Sika

Forekomsten af sika er kortlagt på grundlag af indberetninger fra personer, som arbejder professionelt med hjortevildt, fx vildtkonsulenter og skytter, samt oplysninger indkommet via en DMU-spørgebrevsundersøgelse vedrørende forekomst og jagtlig udnyttelse af krondyr, dådyr og sika i jagtsæsonen 2001/02 (Asferg et al. 2004). På grund af forvekslingsmuligheder med krondyr og dådyr er øvrige indberetninger kun medtaget, når artsbestemmelsen har kunnet verificeres. Herudover er der brugt oplysninger fra Danmarks Jægerforbunds Hjortevildtoversigt.

Sikaen har en meget begrænset udbredelse. Fritstående bestande er registreret i 30 kvadrater i Jylland og på Sjælland, heraf 19 med observationer af kalve (fig. 1). Det er karakteristisk, at der er tale om spredte bestande, som for de flestes vedkommende er begrænset til et enkelt eller nogle få kvadrater. Årsagen til dette mønster er, at der ikke er tale om en naturlig spredning, idet de enkelte bestande er etableret på grundlag af dyr, der bevidst er sat ud eller er undsluppet fra dyrehaver. Der er registreret i alt 23 dyrehaver eller hegninger med sika.

Ifølge Hjortevildtoversigten fra Danmarks Jægerforbund var der i 2002 en fritstående bestand af sika på ca. 550 dyr, heraf 450 i Jylland. Oversigten opregner i alt 13 fritstående bestande, 6 på Sjælland og 7 i Jylland. Frijsenborg-bestanden er med 250 dyr landets største.

Antallet af fritstående dyr i 2002 er af samme størrelsesorden som midt i 1970'erne, men der er nu ikke længere fritstående sika på Fyn (Ravnholt) og Møn (Klintholm). Antallet af sika i dyrehaver er faldet siden 1970'erne. Ifølge Hjortevildtoversigten var der 6 dyrehaver i 2002 med en samlet forårsbestand på ca. 150 dyr. Tilsyneladende bliver mange små hegninger med sika ikke registreret i Hjortevildtoversigten. Hansen (1988) opgjorde det samlede antal sika under hegn i foråret i 1986 til knap 700 voksne dyr fordelt på 64 dyrehaver og 15 hjortefarme. Den kraftige reduktion skyldes givetvis ændringer i bestemmelserne vedrørende hold af hjortedyr i indhegninger.

Sikaen er naturligt hjemmehørende i Østasien, men er indført til de fleste lande i Nordvesteuropa, herunder Danmark. Arten blev indført som prydvildt og jagtobjekt til dyrehaven på Svenstrup Gods på Midtsjælland i år 1900. Det var dog ikke de første sika i Danmark. Mindst 10 år tidligere fandtes der sika i Zoologisk Have i København, men der er så vidt vides ikke anvendt dyr herfra til at grundlægge bestande i Danmark. Alle danske sikabestande synes at være grundlagt med dyr fra Svenstrup Gods og fra Knuthenborg Gods, hvor der blev etableret en bestand i 1909. Eneste undtagelse er muligvis bestandene på Frijsenborg, Bidstrup og Ormstrup i Østjylland. Landets første fritstående bestand blev etableret i perioden 1905-10 på Frijsenborg Gods. Midt i 1970'erne var der ca. 475 dyr fordelt på 9 fritstående bestande og ca. 415 dyr i 36 dyrehaver (Bennetsen 1976).

Sika er naturligt hjemmehørende i det østlige Asien, hvor den forekommer i en række underarter. Arten findes derudover introduceret mange steder i verden. I Europa er der foruden i Danmark større eller mindre bestande i Irland, Skotland, England, Frankrig, Tyskland, Østrig, Tjekkiet, Polen, Litauen og Finland (Zima & Koubek 1999).

Størrelsesmæssigt ligger sikaen mellem dådyret og rådyret. Skulderhøjden er 80-85 cm. Voksne hjorte vejer 40-55 kg og voksne hinder 28-40 kg. Hjortene bærer gevir fra september til april. Det fuldt udviklede gevir minder om et lille kronhjortegevir og har normalt fire ender på hver stang, en såkaldt “otteender”. Brunstperioden strækker sig over en længere periode end hos vore øvrige hjortearter, fra først i september til ind i december. Hinden er drægtig i ca. 7½ måned og føder normalt kun en enkelt kalv om året (april-juli, flest i maj-juni).

Fritlevende sika er oftest sky dyr, som i dagtimerne opholder sig i tæt skov og krat. De er i reglen aktive omkring solopgang og solnedgang, men aktiviteten er tilpasset lokale forhold. I områder med intensiv jagt kan dyrene blive så sky, at de kun kommer ud af skoven og fouragerer på landbrugsarealer, når det er mørkt. Omvendt kan sikaen i dyrehaver blive meget tillidsfuld og færdes i det åbne hele dagen. Føden består overvejende af græsser, men knopper og skud spiller også en stor rolle.

Sikahjorte må jages i perioden 1. september – 31. januar, hinder og kalve fra 1. oktober til 31. januar. Det årlige jagtudbytte har siden 1941 ligget på mellem 200 og 500 dyr. Jagten må betragtes som den mest afgørende faktor for sikabestandens størrelse og udbredelse, men der er ingen egentlige trusler mod sikaens fortsatte tilstedeværelse i Danmark.

Sika kan anrette betydelige skader i skovbruget, dels ved at skrælle barken af træerne, dels ved at bide unge træer. Derimod volder sikaen kun beskedne skader på landbrugsafgrøder. Fra udlandet, bl.a. England, findes der eksempler på, at kronhjort og sika kan krydses og producere frugtbart afkom. Indtil nu er der ikke set dokumenterede eksempler på hybridisering i Danmark, og risikoen for, at det vil ske, anses for at være meget ringe.

Fritstående sika findes i et begrænset antal bestande, som tilsyneladende er meget stabile i størrelse og udbredelse. Der er givetvis levemuligheder for sika mange andre steder i landet, hvor arten ikke forekommer i dag. Den mest afgørende faktor for bestandens muligheder for vækst og spredning i fremtiden vil formodentlig være jagten, men også andre former for forstyrrelse vil være afgørende for, om nye bestande formår at etablere sig. I og med at sika er en introduceret art, kunne der måske argumenteres for at begrænse dens nuværende udbredelse eller forhindre yderligere spredning med henvisning til risikoen for hybridisering med krondyr.