Egern

Egernet er så karakteristisk, at det ikke kan forveksles med andre arter, så alle indberetninger er indført i databasen som gyldige uden dokumentation for, at artsbestemmelsen er korrekt. I nærværende præsentation af atlasundersøgelsen er der ikke skelnet mellem de forskellige farvetyper, som egernet forekommer i.

Der forekommer to underarter af egern i Danmark. På Bornholm findes den skandinaviske underart Sciurus vulgaris vulgaris, som i vinterpelsen er mere grå på ryg og flanker, og som har kortere hale end den centraleuropæiske underart Sciurus vulgarisfuscoater, der findes i den øvrige del af landet (Degn 1973).

Egernet er registreret i de fleste kvadrater såvel i Jylland som på Øerne og Bornholm. Arten er derimod ikke registreret i en del sammenhængende kvadrater på Nordfyn, i det sydvestligste hjørne af Sønderjylland, i et bælte fra Kolding til Esbjerg og langs vestkysten fra Nymindegab til Thyborøn. Den manglende registrering vurderes i de fleste tilfælde at være en reel afspejling af, at der ikke forekommer egern i disse kvadrater. Egernet er heller ikke registreret på en række større og mindre øer, fx Fanø, Rømø, Als, Ærø, Langeland, Samsø, Anholt og Læsø, hvilket ligeledes er et udtryk for, at arten ikke findes på disse øer.

Egernets udbredelse i den tidligste del af atlasperioden er dokumenteret gennem en DMU-spørgebrevsundersøgelse, der blev iværksat for at få kendskab til egernets aktuelle status efter en markant tilbagegang i bestanden sidst i 1970'erne (Asferg 1990; Asferg & Madsen 2001). Tilbagegangen faldt sammen med en lang række år med meget ringe frøproduktion hos bøg og rødgran, så der er god grund til at tro, at fødemangel var den primære årsag til det store fald (Jensen 1990).

Det vides ikke, om tilbagegangen i bestanden medførte nogen særlig indskrænkning i egernets udbredelse. I hvert fald synes arten at have været vidt udbredt i midten af 1980'erne, og ifølge jægernes udsagn var bestandene de fleste steder stabile eller voksende (Asferg 1990).

En undersøgelse af egernets forekomst i Århus Amt i 1993-94 understregede artens status som almindeligt forekommende, idet der blev fundet friske sportegn efter egern (ædespor, reder m.v.) i 30 ud af 100 undersøgte skove under 20 ha og i alle 11 undersøgte skove på mere end 20 ha (Asferg et al. 1997).

De ældste, danske knoglefund af egern er fra midten af Boreal, 9.500 år før nu. Arten er formodentlig indvandret for omkring 11.000 år siden samtidig med en række af vore andre pattedyrarter (se fig. 2 i afsnittet Fra istid til nutid). Forekomsten i Danmark har været præget af store ændringer i udbredelse og antal. Dels er mange af de oprindelige bestande helt eller delvis forsvundet, dels er der sket udsætninger i sidste halvdel af 1800-tallet og i første del af 1900-tallet. Der findes mange ældre notitser og beskrivelser af egernets forekomst. Degn (1974) har på grundlag af disse sammenstillet en detaljeret gennemgang af egernets tidligere udbredelse og ændringer i denne. Han gengiver bl.a. et kort over de danske egernbestande i 1933-34 (Spärck 1936), og endvidere beskriver han egernets spredning i Vendsyssel i 1960'erne. Almindeligvis regnes den vestsjællandske og den fynske bestand for at være oprindelige, men hvis de udsatte dyr har blandet sig med de allerede forekommende, kan man strengt taget ikke sige, at vi har nogen oprindelig egernbestand i Danmark i dag. Omkring år 1900 var bestanden nede på et meget lavt niveau, idet der kun fandtes egern på Fyn og Midtsjælland samt formodentlig et fåtal nogle steder i Jylland. Udbredelsen mod vest i Jylland skete i 1920'erne, mod nord til Himmerland i slutningen af 1930'erne og i begyndelsen af 1940'erne. Egernet blev for første gang konstateret på Mors i 1942 og nord for Limfjorden i 1951 (Mortensen 1965). Udbredelsen til Nordøstsjælland skete over en længere periode fra 1920'erne til 1940'erne, til Sydsjælland i løbet af 1960'erne og Nordvestsjælland i 1970'erne. På Fyn skete der en svag nordgående spredning i 1960'erne. De oprindelige, bornholmske egern uddøde, mens den nuværende bestand, der som nævnt tilhører den skandinaviske underart, stammer fra dyr, der blev udsat i 1886 (Kristensen 2002).

