Hasselmus

Kortlægningen i atlasperioden er primært foregået ved eftersøgning af sommerreder suppleret med henvendelser og skrivelser. Eftersøgningsmetoden er specialistarbejde og er vanskelig og tidsrøvende.

Registreringer af hasselmus er foretaget i perioderne 1980-86, 1989-92 og 2000-2004. Registreringer fra 1980-86 og 1989-92 er publiceret af Vilhelmsen (2001). På baggrund af disse observationer genbesøgtes i 2000-2004 alle tidligere undersøgte lokaliteter samt potentielle, tilgrænsende områder. I foråret 2005 blev disse suppleret med 10 kvadrater.

Kortlægningen af hasselmus baseres på flere indgangsvinkler. Der er ledt efter sportegn ved eftersøgning af artens karakteristiske sommerreder, der bygges skjult i vegetationen eller i opsatte redekasser. Eftersøgningen er fortrinsvis sket i de løvfrie perioder af året, hvor rederne er nemmest at opdage, og hvor yngleaktiviteten ikke forstyrres. Skovområder på over 50 hektar udvalgtes først. I skovtyper og kulturer, der blev vurderet velegnede for hasselmus, blev der foretaget en linjetaksering, idet området inddeltes i transekter med en indbyrdes afstand på 10-20 m, som undersøgtes “træ for træ” og “busk for busk”. Randområder langs hugstlinjer, skovstier og skovveje, indre og ydre skovbryn samt levende hegn, der bandt de enkelte skove sammen, undersøgtes særskilt (Vilhelmsen 1992).

I perioden 2000-2004 indebar konstatering af blot en enkelt hasselmusrede, at kvadratet ikke undersøgtes yderligere.

Henvendelser fra folk, der havde fundet reder, samt skrivelser rettet specifikt til instanser og personer, der administrativt eller ved skovarbejde havde mulighed for at observere reder, har suppleret, men aldrig erstattet feltundersøgelserne.

Forekomsten af hasselmus er igennem atlasperioden blevet konstateret i visse skovområder i Midt-, Syd- og Sydvestsjælland, på Sydfyn og i det østlige og sydlige Jylland. På Sydfyn findes hasselmusen i dag fra bakkeområderne ved Svanninge gennem et vidtforgrenet system af småskove og levende hegn fra Faaborg-egnen mod skovene i Sollerup, Holsteenhus og Gerup, frem mod Skjoldemose, Ollerup og Hvidkildeskovene ved Svendborg. Mod nord og øst findes arten i spredte skove ved Snarup Have, Kværndrup, Brændeskov og Gudbjerg-skovene til Lundeborg. På Langeland kendes fundsteder omkring Tranekær. I områder med mere intensiv drift har man gennem den 20-årige undersøgelsesperiode kunnet iagttage, at bosætning i stigende grad koncentreres omkring randområderne af de sammenhængende beplantninger, især der, hvor ukrudtsbekæmpelse, kratrydning og monokulturer i den øvrige skov ikke levner plads til egnede opholds-, yngle- og fourageringsmuligheder.

Det sjællandske forekomstområde er opdelt i 3 adskilte skovområder omkring Sorø og Slagelse, syd for Hvalsø på Midtsjælland samt syd for Rønnede. Et tidligere fundsted på Vordingborg-egnen har ikke kunnet dokumenteres under atlasperioden. Der er ikke observeret hasselmus i småskove mellem de ovennævnte lokaliteter. I atlasperioden er der for især de midtsjællandske lokaliteter mærkbart færre redefund, især inde i de sluttede kulturer, sammenlignet med observationer fra 1980'erne. Hasselmusen findes nu fortrinsvis ved indre og ydre skovbryn. I Magleskov ved Stubberup samt Hesede skov, Gisselfeld, har der således ikke kunnet påvises redefund i perioden 2000-2004.

I Jylland er der i atlasperioden ud over skove syd for Vejle Fjord fundet hasselmus på Aabenraa-egnen i to skovområder, hvorfra arten ikke tidligere var kendt. Ved Vejle blev der i begyndelsen af atlasperioden fundet 4 lokaliteter (Munkebjerg, Strandskov, Børkop, Lindet), men der blev kun genfundet reder på 2 (Munkebjerg og Strandskov) i perioden 2000-2004. I Sønderjylland fandtes der i 2002 reder ved Kliplev (Berglund, pers. oplysn.) og senere ca. 20 km øst herfor ved Gråstenskovene. Der er givet tale om hidtil oversete, spredte forekomster fra et tidligere større sammenhængende skovområde, som strakte sig ned i Slesvig-Holsten.

