Langluffet grindehval

Oplysningerne til udbredelseskortet hidrører fra indberetninger til Fiskeri- og Søfartsmuseet og Zoologisk Museum.

I atlasperioden er arten fundet strandet to gange ved den jyske vestkyst (Fjaltring i 2000, Skagen Nordstrand i 1999). En enkelt grindehval strandede levende ved Havneby i 2002, men måtte aflives på grund af svækkelse (Kinze et al. 2003). I september 1996 blev ni grindehvaler utilsigtet fanget i trawl nordøst for Skagen på grænsen til de danske farvande (Kinze et al. 1998).

I Øresund blev der observeret en grindehval i 1987. Dyret strandede siden levende på Møn, men kunne søsættes igen. I 1988 strandede et dødt eksemplar på Nyord. Desuden foreligger en observation fra Vejle Fjord i 1986 (Kinze 1995, upubl.). I forbindelse med projektet Fokus på Hvaler er der indrapporteret sandsynlige observationer fra Gedser Rev og vandene nord for Als Fjord (Kinze et al. 2003).

Som det gælder for flere andre arter, stammer observationerne af grindehvalen fra de indre danske farvande, hvor arten ellers altid må have haft den mest sjældne forekomst. Der er et væld af observationer og fund af såkaldte grindehvaler, men da navnet “grindehval” i folkemunde betød “lille til mellemstor tandhval”, skal en del af disse strandinger måske tilskrives andre arter. Hvidnæse, øresvin, spækhugger og halvspækhugger har alle gået under denne betegnelse. Det har desværre haft en uheldig afsmittende virkning i den zoologiske litteratur med angivelser af forekomst af arten grindehval uden en kritisk vurdering af artsbestemmelsen.

Det første, veldokumenterede fund af grindehval stammer fra 1863. Lokaliteten var Asnæs, Lammefjorden, en lokalitet, der i dag er inddæmmet og ligger på land (Reinhardt 1864). Næste fund var ligeledes fra Isefjordområdet, Bramnæsvig 1884. Grindehvalen optrådte først igen i de indre danske farvande, da der i september 1954 fandt et grindedrab sted i Vejle Fjord, hvor i alt 66 dyr blev nedlagt.

Så sent som i marts 1936 skete den første dokumenterede jyske stranding, da en stor flok på over 70 dyr blev kastet op på stranden ved Klitmøller og i Jammerbugten (Kinze 2001b). Fra perioden 1937-83 er der meldinger om tre strandinger fra Fanø (1965, 1966, 1983) og en enkelt fra Trans Strand i 1982 (Kinze 1995). Arten er observeret i Skagerrak adskillige gange (Kinze et al. 1987).

Langluffet grindehval er en ægte oceanisk art, der i Nordatlanten især kendes fra Færøerne, hvor der årligt nedlægges 500-1.000 dyr. Det sker jævnligt, at flokke svømmer ind i de dybe dele af Skagerrak, der udgør en naturlig del af artens udbredelsesområde.

Langluffet grindehval hører til det tempererede og atlantiske islæt i den danske hvalfauna. Arten har sandsynligvis en lille baggrundsforekomst i ydre danske farvande. I Danmark kender vi både til observationer, enkeltstrandinger, massestrandinger og endda grindedrab.

Danmark har ved undertegnelsen af Småhvalsaftalen (ASCOBANS) forpligtet sig til såvel forsknings- som forvaltningsmæssige aktiviteter, der er nøjere udspecificeret i Beredskabsplanen vedrørende Havpattedyr og Havfugle (Jepsen 1997). Hvad langluffet grindehval angår, bør denne forpligtelse udmøntes i sikringen af alle relevante oplysninger fra strandede og dødfundne dyr for herved at bidrage til regionale og internationale forsknings- og forvaltningstiltag.