Leislers flagermus

I udseende minder Leislers flagermus om brunflagermusen, men den er mindre. Som det gælder for alle flagermusarterne, kræver sikker artsbestemmelse både øvelse og et godt sammenligningsgrundlag.

Leislers flagermus har kraftige ekkoorienteringsskrig, der kan høres på stor afstand med detektoren. Når den flyver højt og i frit rum, bruger den ligesom brunflagermusen alternerende pulser, der med heterodynsystemet lyder som “plip-plop”. Hos Leislers flagermus er frekvenserne lidt højere end hos brunflagermusen (“plip”: 25-27 kHz, “plop”: 24-25 kHz). “Plop”-skrigene er kortere, og rytmen er hurtigere og mindre variabel (Ahlén & Baagøe 1999). Leislers flagermus bruger “plip-plop”-skrig sjældnere end brunflagermusen. Skrigene kan variere, og arten er i visse situationer vanskelig at bestemme, fx når den jager ved moderne vejlamper. Leislers flagermus minder så meget om brunflagemusen, at man skal være omhyggelig for at kunne bestemme den. Den skal observeres under optimale betingelser, og hurtigt passerende dyr kan ofte ikke bestemmes. Det er derfor muligt, at arten er blevet overset enkelte steder.

I det meste af Europa benytter arten stort set udelukkende hule træer samt fugle- og flagermuskasser både sommer og vinter.

På en skala “umulig/svær/mellem/let” karakteriseres Leislers flagermus som “mellem” at registrere med detektormetoden og “svær” med eksemplarmetoden.

Ud af de i alt 9.075 fundne flagermuslokaliteter med sikker artsbestemmelse (6.239 detektorlokaliteter og 2.836 eksemplarlokaliteter) blev der kun fundet en enkelt lokalitet med Leislers flagermus. Den er nævnt som en af de arter, der kunne forventes i Danmark, idet den forekommer i landene lige syd for os (Baagøe 2001a), men dette er det første sikre fund fra Danmark.

Den 16. august 2003 observeredes 2-3 jagende individer i en park på det østlige Møn. Det skete under helt optimale betingelser for artsbestemmelse og for optagelse af gode sekvenser af ultralydsskrigene. Et par senere besøg på lokaliteten gav ikke resultat, så det er endnu uvist, om der er tale om en lille bestand eller om strejfere.

Leislers flagermus forekommer i hele Europa nordpå til Irland, Midtengland, Nordtyskland og det nordlige Polen. Der er enkelte fund fra Skotland (Rydell et al. 1993), Sverige (Ahlén 2004a), og de baltiske lande. Den findes østpå til Iran og Uzbekistan og sydpå i Nordafrika.

I Irland er Leislers flagermus meget almindelig. Som øens største flagermusart er den ikke udsat for konkurrence fra andre og større arter (Shiel 1999).

Leislers flagermus er kendt som en regulært trækkende art og som en langdistanceflyver (Shiel 1999), der kommer vidt omkring. Der er fx enkelte fund fra Færøerne (Baagøe & Bloch 1994).

Sommerkolonier og vinterkvarterer findes i hule træer, flagermuskasser m.v. overalt i Europa bortset fra Irland, hvor dagkvartererne (ynglekolonierne) oftest er i bygninger.

Leislers flagermus er en mellemstor, smalvinget og hurtigflyvende art, der oftest jager højt og i helt frit rum væk fra træer, bygninger m.m., men af og til også i mellemhøjde (5-20 m). Flugten er retlinet afbrudt af skarpe retningsændringer.

Føden består af mange forskellige insektgrupper, og der er muligvis forskelle i fødepræferencer forskellige steder i Europa (Shiel 1999).

Leislers flagermus er anført på IUCN's internationale Rødliste version 2.3 (1994) i kategorien LR/nt (lower risk/near threatened) (IUCN 2004) og desuden omfattet af diverse internationale og nationale love og direktiver (se oversigten i afsnittet Forvaltningen af danske pattedyr).

Arten er afhængig af mange hule træer til både dag-, parrings- og vinterkvarterer. Som for brunflagermus vil fældning af hule træer eller afskæring af hule grene formodentlig begrænse lokale bestandes muligheder.