Skimmelflagermus

Skimmelflagermusen har stor variation i ultralydsskrigene og kan være vanskelig at identificere med detektormetoden, når den jager ved fx moderne vejlamper. Når den flyver i sin karakteristiske lige-ud-flugt, er den derimod nem at kende på en kombination af skrigenes frekvens og den monotone og langsomme rytme. Skimmelflagermusen har tillige en anden lyd, nemlig hannernes “revirsang”, der består af kompliceret opbyggede skrig med den kraftigste del omkring 14 kHz (Kullenberg & Wallin 1963; Ahlén 1981). “Spillende” hanner kan derfor høres direkte med det blotte øre, i hvert fald af yngre mennesker uden høreskader. Hannerne optræder med “revirsangen” i parringstiden i efterårsmånederne, mens de flyver omkring høje bygninger (Baagøe 1996, 2001a, c). Lokaliteter med “spillende” hanner har været et vigtigt bidrag til kortlægningen.

Arten holder både sommer og vinter udelukkende til i bygninger. Ynglekolonierne i parcelhuse m.m. om sommeren har givet mange henvendelser, fordi dyrene ofte larmer, og fordi der tit er drys af deres små sorte ekskrementer ned ad gavlvægge m.v. Desuden finder man ofte svækkede unger, og dødfundne eksemplarer og mumier er blevet indsendt til Zoologisk Museum.

Skimmelflagermusene overvintrer yderligt i murværk, kanaler o. l., som regel i høje huse i byerne. Når frosten sætter ind, dukker nogle af dem op i de beboede dele. Her findes de ofte i svækket tilstand eller i halvdvale.

På en skala “umulig/svær/mellem/let” kan skimmelflagermusen karakteriseres som “let” at registrere med såvel eksemplarmetoden som detektormetoden, selvom bestemmelsen kræver øvelse.

Ud af de i alt 9.075 fundne flagermuslokaliteter med sikker artsbestemmelse (6.239 detektorlokaliteter og 2.836 eksemplarlokaliteter) blev der fundet i alt 919 lokaliteter med skimmelflagermus (413 detektorlokaliteter og 506 eksemplarlokaliteter inklusive ca. 230 ynglekolonier). Tallene afspejler, at arten er nem at finde med begge metoder, og at den er en af de hyppigt registrerede flagermusarter. Den blev kun fundet i 79 af 647 mulige kvadrater, og da dens udbredelse er stærkt begrænset med dominans i Nordsjælland, må de mange fundlokaliteter betyde, at den er en meget talrig art i dette område. Det nordøstlige Sjælland huser uden tvivl den tætteste kendte bestand af skimmelflagermus i hele verden.

Kortet viser, at skimmelflagermusen er vidt udbredt og almindelig i det nordøstlige Sjælland. Her er den fundet i samtlige kvadrater på et væld af lokaliteter med mængder af detektorlokaliteter om sommeren, og her er næsten alle de ca. 230 sommerkolonier registreret. Også fra resten af året er der masser af fund: detektorregistrering om efteråret af jagende dyr over moderne vejlamper og over større søer, observationer af “spillende” hanner ved høje bygninger overalt i København og andre større byer og endelig utallige fund af skimmelflagermus, der overvintrer i sådanne bygninger og forvilder sig ind i de beboede dele, når frosten sætter ind.

I resten af Danmark er arten sjælden og forekommer kun pletvist. Der er fundet 3 kolonier på det øvrige Sjælland, 1 på Fyn og 1 på Djursland (Baagøe & Jensen 1990). Detektorfund om sommeren af et antal skimmelflagermus, som hver aften jagede på en bornholmsk lokalitet, antyder, at der var en koloni i området. Alle andre sommerfund uden for Nordsjælland var spredte fund af enkeltindivider eller få jagende dyr. Der er formodentlig spredte, uopdagede ynglekolonier flere steder i landet. Hertil kommer fund af enkeltindivider fra efterår, vinter og forår spredt ud over Danmark.

Hvert efterår kan der høres “spillende” hanner i Århus, og her findes der en overvintrende bestand, formodentlig af dyr fra sommeropholdssteder i Østjylland.

