I hvile og under vinterdvalen kan langøret flagermus folde ørerne bagud som dyret til højre. Da kan man nemt forveksle de store fremadrettede ørelåg med ører.

.

På de fleste fotos ses langøret flagermus med tilsyneladende helt lukket mund. Det er endnu uklart, om arten kan udsende sine ekkoorienteringsskrig gennem næseborene.

.

Kortet omfatter alle registreringer 1973-1994 (Baagøe 2001a) og 1995-2004, da næsten alle resterende 10 × 10 km UTM-kvadrater blev undersøgt med detektor, og mange lokaliteter genbesøgt. Tre lokaliteter fra 2005 er tilføjet.

.

Langøret flagermus kendes nemt på de lange ører, men grå langøret flagermus Plecotus austriacus, som findes udbredt i Nordtyskland, ligner den meget. Det kan ikke udelukkes, at denne art kan dukke op i Danmark.

.

Langøret flagermus, Der er spredte fund af langøret flagermus fra det meste af Danmark bortset fra store dele af Vest- og Nordjylland. Arten takseres som “svær” at finde med detektormetoden på grund af de ekstremt svage ekkoorienteringslyde og “mellem” med eksemplarmetoden. Forekomsten kan derfor meget vel være undervurderet. Langøret flagermus er en stationær art, der ikke flytter langt omkring. Derfor er der formodentlig ynglebestande i de fleste egne, hvorfra der er fund. Arten synes at være mere almindelig på Bornholm end i resten af landet. Langøret flagermus hedder på latin Plecotus auritus; navngivet af Linnaeus, 1758.

Kortlægning i atlasperioden 1973-2004

Langøret flagermus er vanskelig at registrere med detektorer, fordi den som regel benytter ekstremt svage sonarpulser, der kun kan høres på få meters afstand (Ahlén & Baagøe 1999). Det er ikke så sjældent at se jagende flagermus, der selv på ret nært hold ikke kan opfanges med detektoren. Disse kan ofte bestemmes til langøret flagermus ved de lange ører eller ved, at observatøren kommer så nær på dyrene, at de svage, men karakteristiske lydpulser kan opfanges. Sådanne observationer lykkes især i situationer, hvor langøret flagermus jager i længere tid på samme sted, fx efter natsommerfugle, der i mængder besøger et blomstrende lindetræ. Arten jager ofte inde i større åbne bygninger som lader, vognporte m.v. eller omkring disse. Her er det noget nemmere at komme tæt nok på til at høre den. Af og til benyttes også kraftigere sociale lyde, som kan opfanges på større afstand, men generelt set må artens tilstedeværelse forventes at blive undervurderet med detektormetoden.

Med eksemplarmetoden er langøret flagermus noget lettere at finde, idet den ofte træffes i huse, på kirkelofter, i lader og lignende steder. Ofte stikker dyret de lange ører frem fra gemmestedet bag en taglægte eller lignende. Da det er en stilfærdig art, kommer der næsten aldrig klager over den fra husejere. Alligevel er der indrapporteret en del kolonier, og endnu flere enkeltfund både fra sommerperioden og fra resten af året. Langøret flagermus benytter faste ædepladser, hvor den hænger sig op og fortærer de fangne dag- og natsommerfugle. Under sådanne ædepladser i fx lader og andre store bygninger vil der ofte ligge bunker af afbidte sommerfuglevinger. De er et sikkert tegn på forekomst af langøret flagermus.

På en skala “umulig/svær/mellem/let” kan langøret flagermus karakteriseres som “svær” at registrere med detektormetoden og “mellem” med eksemplarmetoden. Formodentlig undervurderes dens tilstedeværelse nemt med begge metoder. Da stort set hele Danmark er gennemlyttet med detektorer på en standardiseret måde, må man dog formode, at antallet af lokale registreringer er et udtryk for artens relative hyppighed i forskellige dele af landet.

Forekomst i atlasperioden

Ud af de i alt 9.075 fundne flagermuslokaliteter med sikker artsbestemmelse (6.239 detektorlokaliteter og 2.836 eksemplarlokaliteter) var der 248 lokaliteter med langøret flagermus, heraf 71 detektorlokaliteter og 177 eksemplarlokaliteter. Dette viser klart detektormetodens begrænsninger, når det gælder langøret flagermus.

Selvom den benyttede kombination af metoder ikke er særlig effektiv over for denne art, blev der alligevel fundet et ret højt antal lokaliteter. Dette antyder, at langøret flagermus nok er en ret almindelig art. Kortet viser en relativt ringe dækningsgrad, men også at arten er vidt udbredt og forekommer i de fleste egne af Danmark. Sammenlignet med mange andre flagermusarter er langøret flagermus en stationær art, der ikke flytter langt omkring. Derfor må man formode, at der er ynglende bestande i de fleste egne, hvorfra der er fund.

