Husmus

Husmus har en omdiskuteret systematisk stilling. En række videnskabsfolk betragter husmus som én art, Mus musculus, med to underarter i Danmark, lys husmus M. m. musculus og mørk husmus M. m. domesticus. Andre mener, at der er tale om to selvstændige arter. De to arter/underarter har udbredelsesområder, der overalt i Europa nærmest komplementerer hinanden med meget smalle (10-50 km) overlappende zoner, hvor de to arter/underarter bastarderer og får afkom, som i forskellig grad ligner forældrene. Undersøgelser gennem det seneste halve århundrede har vist, at zonerne tilsyneladende ikke flytter sig eller bliver bredere.

Af praktiske grunde har man i Dansk Pattedyratlas valgt at betragte husmus som én art med to underarter, fordi en overlapningszone netop går gennem Danmark. Dermed har en lang række af de indrapporterede fund ikke kunnet bestemmes til art/underart, bl.a. fundene i uglegylp og fund af bastarder. Imidlertid præsenteres også kort, der viser de fund, som har kunnet henføres til en af formerne.

I atlasperioden er husmus kun i begrænset omfang eftersøgt indendørs, men udendørs standardiserede transektfangster har indbragt 12% af materialet. Desuden har danske og udenlandske forskere foretaget undersøgelser, som udgør hovedparten (63%) af datagrundlaget for atlasset. Et stort materiale (13%) er fremkommet gennem analyser af uglegylp. Udsendelser af pressemeddelelser har resulteret i en ikke ringe mængde tilbagemeldinger om artens forekomst. Endelig er blot 3% af registreringerne fremkommet gennem indsendte dyr, der stammer fra bytte hjembragt af katte.

Dansk Pattedyratlas havde i undersøgelsesperioden ret svært ved at få indrapporteringer om husmus. De fleste (ca. 60%) af de indsendte mus fra boliger viste sig at være halsbåndmus, mens blot 22% var husmus. Dette kunne antyde, at halsbåndmus efterhånden er ved at erstatte husmus som “husmusen” i boliger i vinterperioden.

Fig. 1 viser kortet over alle indrapporterede husmus i atlasperioden. Husmus er jævnt udbredt over hele landet med undtagelse af ganske få øer. Trods den jævne udbredelse er det bemærkelsesværdigt, at arten kun er registreret i 258 af kvadraterne, men dette kan til dels hænge sammen med den begrænsede fangstindsats indendørs. Arten må på grund af sin nære tilknytning til mennesket forventes ofte at blive fanget i fælder i boliger og dermed have en stor registreringschance.

Fig. 2 viser udbredelse af lys husmus i atlasperioden. Arten/underarten optræder i hele landet med undtagelse af et område i det sydlige Jylland syd for en linje fra Ringkøbing Fjord til Vejle Fjord. Den er ikke registreret på Samsø i atlasperioden.

Fig. 3 viser udbredelsen af mørk husmus, der kun forekommer i det sydlige Jylland syd for linjen fra Ringkøbing Fjord til Vejle Fjord. Der er ingen fund af husmus på Als i atlasperioden. Med øens beliggenhed tæt op ad Sønderjylland ville man umiddelbart forvente, at der er mørk husmus på Als, men der er tidligere fundet lys husmus på øen (Ursin 1952a).

Husmus blev beskrevet som art af Linné (Linnaeus 1758). I Danmark blev den af Melchior (1834) og Tauber (1878) nævnt som forekommende i mængde overalt i det danske rige. Winge (1899) beskriver en række fund, både fra uglegylp og fra direkte observationer.

Degerbøl (1949c) er den første herhjemme til at omtale de to former af husmus. Aaris-Sørensen (1998) antager, at husmus kan være indvandret med landbruget allerede i bondestenalder for 3.700-5.900 år siden, men de ældste fund er væsentligt senere og stammer først fra førromersk jernalder for 2.000-2.500 år siden.

Ursin (1952a og b) har kortlagt fundene af husmus i Danmark (fig. 4) med en speciel beskrivelse af hybridzonen mellem de to former (fig. 5). Af denne fremgår, at husmus dengang var udbredt over hele landet, og at Hirsholmene og Nordre Rønner ved Læsø var de eneste beboede øer uden husmus.

Husmusen har med sin nære tilknytning til mennesket en meget omfattende udbredelse. Den findes fra Vesteuropa over Asien fra Tyrkiet til Kina og fra Iran sydpå til Nordafrika. Desuden er husmus indslæbt til både Nord- og Sydamerika, til Afrika syd for Sahara, Australien og de oceaniske øer (Macholán 1999).

Udbredelsen af mørk husmus i Europa er vestlig og strækker sig fra det sydlige Danmark gennem Tyskland, Schweiz og Balkankysten til Ægæerhavet. Mørk husmus er desuden fundet nogle få steder langs den norske vestkyst og enkelte steder i Sverige (Jensen 1993).

Lys husmus har en østlig udbredelse, der komplementerer udbredelsen af mørk husmus. I Skandinavien findes den i det meste af Sverige, den sydlige del af Finland samt en del steder i Norge (Jensen 1993). Desuden er den udbredt på Island. Fra Færøerne er der beskrevet en række underarter, som er nært beslægtet med lys husmus.