Baagøe (2001a) sammenstillede alle fund fra perioden 1763-1972 og fandt information om 85 eksemplarer: 76 på Zoologisk Museum og 9 baseret på andre samlinger, litteratur, ringmærkningsprotokoller og personlige oplysninger. De repræsenterer i alt 40 lokaliteter: 34 fra Nordøstsjælland, 1 fra Odsherred, 1 fra “Sjælland”, 1 fra Samsø (Lamberg 1981), 3 fra Jylland, nemlig fra Aalborg og Løgstør (Baagøe & Jensen 1990) og en tvivlsom fra Mors (Agerholm 1959).

Pontoppidan (1763) var den første, der nævnte skimmelflagermusen fra Danmark, kun 5 år efter at den blev beskrevet af Linné (1758). Boie (1823) omtaler den første, kendte lokalitet, nemlig Frederiksborg Slot, hvor man stadig kan høre hannernes revirsang om efteråret. Både Faber (1826a, b) og Melchior (1834) nævner nordsjællandske lokaliteter, og Tauber (1878) siger, at arten var udbredt over hele Sjælland (Helsingør, Frederiksborg, Roskilde, København, Sorø og Vordingborg), men at den kun var almindelig omkring København. Winge (1899) nævner en række lokaliteter, primært baseret på Zoologisk Museums samlinger.

Ryberg (1947) omtaler ikke, hvad hans prikkort over den skandinaviske udbredelse bygger på, men det vides, at det er baseret på samlinger i museer og skoler samt på litteraturoplysninger. Jensen (1969) ridser den indtil da kendte forekomst op. Han nævner, at arten er sjælden og truffet godt en halv snes steder på Sjælland, fortrinsvis i Københavnsområdet, og omtaler ovennævnte fund fra Samsø, Jylland og Mors.

Det var danske forskere, der opdagede, at de natlige “tikkelyde” kom fra skimmelflagermus (Hemmingsen 1922). Lydene kunne høres i efterårsnatten i København og andre nordsjællandske byer og mystificerede byboerne, som ikke kunne afgøre, hvor de kom fra. I begyndelsen af 1900-tallet var der med mellemrum en vældig polemik i dagspressen om “disse underlige nattelyde”. Nogle mente, at det var telefonledningerne, andre at det var dødningehovedet (en natsommerfugl), og atter andre at lydene kom fra flagermus. Nogle unge zoologer med den senere berømte zoolog Aksel M. Hemmingsen i spidsen satte sig for definitivt at løse mysteriet. Exceptionelt tidligt en efterårsaften i 1920 ved St. Petri Kirke så Hemmingsen og magister Hørring en flagermus flyve, mens den udstødte lyden. Hørring skød resolut på den med et til lejligheden medbragt haglgevær, og ned faldt en skimmelflagermus. Håndfast forskning løste altså gåden, og Hemmingsen skrev i 1922 en artikel om det.

Skimmelflagermusen har en østlig udbredelse i Europa, mens vestgrænsen er vanskelig at stedfæste. Ynglekolonier er især fundet øst for en linje fra det sydlige Norge, Østdanmark, det nordøstlige Tyskland, det sydvestlige Tyskland og Schweiz. Arten er imidlertid kendt for at strejfe vidt omkring og for også at foretage regulære træk (Baagøe 1991, 1999, 2001a, c). Strejfere er fundet så langt vestpå som De Britiske Øer, Færøerne og Baskerlandet. Også små satellitbestande er fundet flere steder vest for hovedudbredelsen, fx i Holland (Baagøe 1999).

Arten har sydgrænse ved den italienske del af Alperne, østpå over Nordgrækenland, Kaukasus, Iran, Afghanistan og det nordlige Pakistan. Nordgrænsen går fra Mellemsverige, gennem Estland og det sydligste Finland, det nordlige Rusland til Manchuriet og Ussuriregionen (Baagøe 1999, 2001c; Rydell & Baagøe 1994).

