrene på en lang række mindre øer. Kortet må derfor siges at være repræsentativt. Det viser, at dværgspidsmus er vidt udbredt næsten overalt i Danmark. Dog er den ikke fundet på visse øer som Læsø, Anholt og Ærø. De mange indrapporteringer fra alle dele af landet viser, at dværgspidsmusen er en almindelig dansk art. Manglende fund fra en del spredt fordelte kvadrater betyder ikke nødvendigvis, at arten ikke forekommer der, men kan skyldes en lavere lokal registreringsindsats.

I nærværende atlasundersøgelse blev der anvendt en kombination af to typer af vippefælder. Der er ingen tvivl om, at dværgspidsmusene fint kan tynge vippen ned på den lille fældetype, men at det kniber på den store. Formodentlig er dvægspidsmusene tilsvarende underrepræsenteret i fældefangsterne. På samme måde fandt Kofod (1971) ved brug af to størrelser af vippefælder 17,9% dværgspidsmus og 82,1% almindelig spidsmus. Når kun de små fælder blev anvendt, var dværgspidsmusenes andel helt oppe på 29,4%. Fældetypen har altså betydning for forholdet mellem antal fangster af de to arter.

Tabellen viser antallet af spidsmus, der er registreret med fire metoder: fældefangst med alle fældetyper, fund i uglegylp, dyr hjembragt af katte og dødfundne dyr. Resultatet understreger vigtigheden af at benytte flere registreringsmetoder ved studier af udbredelsen af spidsmus. Registreringshyppighederne for de tre arter er af nogenlunde samme størrelsesorden for alle fire metoder. Men man skal være forsigtig med en nærgående tolkning af tallene, for ligesom der er kendte forskelle i fældernes fangsteffektivitet for de enkelte arter, er der formodentlig ukendte forskelle i de andre metoders effektivitet. Med i alt 1.795 dværgspidsmus over for 8.170 almindelig spidsmus og 501 vandspidsmus underbygger tabellen dog formodentlig, at dværgspidsmusen overordnet set forekommer mindre hyppigt i Danmark end almindelig spidsmus og mere hyppigt end vandspidsmus. Derimod er der ingen tvivl om, at hyppighederne på lokalt plan kan variere med arternes forskelle i foretrukne levesteder.

Også mange ældre undersøgelser (fældefangster og analyser af uglegylp) antyder, at dværgspidsmusen de fleste steder forekommer væsentligt mindre hyppigt end almindelig spidsmus. De viser imidlertid også, at denne forskel i hyppighed kan variere alt efter biotop og registreringsmetode (Crowcroft 1957; Curry-Lindahl 1959; Southern 1954).

Steenstrup (1840-41) nævner, at dværgspidsmus hidtil må have været overset i Danmark. Han omtaler de første fund og slutter, at arten nok er udbredt over hele landet. Det drejer sig om et fund fra Holsten 1840, et fra Christianshavns Vold ved København 1840, et fra Thy 1834 og endelig et fra Knuthenborg på Lolland gjort af Melchior. Melchior (1834) omtaler dette fund, men er ikke helt sikker på bestemmelsen. De første fund af arten i Danmark er altså fra 1834. I Zoologisk Museums ældre samlinger er der eksemplarer fra hele landet. Det første er ovennævnte fra Christianshavns Vold 1840. Senere nævnes arten af Tauber (1878) som almindelig både på øerne og i det østlige Jylland og af Winge (1882), baseret på fund i uglegylp fra en lang række lokaliteter i Jylland, på Fyn, Lolland, Falster og Sjælland. Winge (1908) nævner, at arten er almindelig i hele landet, “dog ikke eftervist på Bornholm”. Vi skal helt frem til 1936, før arten konstateres på Bornholm af Arne Larsen. Senere er den fundet vidt udbredt på øen (Flensted 1987). Arten har formentlig blot været overset tidligere. På et ret sparsomt grundlag har man tidligere formodet, at arten forekom i hele landet. Nærværende kort bekræfter, at det faktisk er tilfældet.

Samtlige eksemplarer i de ældre samlinger fra før ca. 1997 danner basis for den danske del af det europæsiske udbredelseskort (50 x 50 km UTM-kvadrater) i The Atlas of European Mammals (Hutterer 1999).

