Muflon

I atlasperioden er der indsamlet oplysninger om alle iagttagne mufloner, ligesom kilder om konkrete udsætninger har været anvendt.

Atlasundersøgelsen har bekræftet, at muflon udelukkende forekommer udsat på enkelte isolerede øer samt i mindre hegninger. Forekomster nær Sebbersund i Himmerland og i Rold Skov skyldes undslupne dyr, der her i landet normalt kun overlever få år på friland, inden de bliver skudt. De pågældende steder er dyrene da også forsvundet igen.

I 2001 er der udsat mufloner af korsikansk oprindelse på Lindholm (10 ha) ved Gavnø, hvor der endnu er ca. 10 dyr, der ikke trives særlig godt (Claus Larsen in litt.).

I 2001 blev der også udsat mufloner af blandet oprindelse på Brandsø (210 ha), hvor der aktuelt er ca. 40 dyr (Jimmy Enevoldsen in litt.).

De første mufloner blev indført til Danmark i 1950'erne. I 1955 blev der udsat en vædder på Æbelø, og i 1960'erne blev den suppleret med 2 dyr af korsikansk oprindelse fra Knuthenborg (Nielsen 1997). Bestanden på Æbelø og den tilstødende Æbelø Holm (tilsammen 246 ha) er aktuelt på knap 30 dyr.

I slutningen af 1960'erne blev mufloner af korsikansk oprindelse udsat på Vejrø (55 ha) nord for Samsø, hvor der aktuelt er ca. 40 dyr (Anders Lassen in litt.).

I en årrække var der udsatte mufloner på den nordlige del af Venø i Limfjorden, men den sidste blev skudt i 1998 (Anders Ulfkjær in litt.).

Foruden på disse isolerede øer findes der mufloner i en del hegninger rundt om i landet, enten alene eller sammen med fx hjortevildt, som de trives fredsommeligt med. Det skønnes, at det totale antal mufloner i Danmark i øjeblikket er knap 500 (Allan Sørensen in litt.).

Muflonen er i Europa oprindeligt forekommende på Sardinien og Korsika (Röhrs 1999) og er i øvrigt udbredt gennem Lilleasien og Centralasien til Mongoliet. Siden omkring år 1900 er den indført til flere lande i det centrale og nordlige Europa, hvor væddernes store horn regnes for et interessant jagttrofæ. Der synes at være en klar tendens til, at de første mufloner på det europæiske kontinent indførtes fra Sardinien, mens senere indførsler også har omfattet dyr med korsikansk oprindelse. Formentlig forekommer der her i landet blandinger mellem de to herkomster, ligesom der også findes bestande, der som på Brandsø åbenbart er blandet med tamfår (Allan Sørensen in litt.).

Mufloner foretrækker et landskab, der veksler mellem åbne, solbeskinnede sletter og krat af stedsegrønne vækster, herunder også dværgbuske som fx den danske hedevegetation. Mufloner klarer sig derimod dårligt i tætte træbevoksninger og på nordvendte skråninger eller fugtig bund (Richter 1974).

Dyret har skarpe sanser, både syn, hørelse og lugtesans, og er ofte dagaktivt.

Uden for brunsttiden går vædderne i små grupper, mens fårene, lammene og de unge dyr danner tilsvarende flokke. Specielt de helt gamle væddere ynder uden for brunsttiden at gå rundt for sig selv eller ganske få sammen. Brunsttiden ligger om efteråret, og efter 5½ måneds drægtighed føder fåret normalt et lam, der efter 3 år når den fulde kropslige udvikling. Den unge vædders horn kan da nå noget nær halvcirkelform, men først når vædderen er mere end 6 år, opnår hornene den fulde cirkelform, hvorefter dobbeltsnoningen begynder (Menzel 2002).

Muflonen lever en stor del af året af græsser, men kan om vinteren i højere grad rette fødesøgningen mod stedsegrøn vegetation, hvis der ikke stadig forekommer egnede græsser og urter. På Æbelø er det efterhånden et fast mønster, at en del af muflonerne i vinterhalvåret opholder sig på den helt åbne Æbelø Holm, hvor de fouragerer på strandoverdrevets og ikke mindst strandengens vegetation.

Den nuværende danske bestand af mufloner lever helt overvejende på isolerede øer eller i mindre hegninger, hvor bestanden er svagt stigende. Det danske jagtudbytte på de isolerede øer og i større hegn er dog næppe over 100 individer.

For fritlevende mufloner her i landet er løse hunde en trussel. Fra udlandet er det kendt, at ræv, vildsvin og kongeørn kan tage enkelte, svage lam. I Danmark og andre nordlige egne, hvortil muflonen er indført, kan hårde vintre med tykt snelag eller lang tids barfrost true bestandene. Det gælder især, hvor der er ringe variation i den samlede vegetation, hvis der ikke fodres med hø eller lignende.