Krondyr

Forekomsten af krondyr er kortlagt på grundlag af indberetninger fra personer, som arbejder professionelt med hjortevildt, fx vildtkonsulenter og skytter, samt oplysninger indkommet via en DMU-spørgebrevsundersøgelse vedrørende forekomst og jagtlig udnyttelse af krondyr, dådyr og sika i jagtsæsonen 2001/02 (Asferg et al. 2004). På grund af forvekslingsmuligheder med dådyr og sika er øvrige indberetninger kun medtaget i de tilfælde, hvor artsbestemmelsen har kunnet verificeres. Desuden er der brugt oplysninger fra Danmarks Jægerforbunds årlige oversigt over forekomsten af kronvildt i Danmark, den såkaldte Hjortevildtoversigt.

Der er registreret krondyr i de fleste kvadrater i Jylland og i mange kvadrater i Nord- og Vestsjælland (fig. 1). Krondyr er ikke registreret på Fyn, Lolland, Falster, Møn og Bornholm, ligesom arten mangler på alle mindre øer. I de fleste af kvadraterne med krondyr er der foruden voksne dyr observeret kalve. Forekomsten af kalve tages som tegn på, at der er en “fast” bestand i disse kvadrater, dvs. at arten forekommer til stadighed. I kvadrater, hvor der ikke er observeret kalve, kan der godt være en permanent bestand, men der kan også være tale om enkelte eller nogle få strejfende individer. Ud over dyr i fritstående bestande er der indrapporteret mere end 30 dyrehaver/hegninger med krondyr.

Hjortevildtoversigten angiver den samlede forårsbestand af fritstående krondyr til ca. 5.800 (februar 2002), fordelt på 56 “bestande” (mere eller mindre sammenhængende områder med krondyr) i Jylland og 2 på Sjælland. Den største samlede fritstående bestand findes i området omkring “krondyrreservatet” ved Oksbøl, hvor der er ca. 1.300 dyr.

Hjortevildtoversigten giver formentlig et rigtigt billede af forholdet mellem antal dyr i de geografiske regioner, men bestandsniveauet er givetvis skønnet for lavt, ikke mindst vurderet i forhold til et årligt jagtudbytte på ca. 2.800 dyr fra fri natur (Asferg et al. 2004). En forårsbestand på 7.000-8.000 dyr og en midsommerbestand på 10.000-12.000 dyr synes at være mere realistiske skøn.

Hjortevildtoversigten angiver endvidere det samlede antal krondyr i dyrehaver til ca. 1.600 dyr (februar 2002) fordelt på 15 dyrehaver. Den største bestand findes i Tofte Skov i Lille Vildmose, hvor der er ca. 400 dyr.

Krondyret indvandrede til Danmark i tidlig Præboreal, dvs. for ca. 11.000 år siden (se fig. 2 i afsnittet Fra istid til nutid). Arten var vidt udbredt i alle landsdele indtil midten af 1700-tallet. For at beskytte landbrugsafgrøder og skove blev det imidlertid ved en kongelig resolution fra 1799 bestemt, at fritlevende krondyr og dådyr skulle bortskydes. Det skete dog ikke straks. Således blev de sidste krondyr på Sjælland og Fyn først nedlagt i hhv. 1854 og 1872. I Jylland foregik udryddelsen i et endnu langsommere tempo, og omkring 1880'erne, dvs. før udryddelsen var gennemført, begyndte indstillingen til hjortevildtet at vende igen. På dette tidspunkt var der stadig krondyr tilbage på en række godser i Østjylland, fx på Norddjursland, i Lille Vildmose og i Rold Skov. Disse dyr regnes for direkte efterkommere af de krondyr, som indvandrede til landet efter sidste istid.

Som følge af den mere positive indstilling til hjortevildtet blev det muligt for krondyret at spredes og genindvandre til Vestjylland, hvor hede- og klitplantagerne, som blev anlagt i midten af 1800-tallet, efterhånden var vokset så meget til, at de kunne opfylde artens krav til levested. De store vestjyske plantager fik bestande allerede fra omkring 1910 (Hansen 1941), mens der først blev etableret faste bestande i Midtjylland fra omkring 1950. I 1971 blev der atter set krondyr nord for Limfjorden, hvorefter arten hurtigt blev udbredt overalt i Thy og stedvist i Vendsyssel. Ligeledes er der igen kommet fritstående krondyr på Sjælland, idet udsatte og undslupne dyr i løbet af de seneste årtier har etableret enkelte, mindre bestande i Nord- og Midtsjælland.

Umiddelbart efter sidste istid var Bornholm landfast med det øvrige Danmark, Polen og Tyskland. Det samlede vidnesbyrd fra arkæologiske fund og historiske kilder sandsynliggør, at krondyret indvandrede til Bornholm i samme periode som til det øvrige land, og at arten har været naturligt forekommende på øen i en uafbrudt periode på mere end 10.000 år. De sidste krondyr på Bornholm blev tilsyneladende nedlagt i løbet af 1780'erne, dvs. før en kongelige resolution, men nok med samme begrundelse som i resten af Danmark (Aaris-Sørensen & Vensild 2002). Der foreligger endvidere skriftlige vidnesbyrd om, at der i 1671 blev indfanget omkring 30 krondyr på Bornholm til udsætning i den nyoprettede (1669) dyrehave nord for København, dvs. Jægersborg Dyrehave (P. Ravn i Aaris-Sørensen & Vensild 2002).