Egernet er udbredt fra De Britiske Øer i vest og Middelhavet i syd til helt over mod den nordøstlige del af Kina (Gurnell & Wauters 1999). Bortset fra den sydøstlige del af Den Iberiske Halvø og de fleste Middelhavsøer er arten vidt udbredt i Europa fra det nordligste Skandinavien til sydspidsen af Italien (Gurnell & Wauters 1999). Ligesom i Danmark er der gennemført mange introduktioner af egern i det øvrige Europa og dermed en opblanding af bestandene. Det røde egern er gennem de seneste årtier gået stærkt tilbage eller er helt forsvundet fra de fleste lokaliteter i den sydlige og den centrale del af England. I England er det røde egern hårdt presset på grund af konkurrence fra det introducerede nordamerikanske grå egern Sciurus carolinensis, som også er indført til tre lokaliteter i Norditalien, hvor det nu er under spredning (Gurnell & Wauters 1999).

Egernet er tilpasset et liv i træerne og forekommer derfor hovedsageligt i skove og plantager samt i større haver og parker. Dels bygger egernet sine reder i træerne, dels producerer træerne størstedelen af den føde, som egernet lever af. De mest stabile forekomster findes i områder, hvor der er stor sandsynlighed for en god, årlig produktion af de foretrukne fødeemner, som er frø fra nåletræernes kogler samt bog, agern og svampe. Egernets “idealskov” indeholder således en blanding af gamle, frøproducerende rødgran, skovfyr, eg og bøg. En sådan blanding findes kun få steder, men egernet har vist sig at kunne opretholde en bestand, selv hvor der er et langt mere ensartet skovbillede.

Egern er territoriale dyr, som hævder territorier over for artsfæller af samme køn. Hannernes territorier (3-4 ha) er generelt lidt større end hunnernes (2-3 ha), så en han vil oftest have adgang til flere hunners territorier. Territoriestørrelsen og dermed bestandstætheden afhænger især af fødemængden i området. Hvert egern har oftest 2-5 “aktive” reder, som findes spredt i territoriet. Reden, der bygges af grene, kviste, blade og mos, anbringes i de fleste tilfælde tæt ind til stammen et stykke under toppen af træet. Den er kugleformet, 20-50 cm i diameter og med et ca. 5 cm stort indgangshul i siden. Redetræet er oftest et nåletræ, men reder kan også placeres i løvtræer og endda i buske, fx enebær.

Egernets yngleaktivitet er stærkt præget af fødemængden og vejrforholdene i det enkelte år. Hunnerne kan under gunstige betingelser få to kuld om året, et i det tidlige forår og et om sommeren. Et hunegern kan kun gennemføre en drægtighed og opfostre et kuld unger, hvis hun er i god kondition, dvs. at hun har en forholdsvis høj kropsvægt. Det er der størst chance for, hvis kogle- og frøsætningen har været god i det foregående år. Hvis det ikke er tilfældet, får hun kun et sommerkuld, og efter et år med helt svigtende fødeproduktion får hun sandsynligvis slet ikke unger.

Egernet er et af vore mest udbredte pattedyr. Det har været totalfredet siden 1994, så der sker ikke længere nogen direkte efterstræbelse fra menneskets side. Egernets stærke tilknytning til skove og plantager betyder imidlertid, at det kan være sårbart over for fragmentering af skovområder. Det kan fx være vanskeligt for egernet at nå fra den ene skov til den anden, hvis den indbyrdes afstand er stor, og der ikke er forbindende læhegn eller lignende spredningskorridorer. Flere udenlandske og en enkelt dansk undersøgelse har påvist sådanne virkninger af skovfragmentering.

I den danske undersøgelse (Asferg et al. 1997) bidrog tre af de undersøgte landskabsparametre væsentligt til at forklare forekomsten af egern i mindre skove. Den vigtigste faktor for skove under 20 ha var antallet af andre småskove inden for en afstand af 500 m. Den næstvigtigste var afstanden til den nærmeste skov på mere end 20 ha, mens den tredjevigtigste faktor var størrelsen af den undersøgte skov (Asferg et al. 1997).

Betydningen af skovstørrelsen og antallet af omkringliggende skove ligger formentlig i, at det samlede skovareal skal være tilstrækkelig stort til at sikre et stabilt udbud af føde. I fragmenterede lokalområder er der imidlertid en risiko for, at bestanden uddør, så det er derfor vigtigt, at der er rekrutteringsområder i nærheden, hvorfra der i givet fald kan ske en udvandring til de små skove.

På mere regionalt plan anses fragmenteringen dog ikke for at være en trussel mod egernets eksistens på langt sigt, da arten vil kunne overleve i kraft af stabile bestande i de større skove, hvis der ikke sker drastiske, negative ændringer i skovstruktur, valg af træarter og driftsformer. Hvis planerne om at fordoble landets skovareal i løbet af de næste 80-100 år realiseres, vil der ikke alene blive skabt mange nye levesteder for egern, men der vil også kunne skabes bedre sammenhæng mellem mange af de eksisterende småskove ved etablering af træ- og buskbevoksede korridorer.