Sejhval

Arten er ikke blevet dokumenteret i atlasperioden.

Det første, kendte eksemplar af denne art stammer fra 1819, da et næsten 10 m langt dyr strandede i Lübecker Bugt nær Grömitz (Rudolphi 1822). Dette dyr må nødvendigvis være svømmet igennem danske farvande.

I Svendborg Sund strandede en 15 m lang hun i 1955. Dyret var desorienteret og måtte aflives. I 1980 blev et råddent kadaver af denne art fundet ved Pøl på Nordals (Kinze 1995).

Sejhvalen forekommer i hele Nordatlanten, men holder sig til de tempererede og subtropiske, oceaniske dele. Den undgår det koldere, arktiske vand.

I Nordøstatlanten er den om sommeren registreret sydvest for Island, ved Færøerne, Norge og Skotland. Sejhvalen er kendt fra den spanske Atlanterhavskyst, men om den forekommer i den vestligste del af Middelhavet, er uafklaret. Forekomsten ved den vestafrikanske kyst er ikke veldokumenteret og vanskeliggøres af, at brydeshvalen findes sammesteds. Forår og efterår foregår der sandsynligvis vandringer mellem fourageringsområder i nord og yngleområder ved ækvator. Yngleområdernes beliggenhed og udstrækning er ikke kendt.

Sejhvalen er en oceanisk, specialiseret bardehval. Dens foretrukne føde er meget små vandlopper (copepoder), der ikke forekommer i store koncentrationer i danske farvande. Sejhvalens sjældne optræden sker sandsynligvis under kraftige saltvandsindstrømninger til Østersøen.

Sejhvalen er et tempereret, oceanisk islæt i den danske hvalfauna. Den sorterer ikke under Småhvalsaftalen (ASCOBANS), men er omfattet af Beredskabsplanen vedrørende Havpattedyr og Havfugle (Jepsen 1997) og hermed følgende forsknings- og forvaltningsmæssige forpligtelser. Dette bør udmøntes i sikringen af alle relevante oplysninger fra strandede og dødfundne dyr for herved at bidrage til regionale og internationale forsknings- og forvaltningstiltag.