Muldvarp

Muldvarpen hører til blandt de “seks lette”, det vil sige arter, som er velkendte, også af ikke-specialister, og som ikke kan forveksles med noget andet dyr. De tages ofte i fælder og muldvarpesakse. Derfor er en stor del af datamaterialet for denne art indkommet ved indberetninger direkte til atlasprojektet. Derudover har der været udsendt særlige spørgeskemaer, som blev besvaret af 875 personer, der i perioden 1997-2002 har deltaget i kurser vedrørende bekæmpelse af muldvarpe og mosegrise med fosforbrinteudviklende midler. Disse kurser henvender sig typisk til landmænd, gartnere og andre med større jordarealer samt til professionelle skadedyrsbekæmpere, som har en erhvervsmæssig interesse i at bekæmpe de to nævnte arter. Den erhvervsmæssigt orienterede bekæmper benytter sig af særlige karakteristika ved muldskud og gang- og skudsystemer til at bestemme, om de er lavet af muldvarp eller mosegris.

Muldvarpen er i atlasperioden registreret over det meste af landet med undtagelse af en række øer, hvoraf de største er Bornholm, Amager, Ærø, Samsø, Anholt, Læsø, Mors, Fanø og Mandø. Desuden er muldvarpen ikke fundet i de sydvestlige dele af Thy. Med den relativt store datamængde på denne let genkendelige art vurderes det, at atlassets udbredelseskort er fuldt ud dækkende for muldvarpen.

Muldvarpen er med sikkerhed konstateret på Møn i atlasperioden. For at der kan blive tale om en blivende forekomst, må der nødvendigvis være mere end et enkelt individ, og en eventuel bekæmpelse skal ikke være effektiv. Kun fremtiden kan vise, om muldvarpen for alvor får fodfæste på Møn.

På en ø som Mors kan det næppe udelukkes, at muldvarpen vil kunne dukke op, da den fx vil kunne blive transporteret til øen sammen med jord. I sådanne tilfælde vil dens muldskud hurtigt afsløre dens opdukken, og hvis en bekæmpelse sættes ind, vil dens muligheder for at etablere sig være yderst begrænsede.

Før atlasperioden var muldvarpen ikke registreret på Møn, så atlasperiodens registreringer har vist et udvidet udbredelsesområde. Dog har Bang (1969) beskrevet en enkeltstående forekomst i efteråret 1960, hvor der var tale om en muldvarp, der tilsyneladende var blevet bragt til Møn med et læs vejfyld, men den blev hurtigt aflivet.

Den manglende forekomst af muldvarp på Møn og Bornholm nævnes af både Melchior (1834) og Tauber (1878), som begge kort bemærker, at muldvarpen ellers findes almindeligt udbredt over det meste af landet.

Degerbøl (1935) gengiver resultater af en undersøgelse foretaget af C. Bistrup, hvoraf det fremgår, at muldvarpen i 1930 ikke fandtes på Fanø, Mandø og Rømø. I atlasperioden er muldvarpen registreret på Rømø, mens de to andre øer stadig er uden muldvarpe.

Jeppesen (1901) var den første, der beskrev, at muldvarpen ikke forekom i det vestlige Thy. Han kunne fastlægge muldvarpens vestgrænse i 1860 til omkring Fjerritslev. Frem til år 1900 havde muldvarpen forskudt sin vestgrænse for en sammenhængende udbredelse ved en nordgående linje fra Han Vejles nordspids. De efterfølgende 20 års vandring mod vest er beskrevet af Degerbøl (1923), der fandt, at vestgrænsen var rykket frem til Frøstrup og Glæde. Jensen (1988b) foretog den senest publicerede undersøgelse over muldvarpens videre vandring mod vest. Han kunne fastlægge grænsen til i 1988 at ligge ved Tved og Ullerup. Denne grænse falder sammen med den nuværende udbredelse, som den fremgår af kortet for atlasperioden.

Udbredelsen i det nordvestlige Jylland kan formentlig på længere sigt forventes udvidet, således at muldvarpen ender med at findes i hele Thy.

Degerbøl (1935) har givet en samlet fremstilling af, hvordan muldvarpen syd for Nissum Bredning trængte frem i perioden fra 1795 til 1924. Siden 1924 er muldvarpen trængt videre frem, nu helt til Harboøre, hvor den er blevet registreret i 2002 (se fig. 2).

På verdensplan findes muldvarpen fra Pyrenæerne og Storbritannien til floderne Ob og Irtysh i Rusland. I Europa går udbredelsen fra det sydlige Finland og Sverige i nord til det nordligste Spanien og det nordlige Italien i syd. Den mangler helt i Irland og på det sydlige Balkan samt på alle de store øer i Middelhavet (Kryštufek 1999).

Muldvarpen er først og fremmest knyttet til sit gangsystem, og kan den etablere det i et område med egnet føde, er de elementære forudsætninger for dens tilstedeværelse opfyldt. Føden er udelukkende af animalsk oprindelse og består først og fremmest af regnorme, men også gerne insektlarver og i øvrigt alle typer af små hvirvelløse dyr.

Da muldvarpen ikke er planteæder, er den ikke direkte afhængig af vegetationstypen. Den findes derfor på en lang række forskellige biotoper som skove, græsmarker, enge, heder, intensivt dyrkede arealer med diverse afgrøder, parker og sportsanlæg. Muldvarpen findes også i fugtige områder, hvor grundvandsstanden ikke er for høj til at forhindre den i at etablere et gangsystem.