Krondyret er vidt udbredt i det tempererede klimabælte og forekommer således naturligt i Nordafrika, Europa, Centralasien, den sydlige del af Sibirien, Fjernøsten og Nordamerika. I Europa findes arten overalt med undtagelse af den nordlige del af Skandinavien, Finland og visse Middelhavsøer. Arten er udryddet i Albanien. Krondyr er introduceret til en lang række lande og lokaliteter verden over, bl.a. til Irland, Chile, Argentina, Australien og New Zealand (Koubek & Zima 1999).

Når der ses bort fra de enkelte elge, som lejlighedsvis kommer til landet fra Sverige, er krondyret vores største hjorteart og i øvrigt vores største nulevende landpattedyr. I fri natur kan den voksne hjort opnå en vægt på 230 kg, mens gennemsnitsvægten ligger på 140-150 kg. Voksne hinder vejer i gennemsnit omkring 90 kg og er generelt mindre end hjortene. Skulderhøjden er 120-150 cm. Krondyret adskiller sig således ved sin størrelse fra vore øvrige hjortearter. Hjortene bærer det karakteristiske gevir fra juni/juli til februar/marts.

Krondyr holder primært til i skov- og plantageområder. Føden søges især på åbne naturarealer samt på arealer med græs og landbrugsafgrøder. Græsser, især bølget bunke, mosebunke og rød svingel, udgør op mod halvdelen af krondyrets føde både sommer og vinter. I områder med lyng er lyngen den næstvigtigste føderessource. Lyngen udnyttes hele året, men betyder mest om vinteren, hvor også skud af nåletræer kan udgøre en væsentlig del af føden. Med hensyn til landbrugsafgrøder er krondyret nærmest altædende, men foretrækker kartofler, roer, raps og korn, især havre og byg. Fritlevende krondyr reagerer kraftigt på forstyrrelser, ikke mindst i jagttiden, så fødesøgningen sker oftest mellem solnedgang og solopgang, mens døgnets lyse timer tilbringes i dækning i skoven. Her kan dyrene undertiden forårsage skader på træerne ved at gnave i barken og evt. rykke den af i strimler (skrælning).

Krondyr har en stærk familiestruktur, hvor grundenheden i sommerperioden er en flok (rudel) bestående af en gammel hun (hind) med hendes kalv fra indeværende år samt evt. en hunkalv (smalhind) fra det foregående år. Ofte ses også hjortekalve (spidshjorte) fra det foregående år i familiegrupperne. Større rudler kan dannes, når flere – undertiden mange – familiegrupper søger til de samme arealer for at fouragere. De voksne hanner (hjortene) færdes derimod i rene hjorterudler i størstedelen af året. Rudlerne opløses kun i en kort periode omkring brunsten, der indtræffer i september.

Krondyr er meget mobile og bevæger sig typisk 7-10 km inden for et aktivitetsområde på 200 ha i løbet af et døgn. I sommerhalvåret spreder krondyrene sig over et større område. Drægtige hinder, oftest fulgt af sidste års kalv og eventuelt en smalhind, vil i mange tilfælde søge tilbage til områder, hvor de tidligere har født, ikke sjældent 10-20 km fra vinteropholdsstedet. Hinderne får en kalv om året. De fleste kalve fødes i juni. Når brunsten nærmer sig, søger hinderne igen tilbage til kendte brunst- og vinterområder for at parre sig. Disse sæsonbestemte vandringer er observeret flere steder, bl.a. i Vestjylland og på Djursland.

Krondyr kan, ikke mindst i perioder hvor de lokalt samles i større rudler, forvolde betydelige skader i landbrug og skovbrug, fx ved at æde kartofler, roer og korn eller skud fra unge træer. Desuden kan dyrene undertiden forårsage skader ved at gnave barken af især yngre rødgraner og fyrretræer, såkaldt skrælning.

Kronhjorte må jages i perioden 1. september – 31. januar, hinder og kalve fra 1. oktober til 31. januar. Det årlige jagtudbytte var fra 1941 til 1970 mindre end 1.000 dyr, men steg derefter nogenlunde jævnt indtil midten af 1990'erne til et niveau på omkring 3.500, hvor det har ligget frem til 2004 (fig. 2). I jagtsæsonen 2001/02 var 84% af udbyttet fra den frie natur, mens de øvrige 16% var fra dyrehaver (Asferg et al. 2004). Jagt og andre former for forstyrrelse må betragtes som de mest afgørende faktorer for krondyrbestandens størrelse og udbredelse, men der er ingen egentlige trusler mod krondyrets fortsatte tilstedeværelse i Danmark.

Fra udlandet, bl.a. England, findes der eksempler på, at kronhjort og sika kan krydses og producere frugtbart afkom. Indtil nu er der ikke set dokumenterede eksempler på hybridisering i Danmark, og risikoen for, at det vil ske, anses for at være meget ringe.

Gennem de seneste år har et udvalg under Vildtforvaltningsrådet arbejdet med et udkast til en national forvaltningsplan for kronvildtet. Der er endnu ikke enighed om planen, men der er nedsat en række regionale kronvildtgrupper med repræsentanter for jægere, landbrug og skovbrug og grønne organisationer. Kronvildtgrupperne skal udarbejde regionale forvaltningsplaner.

Hovedsigtet med en national forvaltningsplan er at sikre en fortsat spredning af kronvildtet samtidig med, at der er balance mellem den jagtlige udnyttelse, niveauet af skader på landbrugs- og skovbrugsarealer og muligheden for at opleve krondyr i naturen.