Den europæiske udbredelse, inklusive den danske, antyder således kraftigt, at de to arter/racer er indvandret til Danmark ad hver sin vej og måske på forskellige tidspunkter.

Husmus forekommer både indendørs og i det fri. Fundene i Danmark er overvejende gjort i forbindelse med fangster og bekæmpelse i boliger, udhuse, stalde m.v., hvilket afspejler husmusens nære tilknytning til mennesket. Der er dog også gjort fund af arten ved feltundersøgelser i det åbne land, fx i haver, kornmarker, roemarker, hegn m.v. På Anholt, er husmusen den eneste smågnaverart og er fundet overalt, også i Ørkenen (Hansen et al. 2003).

Det er især lys husmus, der i perioder lever udendørs. Her kan de i sommerperioden fra maj til september få adskillige kuld unger. De findes især i levende hegn og områder med højt græs (Carlsen 1993). På de dyrkede marker ses husmus i dag sjældent (Jensen & Hansen 2003), måske fordi mængden af ukrudtsfrø i markerne er væsentligt formindsket (Hald & Reddersen 1990). I løbet af efteråret søger musene inden døre, hvilket især tidligere kunne opleves som en mindre invasion visse steder. Mørk husmus er en mere permanent indendørsart.

Husmusen har vist stor tilpasningsevne til en levevis i tæt tilknytning til mennesker. Den har en beskeden størrelse og en fysiologi, der minder om ørkendyrs, så den kan klare sig uden vand i lange perioder. Husmus kan indendørs leve og yngle under ekstreme forhold, selv i kølerum.

Husmus er som art kendt for meget store bestandstætheder. Ynglekapaciteten er meget høj med tidlig kønsmodning, høj kuldstørrelse og kort tidsinterval imellem kuldene. Store, irregulære bestandsudbrud er beskrevet især i USA og Australien med op til 70.000 dyr pr. hektar i kyllingefarme. Her i landet er der ikke beskrevet sådanne tilfælde, men lokalt har der tidligere været tale om betydelige tætheder.

Baseret på vanskeligheden ved at få indrapporteret husmus er det nærliggende at antage, at husmus i dag er en art i tilbagegang i Danmark. Forskere, som over en trediveårig periode har fanget husmus til genetiske undersøgelser i hybridzonen, har ligeledes i de senere år haft meget vanskeligt ved at skaffe materiale.

Laursen (2005) har analyseret et meget stort materiale af uglegylp, især sløruglegylp, for rester af husmus og andre småpattedyr og har sat resultaterne i relation til undersøgelser for indtil hundrede år siden. Han påviser, at andelen af husmus i uglegylp generelt er faldet fra et niveau på 20-25% omkring år 1900 til et niveau på ca. 5% omkring år 2000.

I Ribe Amt er andelen af husmus i sløruglegylp fx faldet fra 19% omkring 1940 til blot 2% omkring år 2000, og husmus udgør således nu en meget lille del af føden for prædatorer specialiseret i fangst af småpattedyr. Alt i alt er der således belæg for, at husmus er i tilbagegang her i landet.

Der kan være flere årsager til husmusens tilbagegang, men de væsentligste skal nok søges i nedgangen i antallet af landbrugsejendomme samt mindre tilgængelighed af føde og opholdssteder. Tidligere var det i Danmark meget nemt for mennesketilknyttede dyrearter (fx også gråspurv) at skaffe sig føde fra spildkorn, opmagasineret foder, foder hos høns og svin m.v. I dag er situationen i landbruget en anden med høj effektivitet, sikker opbevaring af korn og udbyggede sanitære foranstaltninger.

En anden årsag til tilbagegangen kan måske være, at man foruden fælder har fået mere effektive bekæmpelsesmidler. Til bekæmpelse af mus i og omkring bygninger er visse antikoagulanter (blodfortyndende midler) foruden chloralose tilladt.

Husmus betragtes generelt som skadedyr og findes derfor ikke på nogen beskyttelseslister. Tværtimod foregår der en til tider meget intensiv og lovlig bekæmpelse af arten. Ifølge bekendtgørelse om vildtskader (Bekendtgørelse nr. 869 af 10. oktober 2003) er husmusen ikke omfattet af nogen form for fredning, og den må derfor bekæmpes – eller reguleres, som det udtrykkes – året rundt.

Skader på bygninger og installationer udgør et væsentligt problem. En ung husmus kan presse sig gennem en sprække på kun 7-8 mm, så det er derfor vanskeligt at gøre bygninger musesikre. Da mus meget gerne med deres skarpe tænder gnaver i alle mulige materialer, kan de forårsage en del skader i bygninger ikke mindst på isoleringsmaterialer, kabler, ledninger og mange andre let gnavbare materialer.

Med husmusens tætte tilknytning til mennesker er der også et hygiejnisk og sundhedsmæssigt aspekt. Overalt, hvor husmus færdes, afsætter de urin og ekskrementer for at markere deres tilstedeværelse over for andre mus. Derved kan fødevarer forurenes med bakterier, og infektioner, fx med Salmonella, kan på denne måde videreføres til mennesker og dyr.