Allerede i 1983 stod det klart, at der fandtes to former for “dværgflagermus” i Europa, en med ultralydsskrig på omkring 55 kHz og en med frekvenser på ca. 45 kHz. (Ahlén & Baagøe 2001, 2004; Baagøe & Ahlén 2001). Senere viste DNA-analyser, at der er tale om to arter (Barratt et al. 1997; Jones & Barratt 1999). En redegørelse for opsplitningen og navngivningen af de to arter findes under dværgflagermusen.
Pipistrelflagermusen kan være vanskelig at bestemme med detektorer. Det kræver ofte tid og tålmodighed selv for den øvede. Det er nemt at konstatere, at det er en Pipistrellus-art (trold-, dværg- eller pipistrelflagermus), men pipistrelflagermusen overlapper i frekvens med begge de andre arter. Dværgflagermus og pipistrelflagermus har næsten ens rytme, og desværre er der også et lille overlap i frekvensen, som kan gøre det vanskeligt at bestemme enkeltindivider (se dværgflagermusen). Pipistrelflagermusens skrig ligger på mellem 40 og 50 kHz og overlapper troldflagermusens, der er på omkring 40 kHz med ekstremværdier fra ca. 37 til 44-45 kHz. Troldflagermusen kan dog kendes på den langsommere rytme.
Da dværg- og pipistrelflagermus endnu ikke kan adskilles ved sikre morfologiske karakterer, slås de ved eksemplarfund indtil videre sammen til dværg/pipistrelflagermus. I hånden kan alle eksemplarer på nær helt små unger nemt bestemmes til dværg/pipistrelflagermus. Mange husejere henvender sig om kolonier i huset, og voksne enkeltindivider og store unger forvilder sig undertiden ind i husenes beboede dele.
På en skala “umulig/svær/mellem/let” vurderes pipistrelflagermusen som “mellem” at registrere med detektormetoden, men kun med kvalitetsdetektorer med både heterodyning og tidsekspansion. Med eksemplarmetoden regnes pipistrelflagermusen for “umulig” at adskille fra dværgflagermusen. Slået sammen er de to arter nemme at finde og bestemme.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.