Dværgspidsmus er vidt udbredt fra Irland og Portugal i vest til Baikalsøen i øst, fra Ishavskysten i nord og til den nordlige del af Den Iberiske Halvø, Italien og Balkan i syd. Arten mangler på den sydlige halvdel af Den Iberiske Halvø og i kystnære områder samt på øer i Middelhavet. I Sydeuropa er den begrænset til højereliggende områder i bjergene og er derfor pletvist udbredt (Hutterer 1999).

Dværgspidsmusen findes ligesom almindelig spidsmus i mange forskellige biotoper, hvor det vigtigste er en tæt bundvegetation, der giver dække samt et fugtigt og køligt mikroklima. Både i det åbne land og i skovene er dens forekomst ligesom for almindelig spidsmus i høj grad begrænset til områder med tæt bundvegetation. Nogle undersøgelser viser, at dværgspidsmusen synes at have en forkærlighed for mere fugtige eller våde områder som enge med højt græs, moser og rør- og sivbevoksninger (Hutterer 1990). Yalden (1981) fandt således de tætteste bestande i moser. Herhjemme synes den ofte at være mere hyppig i tørre områder (Jensen & Hansen 2001, 2003 og upubl.). Måske skyldes forekomsten begge steder fraværet af almindelig spidsmus på grund af manglen på regnorme. Nær kysterne forekommer dværgspidsmusen ofte i klitområder og sågar i de våde vader ved vadehavskysterne (Croin Michielsen 1966).

Ligesom almindelig spidsmus er dværgspidsmus strengt territoriale bortset fra i parringstiden på nogle få timer og de 4-5 uger, hvor ungerne vokser op hos moderen. Generelt er territorierne større end hos almindelig spidsmus. I et hollandsk klitområde var de således 530-1.860 m², mens de i andre biotoper kan være noget mindre. I territoriet færdes dværgspidsmus ligesom almindelig spidsmus hjemmevant i et veletableret netværk af gange i jordoverfladen. Den benytter i højere grad andre småpattedyrs gange og sjældnere underjordiske gange, heller ikke om vinteren. Den lever mere i jordoverfladen eller over denne og springer og klatrer bedre end almindelig spidsmus. Denne “lagdeling” i lokal forekomst menes til dels at forklare, hvorledes de to arter kan sameksistere uden for megen konkurrence (Hutterer 1990).

Ligesom almindelig spidsmus har dværgspidsmusen sidekirtler, men hos denne art spiller de formentlig en mindre fremtrædende rolle i kommunikationen. Markering med urin og med ekskrementer tilsat dufte fra kirtler i endetarmen spiller en større rolle. Territoriet markeres med dufte og forsvares over for artsfæller med skrigestyrkeprøver, der minder om adfærden hos almindelig spidsmus. Skrigene høres ofte i naturen. De kan skelnes fra skrigene hos almindelig spidsmus ved at være noget svagere og mere kvidrende. Ved møder mellem de to arter synes dværgspidsmusen at have bedre sanser og hurtigere reaktioner, for den fortrækker så hurtigt og stille, at den større art nærmest ikke synes at reagere. Dette kan også være en del af forklaringen på, hvordan de to arter kan eksistere i de samme områder.

Føden er mindre varieret end hos almindelig spidsmus og består overvejende af biller, insektlarver, edderkopper, mejere og bænkebidere. I modsætning til almindelig spidsmus tager dværgspidsmusen sjældent regnorme og snegle, og planteføde spiller en mindre rolle. Dværgspidsmus kan tage hvirveldyr. Der er et interessant eksempel, hvor dværgspidsmusene under en “markmuseplage” næsten udelukkende levede af unge markmus (Hutterer 1990).

Dværgspidsmusen er en almindelig dansk pattedyrart. Som for almindelig spidsmus er det formentlig kun ændringer i landskabsudnyttelsen, der kan true arten lokalt.

Ifølge Lov om Jagt og Vildtforvaltning 1993, bekendtgørelse nr. 9, 1994, er der ingen jagttid på dværgspidsmus, og arten er således totalfredet. Vedrørende international og national lovgivning m.v., se afsnittet Forvaltningen af danske pattedyr.