Hvidskæving

Oplysningerne til udbredelseskortet hidrører fra indberetninger til Fiskeri- og Søfartsmuseet og Zoologisk Museum.

Hvidskævingen er i atlasperioden fundet strandet på Fanø (1988), ved Klitmøller (1992) og Fjaltring (1998), mens der ikke er indrapporteret observationer (Kinze 1995 & upubl.; Kinze, Tougaard & Baagøe 1998). Danmarks Fiskeriundersøgelser indsamlede under deres marsvinebifangstprojekt i 1993 to hvidskævinger i den danske del af Nordsøen.

Den første, veldokumenterede forekomst i Danmark er fra oktober og november 1942 (Degerbøl 1943), da en større flok på over 70 dyr forvildede sig ind i Roskilde Fjord og Isefjorden. Det er stadig den største hvidskævingeflok nedlagt i Europa nogensinde.

Siden kender vi kun til artens forekomst som utilsigtede bifangster med landede hvid-skævinger i Frederikshavn (1962) og Hirtshals (1965) samt et enkelt strandfund i 1970 mellem udmundingerne af Mariager Fjord og Randers Fjord (Kinze 1995).

Tidligere angivelser af hvidskævinger fra 1871 i Øresund og det nordlige Lillebælt beror på Taubers (1880) forvekslinger med hvidnæsen.

Hvidskævingen blev i 1828 beskrevet fra en ukendt, formentlig britisk lokalitet. Den lever fortrinsvis i de tempererede og subarktiske, oceaniske dele af Nordatlanten og kommer som regel kun tæt på kysterne ved oceaniske øer som Færøerne. Arten er også kendt fra Sydgrønland. I Skagerrak, hvor det dybe vand ligger tæt på kysten, ses den af og til. Den optræder også i den nordvestlige, dybere del af Nordsøen.

Ved den svenske Bohuslänkyst er arten konstateret flere gange inden for atlasperioden. Et enkelt dyr må i 1984 sågar være svømmet gennem de indre danske farvande og hele vejen til Öland. Hændelsen fremstår som det hidtil eneste ægte Østersøfund. I 1907 og 1971 blev der fundet hvidskævinger på den svenske side af Kattegat ved hhv. Örviken og Morup, hvilket antyder en lejlighedvis opdukken i Kattegat.

Hvidskævingens færden omkring de danske havområder er ikke kendt, men der er flere rapporter om blandede flokke med hvidnæser i sommerperioden. Flokkene består normalt af op til 50 dyr, men langt større flokke på flere tusinde dyr er observeret midt ude i Nordatlanten.

Hvidskævingen er en akrobatisk delfin, men den springer ikke altid ud af vandet. Nogle gange stikker den kun snuden op. Den trækker vejret hvert 15.-20. sekund. Dykkeadfærden er ikke kendt i detaljer. Arten regnes som ret sky og søger ikke skibenes nærhed.

Hvidskævinger danner som nævnt flokke med hvidnæsen og svømmer også nogle gange sammen med finhvaler.

Hannerne bliver kønsmodne i en længde af 220 cm, hunnerne, når de er 200 cm lange. Alderen ved kønsmodenheden er ikke belyst. Fødslerne finder sted fra maj til august og topper i juni og juli. Drægtigheden varer 11 måneder. Parringerne foregår i sensommeren. Diegivningen kan vare op til 2 år. Der er fundet hunner, der både var drægtige og gav die til en unge. Hvidskævingens føde består af pelagiske fisk og blæksprutter, og den er selv bytte for spækhuggere.

Hvidskævingen hører til det nordlige, tempererede og atlantiske islæt i den danske hvalfauna, skønt den til tider optræder hyppigere i Skagerrak.

Danmark har ved undertegnelsen af Småhvalsaftalen (ASCOBANS) forpligtet sig til såvel forsknings- som forvaltningsmæssige aktiviteter, der er nøjere specificeret i Beredskabsplanen vedrørende Havpattedyr og Havfugle (Jepsen 1997). Hvad hvidskævingen angår, bør denne forpligtelse udmøntes i sikringen af alle relevante oplysninger fra strandede og dødfundne dyr for derved at bidrage til regionale og internationale forsknings- og forvaltningstiltag.