I udseende minder Leislers flagermus om brunflagermusen, men den er mindre. Som det gælder for alle flagermusarterne, kræver sikker artsbestemmelse både øvelse og et godt sammenligningsgrundlag.
Leislers flagermus har kraftige ekkoorienteringsskrig, der kan høres på stor afstand med detektoren. Når den flyver højt og i frit rum, bruger den ligesom brunflagermusen alternerende pulser, der med heterodynsystemet lyder som “plip-plop”. Hos Leislers flagermus er frekvenserne lidt højere end hos brunflagermusen (“plip”: 25-27 kHz, “plop”: 24-25 kHz). “Plop”-skrigene er kortere, og rytmen er hurtigere og mindre variabel (Ahlén & Baagøe 1999). Leislers flagermus bruger “plip-plop”-skrig sjældnere end brunflagermusen. Skrigene kan variere, og arten er i visse situationer vanskelig at bestemme, fx når den jager ved moderne vejlamper. Leislers flagermus minder så meget om brunflagemusen, at man skal være omhyggelig for at kunne bestemme den. Den skal observeres under optimale betingelser, og hurtigt passerende dyr kan ofte ikke bestemmes. Det er derfor muligt, at arten er blevet overset enkelte steder.
I det meste af Europa benytter arten stort set udelukkende hule træer samt fugle- og flagermuskasser både sommer og vinter.
På en skala “umulig/svær/mellem/let” karakteriseres Leislers flagermus som “mellem” at registrere med detektormetoden og “svær” med eksemplarmetoden.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.