Rådyr

Rådyret er en af de arter, hvor risikoen for forkert artsbestemmelse anses for at være så ringe, at alle indberetninger fra offentligheden baseret på observationer, ca. 58%, er indført i databasen. I denne undersøgelse er der altså ikke krævet nogen form for dokumentation for, at artsbestemmelsen er korrekt. Desuden stammer ca. 41% af indberetningerne fra jagtudbytte, mens resten er trafikdræbte og andre dødfundne dyr.

Rådyret er et af de pattedyr, der har den videste udbredelse i landet, idet arten er registreret i næsten alle kvadrater i atlasperioden (fig. 1). Der er næppe grund til at antage, at der ikke findes rådyr i de få kvadrater i Jylland og på Sjælland, hvorfra der ikke foreligger registreringer. Med ganske få undtagelser, fx Saltholm, Fejø og Femø, er rådyr endvidere registreret på de fleste større såvel som mindre øer.

Rådyrbestanden ser ud til at have stabiliseret sig gennem den seneste halve snes år, idet jagtudbyttet i perioden 1995-2004 har ligget på et niveau omkring 110.000 dyr (fig. 2). Forud for denne periode skete der en kraftig stigning i jagtudbyttet. Der er ingen tvivl om, at stigningen i udbyttet afspejler en markant stigning i bestanden. Fremgangen var særlig kraftig i perioden 1987-93, hvor den gennemsnitlige årlige tilvækst i udbyttet var 9,5% for landet som helhed, men med betydelig geografisk variation, hvor 15% i Ringkøbing Amt var den højeste (Olesen et al. 2002).

Rådyret er en tilpasningsdygtig art, der trives godt i det danske kulturlandskab, som det har udviklet sig gennem hele 1900-tallet og ikke mindst gennem de seneste årtier. Den primære årsag til den særligt kraftige stigning i bestanden fra midten af 1980'erne til midten af 1990'erne er formentlig en generel forøgelse af landskabets bæreevne. Bl.a. har der været et væsentligt forbedret fødeudbud i vinterhalvåret i form af vintergrønne afgrøder, som har været meget udbredt siden slutningen af 1980'erne. Det har sandsynligvis også spillet en væsentlig rolle, at den jyske rævebestand fra midten af 1980'erne til midten af 1990'erne stedvist var endog meget kraftigt reduceret. Endelig har det formentlig også haft betydning, at jægerne i vid udstrækning har udvist forståelse for at begrænse jagttrykket i områder, hvor nye bestande var under etablering.

Rådyret indvandrede til Danmark kort efter afslutningen af den sidste istid for ca. 11.500 år siden (se fig. 2 i afsnittet Fra istid til nutid). Fund af knoglerester fra bopladser fra den atlantiske periode (8.000-5.000 f.Kr.) tyder på, at arten allerede dengang var talrig og vidt udbredt. Ved overgangen fra stenalderens jæger- og samlerkultur til bondekulturen påbegyndtes en rydning af urskoven. Det må have betydet forbedrede levevilkår for såvel rådyr som det øvrige hjortevildt.

Op gennem tiden er de voksende hjortevildtbestande i stigende grad kommet på tværs af landbrugernes interesser, dels fordi hjortevildtet kunne forvolde skade på afgrøderne, dels fordi det konkurrerede med husdyrene om føden på græsningsarealerne. Det resulterede i en intensiv jagt på hjortevildtet med en deraf følgende voldsom reduktion af bestandene. Nogle steder var forfølgelsen så effektiv, at rådyret regulært blev udryddet, fx på Bornholm allerede i 1780 og i løbet af 1800-tallet i Midt- og Vestjylland (Hansen 1943).

Hen mod slutningen af 1800-tallet vendte indstillingen til hjortevildtet, og rådyret fik mulighed for at sprede sig på ny (Hansen 1943). Langt ind i 1900-tallet var der stadig hele landsdele, hvor der ikke fandtes rådyr, og på den baggrund er det ganske imponerende, at arten her omkring årtusindskiftet er blevet et af landets mest udbredte pattedyr.

Det eneste tidligere materiale til belysning af rådyrets udbredelse på landsplan stammer fra en DMU-spørgebrevsundersøgelse vedrørende forekomst og jagtlig udnyttelse af rådyr i jagtsæsonen 1993/94 (Asferg & Jeppesen 1996). Dette materiale indgår i atlaskortet (fig. 1).

Det europæiske rådyr er udbredt fra det nordligste Skandinavien til Middelhavet og fra Atlanterhavet i vest til Ural, Tyrkiet og Kaukasus-regionen i øst. Arten findes ikke på Korsika, Sardinien og Sicilien og heller ikke i Irland (Stubbe 1999c). Der er desuden rådyr i et bælte fra Ural og østover gennem Centralasien til Stillehavskysten, inklusive områder som Altai i Rusland og dele af Mongoliet, Korea og Kina, men her er der tale om en anden art, sibirisk rådyr Capreolus pygargus. Europæisk og sibirisk rådyr har tidligere været betragtet som to underarter, men er nu anerkendt som to selvstændige arter (Cederlund & Liberg 1995).

