Haren findes overvejende i åbne landskaber, især på dyrkede landbrugsarealer, men også på arealer med vedvarende græs og på naturarealer, fx heder og klitter. Det er på disse arealer, haren finder sin føde. Fødesøgningen finder især sted mellem solnedgang og solopgang. Dagtimerne tilbringes i skjul, oftest i læhegn eller remiser eller i udkanten af skovområder. Haren er forholdsvis stationær og er derfor afhængig af, at den inden for sit aktivitetsområde har adgang til et varieret fødeudbud, som skal være til stede i tilstrækkelig mængde og tilstrækkelig kvalitet på alle tider af året.
Gennem de seneste årtier er der sket meget omfattende ændringer i landbrugets driftsformer. Markarbejdet er blevet stærkt mekaniseret, markerne er blevet større, og afgrødevalget er blevet mindre varieret. Det betyder fx, at når kornafgrøderne modner og dermed ikke længere er anvendelige som føde for haren, er det vanskeligt at finde alternative fødemuligheder inden for normal aktivitetsradius. I og med at størstedelen af det dyrkede land benyttes til kornafgrøder, vil en meget stor del af det samlede landbrugsareal i virkeligheden være mindre attraktivt for haren, navnligt midt på sommeren. Det er nok især disse forhold, som er årsagen til de sidste 50 års tilbagegang i harebestanden.
Haren hævder ikke territorium, men færdes i et aktivitetsområde, hvor den tolererer artsfæller. Det er derfor undertiden muligt at observere flere harer på marker, som på bestemte tidspunkter af året byder på særligt attraktive fødeemner. Aktivitetsområdet kan variere meget i størrelse. Det er i landbrugsområder målt til 20-40 ha. Forskellige dele af aktivitetsområdet benyttes på forskellige tider af året, formentlig i takt med det skiftende udbud af føde.
Harehunner kan her i landet få op til 4 kuld killinger om året. Der er imidlertid stor variation i ungeproduktionen, både fra hun til hun og fra år til år. Der er en stor dødelighed blandt killingerne, måske helt op til 81% i løbet af sommeren (Hansen 1990). Det kan være forklaringen på, at harebestandene de fleste steder i dag er mindre ved jagtsæsonens begyndelse, end det tidligere var tilfældet. Hansen (1990) fandt endvidere, at andelen af ungharer i jagtudbyttet fra en lokalitet på Fyn i sæsonerne 1984-86 varierede fra 32% til 41%, mens Abildgård et al. (1972) fandt ungeprocenter på Illumø varierende fra 32% til 71% i perioden 1957-70.
Det vides ikke med sikkerhed, hvorfor killingedødeligheden er blevet større, men det kan måske skyldes mangel på føde af tilstrækkelig mængde og kvalitet i sommerperioden.
Hertil kommer, at prædationstrykket fra ræv, krage, husskade og rovfugle sandsynligvis har været stigende i takt med forarmningen af landbrugslandskabet.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.