Man ser sjældent muldvarpen på jordoverfladen, da den tilbringer al sin tid i sit gangsystem, som også udgør dens jagtområde. Er jorden let at presse til side, kan muldvarpen etablere sit gangsystem næsten i det skjulte, fordi den ikke har behov for at presse jord op på overfladen i de meget iøjnefaldende muldskud. Muldvarpens typiske hat- eller hueformede muldskud ligger ofte placeret i et mønster, der giver en fornemmelse af, hvordan gangsystemets udstrækning er under jordoverfladen. I foråret kan man ofte se en række skud ligesom perler på en snor ud over et område, hvor der ellers ikke er skud. En sådan skudrække laves af en han i sin søgen efter en hun at parre sig med.

På vandlidende arealer kan muldvarpen danne meget store redeskud, som i deres centrum indeholder en rede, hvori muldvarpen kan sove og hvile sig, eller hvori hunnen kan have sit afkom. Disse redeskud har en ganske anselig størrelse på op til ½ m eller mere i højden og 1-1½ m i diameter.

Muldvarpen kan danne voldformede gange lige i jordoverfladen. Det ses blandt andet på nybehandlede marker, når de unge muldvarpe vandrer omkring i sensommeren og efteråret. Mosegrisen har også et underjordisk gangsystem og danner skud. I områder, hvor både muldvarp og mosegris forekommer, kan de to dyr færdes i samme gangsystem. Udseendet af skud og gangsystem viser i så fald kun, hvilken art der har dannet systemet. Uanset hvilket af de to dyr, der har udgravet et gangsystem og lavet muldskud, vil man om sommeren tydeligt kunne se, hvem der bebor et givet gangsystem. Mosegrisen forsyner nemlig sit gangsystem med adskillige 6-7 cm store huller placeret mellem skuddene, mens muldvarpen ikke laver sådanne huller.

Muldvarpen får normalt kun et enkelt årligt kuld sidst på foråret eller først på sommeren. Kuldet er i gennemsnit på 4 unger.

Den gravende aktivitet med frembringelse af muldskud til følge er årsagen til, at muldvarpen betragtes som et skadedyr. For landmanden, der laver ensilage til sine dyr, er det afgørende, at der ikke kommer jord i ensilagen, da jorden kan indeholde bakterier, som er ugunstige for ensilageproduktionen og for dyrenes helbred, når de fodres med produktet. Jord fra muldskud giver også tab ved at ødelægge knive og skærebord på grønthøstere og mejetærskere, og tabene omfatter såvel ødelagt maskineri som tabte arbejdstimer i den ofte mest hektiske periode, høsten. Der findes dog ingen eksakt opgørelse over skadernes økonomiske omfang. I haver bekæmpes muldvarpen vel nærmest af æstetiske årsager, nemlig fordi man ikke vil have muldskuddene. På golfbaner og andre sportsanlæg foretages bekæmpelsen af indlysende grunde, fordi muldskuddene er til gene for den sport, der ønskes udøvet.

Muldvarpen har i årtier været underkastet en lovgivning, som tydeligvis var præget af opfattelsen af muldvarpen som et skadedyr. Indtil 1989 stod der i lovgivningen, at landbrugsministeren kunne påbyde kommunerne at foretage bekæmpelse af muldvarpe. Formuleringen i lovgivningen var møntet på landbruget. Da der i mange år ikke havde været udstedt et påbud til nogen kommune i medfør af lovgivningen, ændrede man i 1989 lovgivningen til blot at give kommunerne mulighed for at varetage bekæmpelse af muldvarpe. Fra lovgivernes side valgte man så oven i købet for første gang at medtage mosegrisen, som blev underkastet den samme lovgivning som muldvarpen. Loven fra 1989 lader kommunerne selv bestemme, om man vil eller ikke vil varetage bekæmpelse af de to dyr. Samtidig står der udtrykkeligt i loven, at kommunerne kan opkræve betaling for den udførte bekæmpelse.

Det er efterhånden meget få kommuner, der tilbyder at bekæmpe muldvarpe (og/eller mosegrise) for deres borgere. I langt de fleste kommuner er det derfor helt op til borgerne selv. Det gælder både den erhvervsmæssige bekæmpelse, typisk på landbrugsarealer eller i rekreative områder som parker, idrætsanlæg, golfbaner m.m., og den bekæmpelse, der ønskes foretaget i parcelhushaver og lignende steder. Loven fra 1989 er fra 1. september 2004 videreført sprogligt uændret som en særlig paragraf i Lov om drift af landbrugsjorder.

Selv om der løbende foretages bekæmpelse af muldvarpen, tyder intet på, at det er en truet art. En del af forklaringen skal nok søges i, at muldvarpen forekommer på mange andre arealer end dem, hvorpå den direkte opfattes som uønsket, altså som et skadedyr.

I skove kan muldvarpen være særdeles talrig, men bekæmpelse foretages normalt ikke i skove. Til gengæld er det for mange landmænd et velkendt fænomen, at muldvarpe i sensommeren og efteråret kommer ud på landbrugsarealerne fra skovområder, når de unge muldvarpe vandrer fra moderens gangsystem for at finde egnede områder at slå sig ned i.