Lækatten er landets næstmindste rovdyr. Den har en langstrakt krop og korte ben, som er en tilpasning til at jage småpattedyr. Artens primære bytte er gnavere, men den tager også en del fugle, fugleæg, spidsmus og padder. I områder med kaniner kan de udgøre en væsentlig del af lækattens føde. Bær kan indgå i føden om efteråret. Lækatten laver fødedepoter i perioder med stort fødeudbud.
På Grønland er udbredelsen sammenfaldende med halsbåndlemmingens. Lækatten er her helt afhængig af halsbåndlemmingen som byttedyr, og udsving i lemmingbestanden afspejles i forekomsten af lækatte med et års forsinkelse.
Lækatte er knyttet til områder med vedvarende, tæt bundvegetation og gode bestande af byttedyr. Typiske levesteder er arealer med permanent græs som enge, moser, brede markskel, stendiger, læhegn, remiser og skovbryn, og lækatte tager gerne ophold i nærheden af bygninger. Arten er aktiv i korte perioder døgnet rundt. Den klatrer og svømmer udmærket. Lækat kan kolonisere øer over 1 km vand.
Lækatten føder unger i april-maj. Kuldstørrelsen er på mellem 5 og 8 unger. Ældre hunner parres allerede i maj, dvs. kort tid efter, at de har født. Unge hunner bliver hurtigt kønsmodne og parres i løbet af sommeren i det første leveår. Lækatten har forsinket implantation, dvs. at de befrugtede æg ligger i en hviletilstand efteråret og vinteren igennem. Først om foråret sætter ægget sig fast i livmoderen, moderkagen dannes, og den egentlige fosterudvikling begynder. De fleste lækatte dør i deres første leveår, og kun ganske få procent bliver mere end et par år gamle.
Lækatte opretholder territorier, som forsvares mod artsfæller af samme køn. Hannernes territorier er to-tre gange større end hunnernes. Størrelsen afhænger af biotoptypen og fødeudbudet. Hanners territorier varierer mellem 10 og 250 ha og kan være flere kilometer lange, hvis de ligger langs levende hegn og markskel. Hunner opretholder territoriet året rundt, mens territorieforholdene blandt hanner bryder sammen i parringssæsonen, hvor de ældste hanner strejfer rundt for at opsøge flest mulige parringsvillige hunner. Yngre hanner holder sig fortsat til mindre områder.
Udsætningen af lækat på øer til biologisk bekæmpelse påvirker ikke kun bestanden af mosegris. Efterhånden som mosegrisbestanden reduceres, vil lækattene nemlig i stigende grad prædere på andre arter, hvorfor udsætningen også har en negativ indflydelse på ynglesuccessen for fugle på øerne (Kildemoes 1985). På Hjortø har udsætningen af lækat formentlig haft en negativ indflydelse på forsøgene på at beskytte bestanden af klokkefrøer.
I New Zealand betragtes lækatten i dag som et skadedyr på grund af dens prædation på den oprindelige, endemiske fauna.
Som det eneste danske pattedyr har lækatten en hvid vinterpels bortset fra en sort halespids. Et andet navn, der ofte anvendes for lækat, er hermelin. Det er oprindeligt en bundtmagerbetegnelse for vinterpelsen af lækat.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.