Ringsæl

Observerede og ilanddrevne ringsæler er registreret af vildtkonsulenterne på statsskovdistrikterne i overensstemmelse med Beredskabsplan for Havpattedyr og Fugle, koordineret af Zoologisk Museum og Fiskeri- og Søfartsmuseet, Esbjerg (Jepsen 1997; Tougaard et al. 2004).

På trods af at ringsæl op til 1970'erne har været regnet som dansk art, er der kun observeret 5 ringsæler i danske farvande siden 1900. Den eneste registrerede ringsæl i atlasperioden drev i land ved Hjerting nord for Esbjerg i 1991. Det var en ung, mager hun på kun 12 kg. Skelettet opbevares i dag på Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg. Ringsælen kan for utrænede nemt forveksles med spættet sæl, hvilket kan betyde, at eventuelle, levende ringsæler i vore farvande kan være overset.

I 1977 blev en levende ringsæl fundet på Rindby Strand på Fanø. Sælen blev i svækket tilstand bragt til Sælariet på Fiskeri- og Søfartsmuseet, hvor den døde efter få dage. Skelettet befinder sig på Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg.

I 1950 blev en ringsæl fundet på Christiansø. Skelettet af dette dyr findes på Zoologisk Museum i København. Fra 1923 er der registreret et fund ved Guldborgsund, og endelig blev en ringsæl fundet ved Bogense i 1917. Skelettet af den sidste befinder sig på Zoologisk Museum. Det ældste fund, der er registreret i Danmark, er fra 1863 fra Øresund (Zoologisk Museum).

Ringsæl kendes fra en del knoglefund fra senglacialtidens yngre Yoldiahav i Vendsyssel, hvor arten formodes at have været ret almindelig (se tabel 2 i afsnittet Fra istid til nutid). På dette tidspunkt dækkede iskappen det centrale Skandinavien, mens der var åben havforbindelse fra Nordsøen til Østersøbassinet gennem de store søer i Sverige. Med isens fortsatte afsmeltning og lukningen af passagen i Sverige blev en del af ringsælerne lukket inde i Østersøen, hvor der stadig findes en reliktbestand. Knoglefund af ringsæl fra den postglaciale periode er sparsomme i danske områder og skyldes sikkert strejfere fra denne reliktbestand (Aaris-Sørensen 1998), hvorimod fundene på den jyske vestkyst formodentlig kommer fra den nordatlantiske bestand.

Ringsælen er den almindeligste sæl i de arktiske områder, og en formodning om bestandens størrelse ligger på 6-7 mio. dyr (de Jong et al. 1997). Artens store udbredelse har bevirket, at den opdeles i en række underarter, der er geografisk bestemt, da ringsæl er meget stationær. P. h. hispida (Schreber 1775) er almindelig langs hele den russiske nordkyst, Alaska, Canada, Grønland og hele området op mod Nordpolen. Ved Beringstrædet og ned i Beringshavet afløser P. h. krascheninikovi (Naumov & Smirnov 1936), og længere ned i det Okotske hav findes P. h. ochotensis (Pallas 1811), der når ned til det nordlige Japan.

I den Botniske Bugt blev ringsælen afsnøret fra Atlanten i senglacial tid. Bestanden kaldes P. h. botnica (Gmelin 1785). Andre underarter findes i den finske sø Saimaa, P. h. saimensis (Nordquist 1899) og i den russiske sø Ladoga, P. h. ladogensis (Nordquist 1899) (de Jong et al. 1997; Brasseur et al. 1999).

Ringsælen er en lille sæl med en længde på højst 150 cm og en vægt på 65-90 kg for hannens vedkommende, mens hunnen tilsvarende bliver 140 cm og vejer 45-80 kg. Arten lever solitært tilknyttet havisen, hvori den kan vedligeholde sit åndehul, selv om isen er to meter tyk. Ungen fødes i en hule i sneen på isen fra slutningen af marts til midten af april. Den er kun ca. 70 cm lang med en vægt på 4-5 kg og bliver født med en flødefarvet uldhårspels. Ungen dier i op til to måneder, men fælder ungepelsen allerede efter to uger og får herefter en pels med mørk ryg og sølvfarvet bug (King 1983).

Ringsælens fødevalg omfatter som regel ikke mere end 10-15 forskellige arter, hvor fisk er vigtigst, men hvor også krebsdyr og blæksprutter kan indgå, dog normalt kun 2-4 af disse arter. Der er også stor sæsonvariation i fødevalget (Reeves 1998).

Ringsæl er så absolut isbjørnens vigtigste bytte. Den jages ved åndehullet, men det er især ungerne i snehulen, som isbjørnen lokaliserer og bryder ind til gennem taget. En undersøgelse i Barrow Strædet (Hammill & Schmidt 1991) påviste, at 44% af en årgang unger blev bytte for isbjørne, men isbjørnenes succes er i høj grad afhængig af snelagets tykkelse. Det diskuteres, hvad en eventuel klimaændring med mindre sne og fastis vil komme til at betyde for relationen mellem ringsæl og isbjørn (Rosing-Asvid 2005).

Ringsælen er et vigtigt fangstdyr for inuitter og kaldes i Grønland for “netside”. Der er ingen begrænsninger for afskydning af ringsæl i Grønland, hvor der er indhandlet 40.000-70.000 skind om året siden 1970. Antallet af nedlagte dyr er mellem 60.000 og 100.000 om året i samme periode (Teilmann & Kapel 1998).

På grund af ringsælens kolossale udbredelsesområde er der en række lokale beskyttelser. Den baltiske ringsæl har i Rusland og Sverige været totalfredet siden henholdsvis 1970 og 1988, mens der i Finland er jagttid på ringsæl fra 1. april til 25 maj.

Ringsælen er optaget på Bern-konventionens Appendix II (de Jong et al. 1997).