Der er ingen fortidige danske knoglefund af hasselmus, men arten er formodentlig indvandret til Danmark sydfra i Præboreal for ca. 11.000 år siden sammen med løvskoven (se afsnittet Fra istid til nutid (Den åbne skov)). I flere årtusinder herefter var Danmark næsten helt skovdækket, og i flere perioder (Boreal, Atlantikum, Subboreal) var klimaet noget lunere end det nuværende, og hasselmusens udbredelse har sandsynligvis været større og mere sammenhængende. Ændret arealudnyttelse, herunder formodentlig den senere kraftige, menneskeskabte reduktion og opsplitning af skovarealet samt ændringen til et køligere klima, har reduceret bestanden til spredte forekomster.

Allerede Melchior (1834) nævner “Hasselsoveren” (hasselmusen) som forekommende i det sydlige Sjælland, og fra slutningen af 1800-tallet foreligger der flere spredte oplysninger om hasselmusens forekomst herhjemme (Rostrup 1872; Winge 1899; Viskum-Pedersen 1930, 1932; Degerbøl 1935e). I 1872 beskrev Rostrup således hasselmusens levesteder på Fyn: “Bøgeskov, hist og her afbrudt af Granplantninger, på enkelte Steder med Underskov og Krat af El, Hassel, Røn og Gedeblad.” De ældste eksemplarer af hasselmus findes på Zoologisk Museum, København. De stammer fra Frederiksberg (sandsynligvis Sorø) 1869, Langebæk Skov ved Vordingborg 1871 og fra Lystskoven ved Slagelse 1889. Et præparat fra Raunsholte 1901 på Zoologisk Museum er det ældste eksemplar fra Midtsjælland, hvorfra fund af levende dyr og reder blev rapporteret fra midten af 1950'erne og 1960'erne (Abell, Christensen, Jørgensen, pers. oplysn.). Fra 1971-84 meddeltes løbende om redefund fra kratrydning ved Raunsholte, Valborup, Mortenstrup, Hejede Overdrev, Midtsjælland (Jørgensen, Jacobsen, pers. oplysn.), fra feltture (Baagøe, pers. oplysn.) og fra Slagelse-egnen (Valbygård, Plessens Overdrev) døde dyr, bidt ihjel af hund (Frandsen, pers. oplysn.) og påkørt (Wederkinch, pers. oplysn.). Fra Langebæk ved Vordingborg kendes både redefund og præparater.

Først i 1970'erne blev der foretaget egentlige undersøgelser af hasselmusens biologi i laboratorium samt dens udbredelse ved hjælp af tilvækstoversigter og litteraturstudier (Walhovd 1970, 1971, 1974, 1976). Desuden blev der foretaget feltstudier i 10 skovområder på Sydfyn (Jensen 1980). Fra Fyn blev der løbende berettet om fund af reder og dyr fra slutningen af 1800-tallet frem til i dag fra en lang række skove syd for Assens og Ringe til Svendborg, og der kendes ligefrem beretninger om, at hasselmus blev holdt som kæledyr ved Svanninge nær Faaborg (Groth, pers. oplysn.). Eksemplarer, reder og præparater fra denne landsdel findes både på Zoologisk Museum, København, Naturama, Svendborg, og i skolesamlinger. Fra Langeland foreligger spredte oplysninger om dyr og reder fra skovene omkring Tranekær fra 1980'erne, mens sporadiske, udokumenterede iagttagelser fra Glamsbjerg, Ryslinge, Nakkebølle, nord for Assens, Ørbæk og Nordfyn ikke er blevet eftervist i nærværende undersøgelser. I Jylland findes spredte iagttagelser af reder og dyr i Munkebjerg-skovene ved Vejle fra 1970'erne (Poulsen, pers. oplysn.).

Fra Sjælland kan daværende lokaliteter for hasselmus beskrives som 3 adskilte skovområder syd for Hvalsø, Slagelse-Sorø samt Vordingborg. I 1969 vurderedes hasselmus sjælden og formodentlig forsvundet på Sjælland (Bang 1969c). På Fyn kendes en lang række fundsteder fra et næsten sammenhængende skovkompleks på det sydlige Fyn. Desuden er arten kendt fra Midtlangeland og i Jylland fra et enkelt område på Vejle-kanten.

En mere sammenhængende hovedudbredelse strækker sig over det meste af Mellem- og Sydeuropa med en nordlig linjeformet begrænsning gennem det nordlige Frankrig, Belgien, Holland, Tyskland og Polen frem til de russiske Ural-bjerge og Lilleasien i øst. Spredte regionale forekomster findes i det sydvestlige England, det sydlige Sverige og dele af Danmark (Morris 2004). I mange områder er der tale om små og ofte isolerede bestande.

