Husmus er som art kendt for meget store bestandstætheder. Ynglekapaciteten er meget høj med tidlig kønsmodning, høj kuldstørrelse og kort tidsinterval imellem kuldene. Store, irregulære bestandsudbrud er beskrevet især i USA og Australien med op til 70.000 dyr pr. hektar i kyllingefarme. Her i landet er der ikke beskrevet sådanne tilfælde, men lokalt har der tidligere været tale om betydelige tætheder.
Baseret på vanskeligheden ved at få indrapporteret husmus er det nærliggende at antage, at husmus i dag er en art i tilbagegang i Danmark. Forskere, som over en trediveårig periode har fanget husmus til genetiske undersøgelser i hybridzonen, har ligeledes i de senere år haft meget vanskeligt ved at skaffe materiale.
Laursen (2005) har analyseret et meget stort materiale af uglegylp, især sløruglegylp, for rester af husmus og andre småpattedyr og har sat resultaterne i relation til undersøgelser for indtil hundrede år siden. Han påviser, at andelen af husmus i uglegylp generelt er faldet fra et niveau på 20-25% omkring år 1900 til et niveau på ca. 5% omkring år 2000.
I Ribe Amt er andelen af husmus i sløruglegylp fx faldet fra 19% omkring 1940 til blot 2% omkring år 2000, og husmus udgør således nu en meget lille del af føden for prædatorer specialiseret i fangst af småpattedyr. Alt i alt er der således belæg for, at husmus er i tilbagegang her i landet.
Der kan være flere årsager til husmusens tilbagegang, men de væsentligste skal nok søges i nedgangen i antallet af landbrugsejendomme samt mindre tilgængelighed af føde og opholdssteder. Tidligere var det i Danmark meget nemt for mennesketilknyttede dyrearter (fx også gråspurv) at skaffe sig føde fra spildkorn, opmagasineret foder, foder hos høns og svin m.v. I dag er situationen i landbruget en anden med høj effektivitet, sikker opbevaring af korn og udbyggede sanitære foranstaltninger.
En anden årsag til tilbagegangen kan måske være, at man foruden fælder har fået mere effektive bekæmpelsesmidler. Til bekæmpelse af mus i og omkring bygninger er visse antikoagulanter (blodfortyndende midler) foruden chloralose tilladt.
Husmus betragtes generelt som skadedyr og findes derfor ikke på nogen beskyttelseslister. Tværtimod foregår der en til tider meget intensiv og lovlig bekæmpelse af arten. Ifølge bekendtgørelse om vildtskader (Bekendtgørelse nr. 869 af 10. oktober 2003) er husmusen ikke omfattet af nogen form for fredning, og den må derfor bekæmpes – eller reguleres, som det udtrykkes – året rundt.
Skader på bygninger og installationer udgør et væsentligt problem. En ung husmus kan presse sig gennem en sprække på kun 7-8 mm, så det er derfor vanskeligt at gøre bygninger musesikre. Da mus meget gerne med deres skarpe tænder gnaver i alle mulige materialer, kan de forårsage en del skader i bygninger ikke mindst på isoleringsmaterialer, kabler, ledninger og mange andre let gnavbare materialer.
Med husmusens tætte tilknytning til mennesker er der også et hygiejnisk og sundhedsmæssigt aspekt. Overalt, hvor husmus færdes, afsætter de urin og ekskrementer for at markere deres tilstedeværelse over for andre mus. Derved kan fødevarer forurenes med bakterier, og infektioner, fx med Salmonella, kan på denne måde videreføres til mennesker og dyr.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.