Rådyret er vores mindste hjorteart. Skulderhøjden er 65-75 cm. Kropsvægten kan variere mellem 15 og 30 kg, men ligger oftest mellem 20 og 25 kg. Voksne bukke vejer i gennemsnit 1 kg mere end voksne hunner (råer). Der kan være store individuelle forskelle i dyrenes størrelse på den enkelte lokalitet, og der kan også være betydelige forskelle på størrelsen fra landsdel til landsdel. Gennemgående vejer dyr fra områder med forholdsvis tynde bestande væsentligt mere end dyr fra områder med tættere bestande. Der er fx målt forskelle på op til 25% i den gennemsnitlige vægt inden for de enkelte køns- og aldersgrupper mellem rådyr fra Kalø i Østjylland og fra Borris-terrænet i Vestjylland. De sidstnævnte var de tungeste.

Bukkene bærer opsats (gevir) fra marts til november. Den fuldt udviklede opsats har 3 ender på hver stang (seksender). Brunsten indtræffer i juli-august. Råen er drægtig i ca. 10 måneder, men heri er indbefattet en såkaldt forlænget drægtighedsperiode på 4-5 måneder, hvor der ikke sker celledelinger i det befrugtede æg. Den egentlige fosterudvikling starter i begyndelsen af december. Antallet af lam afhænger af råens kropsvægt. Normalt sætter (føder) hun 2 lam, men både 1, 3 og 4 lam forekommer.

I modsætning til de tre øvrige danske hjortearter er rådyret territorialt. Den voksne buk etablerer territorium i det tidlige forår og forsvarer det med stor aggressivitet indtil det tidlige efterår, hvor brunsten ophører. Territoriet hævdes dels ved at afsætte duftmærker, ved at skrabe i jorden og ved at gnubbe opsatsen mod yngre træer og buske (fejning), dels ved truende adfærd og egentlige udfald mod andre bukke. På grundlag af visuelle observationer angiver Strandgaard (1972) den gennemsnitlige territoriestørrelse for territoriehævdende bukke på Kalø til 28 ha, men med stor individuel variation fra 8 til 41 ha. Råerne hævder ikke territorier, men lever i individuelle aktivitetsområder (home ranges), som i større eller mindre udstrækning overlapper hinanden, og som kun forsvares i begrænset omfang. Om vinteren færdes rådyr i flokke (spring), hvor antallet af dyr kan variere fra nogle få, oftest beslægtede individer, op til en halv snes stykker.

I forbindelse med rådyrundersøgelserne på Kalø blev der i 1953-68 registreret genmeldingsafstande for i alt 146 dyr. 44 dyr blev genmeldt mere end 3 km fra Kalø, mens kun en ud af 93 bukke og en ud af 53 råer blev genmeldt mere end 10 km fra Kalø. Disse observationer kan ikke tages som udtryk for rådyrs reelle spredningspotentiale, men er i vid udstrækning et resultat af et højt jagttryk på terrænerne omkring Kalø.

Rådyr er tilpasningsdygtige og kan trives i mange forskellige landskabstyper, men foretrækker områder, hvor der er mulighed for at veksle mellem skov og dyrkede marker. De tætteste bestande findes på Øerne og Bornholm samt i Østjylland og de tyndeste i Vest- og Nordjylland. Altså findes de tætteste bestande i de egne af landet, hvor der er den frodigste jordbund og dermed de bedste naturgivne betingelser for et godt fødegrundlag. Landskaberne i disse landsdele er ofte karakteriseret ved mange mindre løvskove omgivet af dyrkede marker.

Rådyr må jages i perioden 1. oktober – 15. januar. Desuden må bukke jages fra 16. maj til 15. juli. Det årlige jagtudbytte har været stigende fra 1941 til midten af 1990'erne, først ganske svagt, men efter midten af 1980'erne ganske kraftigt (se ovenfor). Næsten halvdelen af det samlede udbytte i jagtsæsonen 1993/94 var voksne bukke (Asferg & Jeppesen 1996). Det vides ikke, om der har været denne skævhed i afskydningen gennem en længere periode, men i givet fald har den ikke forhindret bestanden i at vokse eller at sprede sig.

Set i lyset af rådyrbestandens fremgang gennem de seneste årtier er det vanskeligt at få øje på åbenlyse trusler. Nyere undersøgelser har vist, at rådyret er i stand til at klare ganske mange forstyrrelser som orienteringsløb, jagt og almindelig skovvandring, men grænserne kan overskrides, især i områder hvor fødeforholdene ikke er optimale (Olesen et al. 1998; Olesen et al. 2002). Hvis dyr i et område forstyrres i en grad, så de ikke kan kompensere for det ekstraordinære energitab gennem ekstra fødeindtagelse, vil de udvandre fra området.

Der er grund til at tro, at rådyret også fremover vil være udbredt overalt i landet, men observationer fra Fyn i de seneste år tyder på, at bestandstætheden nogle steder vil kunne falde, i hvert fald midlertidigt, som følge af overbelastning med parasitter (svælgbremser). Nogle steder i landet er der dog stadig mulighed for at få tættere bestande. De arealer, der er udpeget til skovrejsning i de kommende årtier, er i stor udstrækning forholdsvis bynære. Det vurderes alligevel, at de nye skovområder vil resultere i en forøgelse af landets samlede bæreevne for rådyr.