Alle lokaliteter for hasselmus i Danmark er karakteriserede ved en høj andel af forskellige løvtræer eller blandede bevoksninger af løv- og nåletræer med opvækst af urter og klatrende, tornede vækster. Hasselmusens fødekrav dækkes bedst af nye skud og blomster om foråret, proteinrige insekter i yngleperioden og bevoksninger med rig frø- og frugtsætning inden vinterdvalen. Samtidig kan bevoksninger i forskellig højde give arten mulighed for skjulesteder og placering af opholds- og ynglereder. Alle observationer fra hasselmusens udbredelsesområde viser, at arten foretrækker meget stabile og tæt forbundne levesteder med høj artsdiversitet (Berg 1997; Bright et al. 1996; Juskaitis 1999; Vilhelmsen 2003). Udbredelsen knytter sig ikke nødvendigvis til ældre løvskov, men snarere til områder, hvor der altid har været småskove, levende hegn og lysåbne højskove med ekstensiv drift, og hvor artens mobilitet og spredningsevne har kunnet holde takt med successionen. Specielt i det sydfynske område genfindes i dag dette mosaikformede landskab af bevoksede områder også uden for de større sammenhængende skovområder, hvilket måske kan forklare artens tilsyneladende større succesrate (antal reder pr. hektar) fra denne landsdel.

Hasselmusen er knyttet til løv- og blandskov med rig undervegetation af bl.a. bærbuske og urteflora, der tilgodeser artens behov for skjulesteder, føde, yngleplads og beskyttelse mod fjender. Eksempler på sådanne områder er ungkulturer af løv- og nåletræer, selvforyngende løvtræer i rydninger, lysninger, randområder af ældre højskov, skovveje og hugststier, løvkrat langs skovmoser, vandløb og grøfter, indre og ydre veltilplantede skovbryn, frugthaver og artsrige levende hegn.

Om sommeren ses hasselmus sjældent i dagtimerne, der tilbringes sammenrullet og sovende i en tæt sammenvævet planterede oppe i vegetationen, i hule træer eller redekasser. I skumrings- og nattetimerne kan man være heldig at observere en meget behændig klatrer, der med stor hast og smidighed bevæger sig rundt i grenværket. Hasselmus bevæger sig dog sjældent langt omkring, ofte mindre end 100 m. Vinterperioden tilbringes i dyb søvn i en særligt foret vinterrede under en trærod eller en træstub ved jordoverfladen.

Hanner og hunner lever adskilt undtagen i parringstiden i højsommeren. Hunnen føder et eller højst 2 kuld om året, afhængigt af fødeudbuddet. Hannen deltager ikke i yngelplejen. Ungerne, der først bliver kønsmodnes den følgende sommer, bevæger sig ud i randområderne af deres fødeområde, når de skal etablere sig.

Den lave reproduktionsrate og afhængigheden af sammenhængende, varieret vegetation med mange fødeemner i den sommeraktive periode giver en meget lav bestandstæthed. I Danmark observeres 1-2 dyr, maksimalt 3-4 dyr pr. hektar i de mest velegnede områder (Vilhelmsen 1989).

Den lovmæssige beskyttelse af hasselmus er i dag alsidig. Arten er opført på EU-habitatdirektivet Appendix IV, Bern-konventionen Appendix II, på IUCN's Rødliste V som sårbar (vulnerable), på den danske rødliste og er desuden underlagt Naturbeskyttelsesloven og Lov om Jagt og Vildtforvaltning.

I år 2000 udfærdigedes en vejledende handlingsplan for bevarelsen af arten (Skov- og Naturstyrelsen 2000). Ifølge en statusredegørelse fra DMU for arter omfattet af habitatdirektivet vurderedes bestanden på baggrund af daværende undersøgelser som gunstig på 35 lokaliteter/enkeltskove og ikke tilfredsstillende på 21 ud af 56 kendte skovområder (Pihl et al. 2000).

Bestandsstørrelsen i Danmark er ukendt, ligesom det ikke vides, hvor stor en del af bestanden der lever på henholdsvis gunstige eller ikke gunstige lokaliteter. Den væsentligste trussel for arten er manglen på egnede, stabile, planterige levesteder. Fragmentering af levesteder, fjernelse af sammenhængende leveområder inde i skovene eller i levende hegn, intensive driftsmetoder, ensaldrede kulturer og landskabelige barrierer, fx ved anden arealudnyttelse, kan føre til isolering i små ikke-levedygtige enkeltbestande.

Hasselmusen vurderes i dag som sårbar og er kun kendt fra visse lokaliteter i begrænsede skovområder i dele af Danmark. Da artens overlevelsessucces er meget afhængig af lokale især driftsmæssige forhold, anses dens overordnede bevaringsstatus som usikker.