I Danmark er skimmelflagermusen på alle måder knyttet til kulturlandskabet. Den jager typisk højt og frit, især over åbent landskab og søer, men også over skovkanter og levende hegn. I sensommeren og det tidlige efterår jager den i store mængder over søbredderne ved de store nordsjællandske søer, hvor der er store ansamlinger af insekter. På disse årstider jager skimmelflagermusene også i massevis over moderne vejlamper ved de store vejkomplekser uden for de større byer. Især lamper med blåligt-hvidt lys tiltrækker mængder af insekter. Det forstår skimmelflagermusen at udnytte ligesom sydflagermus, nordflagermus og brunflagermus (Rydell & Baagøe 1996a, b; Baagøe 1991, 2001a, c, d).

Skimmelflagermusen har været kaldt “storbyens flagermus” (Ryberg 1947; Bauer 1954, 1955), fordi “revirsangen” høres i de større byer om efteråret, og fordi man i vinterhalvåret finder arten i store bygninger i byen.

Det kan være i ældre karrébebyggelse med 4-5 etager eller mere, men de findes også hvert år i rigtige højhuse oftest på 14.-16. etage i fx moderne hoteller og sygehuse. Om efteråret begynder skimmelflagermusene at gå i dvale yderligt i revner og sprækker på højhusene, fx bag pladebeklædningen.

Som hos de fleste af vore flagermus sker parringen om efteråret. Revirsyngende hanner flyver omkring de store bygninger, og det er her, i forbindelse med vinterkvartererne, at parringen foregår. Formodentlig “synger” hannerne for at kalde på hunnerne og måske for at hævde territorium over for andre hanner. Om vinteren dukker der af og til skimmelflagermus op i de beboede dele af de samme høje bygninger. Det sker som regel, når frosten sætter ind, sandsynligvis fordi dyrene søger efter et frostfrit sted at overvintre (Baagøe 1996, 2001a, c).

Artens oprindelige, naturlige parrings- og overvintringssteder er utvivlsomt lodrette klippevægge, og sådanne er da også kendt fra Østeuropa (Spitzenberger 1984; Baagøe 2001c). Faktisk er “spillende” hanner også hørt ved en klippevæg i Sverige (Ahlén 1986) samt flere år ved Stevns Klint (Jan Petersen, pers. oplysn.). Arten har senere tilpasset sig byernes kunstige klippelandskab og har formodentlig derved kunnet udvide sit udbredelsesområde til bl.a. det flade, næsten klippeløse Danmark.

Nærværende undersøgelse har vist, at skimmelflagermusen ikke er en udpræget byflagermus i sommerhalvåret. Næsten alle de ca. 230 sommerkolonier blev fundet i en eller toetagers parcelhuse eller andre lave bygninger på landet, i små landsbyer eller i byernes udkanter (Baagøe 2001a, c). Kun et par stykker er kendt fra Københavns mere centrale dele. Langt de fleste af kolonierne var ynglekolonier, så skimmelflagermusen flytter altså på landet for at yngle. Her er der kortere vej til de gode jagtområder, og det er vigtigt, for hunnerne må økonomisere med energien.

I hele det europæiske udbredelsesområde benytter arten næsten udelukkende huse, også som sommerkvarterer. Fra Østeuropa er der dog nogle få fund fra hule træer og flagermuskasser, men i Danmark er skimmelflagermusen tilsyneladende helt afhængig af moderne bygninger.

Samlet set er det vanskeligt at forestille sig, at arten tidligere har kunnet eksistere med en levedygtig bestand i det flade Danmark med den yderst sparsomme forekomst af klippevægge og klippespalter (Møn, Stevns, Bornholm). Formodentlig er skimmelflagermusen ligesom sydflagermusen tidligst blevet en del af den danske fauna for 400-600 år siden i takt med, at der blev bygget solide større bygninger af sten.

Skimmelflagermusen er anført på IUCN's internationale Rødliste version 2.3 (1994) i kategorien LR/lc (lower risk/least concern) (IUCN 2004) og er desuden omfattet af diverse internationale og nationale love og direktiver (se oversigten i afsnittet Forvaltningen af danske pattedyr).

I Danmark er arten ikke truet, men ødelæggelse af eller udelukkelse fra sommer- og vinterkvarterer i bygninger kan være en trussel på lokalt plan.