Skovmåren kan let forveksles med husmåren. Begge arter har en karakteristisk halsplet. Skovmårens halsplet er næsten altid udelt og er oftest gul eller orange, mens husmårens er tvedelt og hvidlig. Pelsen er tæt og fyldig med meget lange, chokoladebrune dækhår, som næsten helt dækker den lyst brunlige og i nogle tilfælde nærmest orangefarvede underuld. Poternes underside er tæt behåret, så trædepuderne oftest er helt dækket. Skovmåren er slankere og mere højbenet end husmåren. Dens føde består af smågnavere og spurvefugle (mejser, gærdesmutter og træløbere) og i mindre omfang hønsefugle og duer. Egernet optræder også på spisesedlen, og i eftersommeren æder skovmåren desuden en del bær og frugt, ligesom hvirvelløse dyr ædes i et vist omfang.
Skovmåren har forlænget drægtighed. Parringstiden ligger i sommermånederne, og ungerne fødes knap et år senere fra begyndelsen af marts til midt i april. Hunnen føder ungerne i hule træer eller i forladte egern- eller rovfuglereder.
Skovmåren vil helst færdes i områder, hvor der er dækning af træer og buske, og ses sjældent på åbne arealer. Samtidig er den meget afhængig af lysninger, hvor fødemulighederne ofte er bedre end i tætte, ensartede skovpartier. I Danmark er arten oftest knyttet til ældre skov, helst en blanding af nåle- og løvtræer. Skovmåren er primært nataktiv.
Det hører til sjældenhederne, at skovmåren søger til beboede huse. Hvorfor den ikke på samme måde som husmåren har bredt sig til bymæssige områder, er et åbent spørgsmål. Fødegrundlaget ser ud til at være der, idet skovmårens føde for en stor dels vedkommende består af fugle, som forekommer i store tætheder i villahaver, men måske er skovmåren mere følsom over for forstyrrelser end husmåren. Hvorvidt der er konkurrence mellem husmåren og skovmåren, og at dette måske er forklaringen på skovmårens mere begrænsede udbredelse i Danmark, vides ikke præcist.
Studier af danske skovmårer ved hjælp af radiotelemetri har givet interessant viden om dyrenes brug af og bevægelser i forskellige skovpartier. De radiomærkede dyr holdt hen over vinteren meget til i tætte bevoksninger af rødgran. Pejlingerne viste også, at skovmårerne, selvom de var fanget i de samme fælder, holdt til i hver deres afgrænsede del af skoven, og at nogle individer kan vandre meget langt på forholdsvis kort tid (Birch upubl.).
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.