Ligesom de fleste andre flagermusarter er langøret flagermus ikke fundet i størstedelen af Vestjylland, mens der er mange fundlokaliteter i det østlige Midtjylland. En nærmere analyse af data viser desuden, at der er flere fund pr. kvadrat fra Bornholm end fra andre egne. Arten er formodentlig mere almindelig der (Baagøe 2001a).

Forekomst før atlasperioden

Pontoppidan (1763) var den første, der omtalte langøret flagermus i Danmark. Den første lokalitet, en bygning i København, blev nævnt af Boie (1825). Faber (1826a, b) beskrev en langøret art, Vespertilio cornutus, med typelokalitet Thyrrestrup nær Horsens. Vi ved nu, at V. cornutus blot var et synonym for langøret flagermus Vespertilio auritus, beskrevet af Linné. Samtidig nævnte Faber langøret flagermus Vespertilio auritus fra Sjælland og Jylland. Også Melchior (1834) opfattede V. cornutus og V. auritus som to forskellige arter og nævnte, at han havde modtaget et antal af sidstnævnte fra Sjælland, men opgav ingen eksakte lokaliteter. Tauber (1878) var klar over, at der kun var tale om en art, men omtalte kun en enkelt lokalitet, nemlig kasematterne på Kronborg, hvor arten også overvintrer i dag. Han anså den som en af vore mere almindelige arter især på øerne, i mindre grad i Jylland. Winge (1899) gav en liste over lokaliteter baseret på Zoologisk Museums og andre samlinger.

Ryberg (1947) omtaler ikke, hvad hans kort over den skandinaviske udbredelse bygger på, men vi ved, at de er baseret på museernes samlinger samt på diverse skolesamlinger, som han besøgte, og desuden på litteraturoplysninger. Jensen (1969) nævner, at arten er truffet over det meste af landet, og anser den for en af vore almindelige arter.

Zoologisk Museum har 63 eksemplarer fra perioden 1847-1972, heraf 51 med lokalitetsangivelse. Sammenstillet med enkelte eksemplarer i andre samlinger, data fra Zoologisk Museums ringmærkningsprotokoller og omtaler i litteraturen er der i alt 63 kendte lokaliteter fra før atlasperioden. Rybergs (1947) kort indeholder givetvis mange af disse lokaliteter, og man kan med sikkerhed se, at han i hvert fald har to yderligere, nemlig en på Fyn og en i Sønderjylland. De kan derfor medtages. De 65 lokaliteter er fordelt over næsten alle dele af Danmark. Dog mangler der fund fra det vestlige Jylland og Jylland nord for Limfjorden.

I grove træk synes langøret flagermus altså at have haft samme udbredelse før som under atlasperioden. Arten er aldrig registreret på Langeland.

Udbredelse

Langøret flagermus.

.

Langøret flagermus er registreret meget pletvist på Den Iberiske Halvø, i Italien og på Balkan. Den er vidt udbredt i det øvrige Europa fra Irland i vest, i Norden nordpå til 63-64° N og østpå til Mongoliet, det sydøstlige Sibirien, Kina og Japan (Entwistle 1999).

Biologi

Langøret flagermus har en speciel jagtadfærd. Den er en såkaldt “gleaner”, som jager meget tæt på vegetation, vægge og mure, hvor den snupper siddende insekter. Dens vinger er bygget på en sådan måde, at den kan stå stille i luften på svirrende vinger som en kolibri. Den lever især af natsommerfugle, som den ofte kan høre på grund af den summen, de frembringer, når de varmer op. Her behøver den ikke at bruge sin sonar til at finde byttet, men kan benytte passiv hørelse. Den tager også dagsommerfugle, der sidder i hvile på lofter eller i lader. Sådanne steder har den bestemte ædepladser, hvor den hænger sig op for at fortære byttet. Sommerfuglenes vinger ædes ikke, men bides af og falder til jorden. Man kan tit finde små bunker af dag- og natsommerfuglevinger på gulvet under ædepladserne. Langøret flagermus kan dog også lokalisere sit bytte med sonaren og fange det i luften på mere almindelig flagermusmanér.

Sommerkvartererne findes ofte i huse, kirkelofter og lader, men også i hule træer.

Der findes som regel enkelte overvintrende langøret flagermus i kalkminerne, i iskældre, kasematter, bunkere o.l., men det er klart, at arten fortrinsvis benytter andre former for vinterkvarter, hvor vi blot ikke finder den, formodentlig hule træer og utilgængelige steder i bygninger.

Forvaltning, trusler og status

Langøret flagermus er anført på IUCN's internationale Rødliste version 2.3 (1994) i kategorien LR/lc (lower risk/least concern) (IUCN 2004) og er desuden omfattet af diverse internationale og nationale love og direktiver (se oversigten i afsnittet Forvaltningen af danske pattedyr).

Fældning af hule træer og ødelæggelse af muligheden for at etablere dagkvarterer (ynglekolonier) i bygninger nær ved skov kan utvivlsomt være en trussel for lokale bestande. Ødelæggelse og forringelse af vinterkvarterer er ligeledes en mulig trussel.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig