Skovmus

Eftersøgninger af skovmus i atlasperioden er gjort ved omfattende, systematiske fældefangster i størstedelen af Danmark, herunder en lang række øer. Derudover er det indsamlede uglegylp og andet gylp analyseret, og indsendte, dødfundne dyr og dyr hjembragt af katte er registreret. Datasættet er suppleret med data fra videnskabelige undersøgelser i perioden 1990-2005. Endelig er nyere materiale efter 1990 fra museernes samlinger inkluderet. Kortet må derfor siges at være repræsentativt for skovmusens udbredelse.

Skovmus kan være meget vanskelige at skelne fra halsbåndmus, især ungdyrene. Et ubrudt halsbånd (et orange bånd mellem forbenene) er et sikkert kendetegn for halsbåndmus. Hos skovmus og unge halsbåndmus kan der bare være en orange halsplet. Sikker identifikation kan ske ved at sammenligne halelængden med kroppens længde. På skovmus er halen lidt kortere end kroppen, mens halsbåndmusens hale er en anelse længere end kroppen. Derudover har halsbåndmusen en lidt længere snude med et knæk, men det kan være vanskeligt at afgøre. Derfor har kun fagfolk og kvadratundersøgere, der har gennemgået et kursus i artsbestemmelse, kunnet levere oplysninger til atlasset uden belæg.

Langt størstedelen af skovmusene er registreret ved fældefangst (93%) efterfulgt af dyr hjembragt af katte (2%). Registreringer fra fund i uglegylp eller andet gylp udgør en forsvindende lille andel, idet kranier fra skovmus og halsbåndmus er uhyre vanskelige at adskille fra hinanden (Carlsen 1992).

Skovmus er registreret i 293 kvadrater og er udbredt i det meste af landet. Skovmus er en af de få småpattedyrarter, der er registreret på langt de fleste øer i Danmark. Den er dog ikke fundet på Anholt, Mandø, Hjarnø, Lille Okseø, Store Okseø og Vigelsø, selvom der har fundet småpattedyrundersøgelser sted her.

Skovmusens succes med at kolonisere store dele af Danmark hænger sammen med dens gode evne til at tilpasse sig mange forskellige landskabstyper. Den er en af de småpattedyrarter, som er i stand til at udnytte flest forskellige biotoptyper i det danske landskab, selvom bestandstæthederne på de dyrkede flader ofte er små. De ekstensive landbrugsarealer som levende hegn, småbiotoper, enge og lignende lader til at være af stor betydning for skovmus, især efter høst og vinteren igennem.

En anden årsag til skovmusens succes er artens gode spredningsevne. Der er tale om en hurtig og langbenet art, som i løbet af kort tid kan tilbagelægge afstande på mange hundrede meter gennem åbent land, og som dermed kan opsøge nye levesteder langt fra det nære aktivitetsområde. Artens tilknytning til landbruget har også skabt god mulighed for spredning med landbrugsprodukter.

Skovmusen formodes indvandret til Danmark i Præboreal efter sidste istid, selvom der først er knoglefund fra den sene jægerstenalder (Aaris-Sørensen 1998 og tabel 1 i afsnittet Fra istid til nutid). Før den tid var skovmusen tilsyneladende en af landets ældste beboere. Degerbøl (1935d) mener, at skovmus har begravet nogle nødder, der stammer fra sidste mellemistid, men der kan lige så godt have været tale om halsbåndmus. Melchior (1834) skriver om skovmusen, at den “overalt i Danmark er meget almindelig og synes at være udbredt over den største del af Europa”. Tauber (1878) beretter om skovmusen, at den er almindeligt udbredt i landet og bemærkelsesværdigt også, “skjøndt sparsomt”, på Anholt. I kortlægningen fra 1952 beskrives skovmusen som udbredt i det meste af landet, også på mange af øerne (Ursin 1952a, b).

I Europa er skovmusen vidt udbredt med nordgrænse i Island, Sydnorge og Sydsverige og sydlig grænse fra Den Iberiske Halvø til Rusland (Montgomery 1999b). Genetiske undersøgelser viser, at skovmus kan opdeles i fire genetiske grupper, som geografisk kan adskilles til områderne Italien og Balkan, Sicilien, Nordafrika og Vesteuropa. Den kontinentale population af skovmus i Europa kan opdeles i to grupper: Den ene gruppe dækker Sydspanien i syd til Sverige i nord og Ukraine i øst. Den anden omfatter Italien, Balkan og det østlige Tyrkiet. Denne opdeling formodes fremkommet under en af istiderne, som har isoleret skovmusene i to refugier (Den Iberiske Halvø og Italien-Balkan). Den genetiske adskillelse er ydermere forstærket af Alperne som en biogeografisk barriere, der har forhindret og stadig forhindrer genetisk udveksling mellem populationerne (Michaux et al. 2003).

Skovmus træffes hyppigst i det åbne land og optræder både på dyrkede marker, i levende hegn, på heder og overdrev og i klitter. Trods sit navn findes skovmus kun undtagelsesvis i skov og sjældent i højskov. Den er dog at træffe i skovbryn og hyppigt i småbiotoper og unge skovkulturer i det åbne land (Jensen & Hansen 2001; Jensen & Hansen 2003). Grunden til, at skovmusen ikke helt lever op til sit navn, er i høj grad dens nære slægtning halsbåndmusen. I andre dele af Europa hører skovmusen til blandt skovens dyr. Den nært beslægtede og noget større halsbåndmus foretrækker skov og er formentlig i stand til at udkonkurrere skovmusen i skovene i Danmark (Hoffmeyer 1973).

Undersøgelser af smågnavere har vist, at skovmusen er den hyppigst forekommende art i agerlandet (Jensen & Hansen 2003). Af de danske smågnavere er den en af de bedst tilpassede til landbrugslandet og kan på opdyrkede marker træffes i alle afgrødetyper. Skovmus optræder ikke med samme høje populationstætheder i det åbne land som fx rødmus i skov. Om efteråret findes ca. 5-10 skovmus pr. hektar på vintersædmarkerne (Tew & Macdonald 1993; Hansen 1997), hvor rødmus i løvskov efter oldenår til sammenligning kan opnå tætheder på over 50 individer pr. hektar (Jensen 1982).

Skovmusens fødevalg afhænger meget af biotoptypen. Almindeligvis er den hovedsagelig frøædende. På de dyrkede marker lever den således især af frø, både af kornet på markerne, spildfrø og ukrudtsfrø. Derudover suppleres føden med andet plantemateriale og dyrisk føde, bl.a. insekter. I klitter har det vist sig, at insekter og orme i perioder kan udgøre op mod 80% af føden (Gorman et al. 1993). Her kan frø af hjelme og marehalm også udgøre en vigtig fødekilde. På overgangen mellem heder og egekrat har skovmus vist sig at være vigtige frøspredere af agern ind i heden, hvilket bevirker, at egen koloniserer heden (Jensen & Nielsen 1985b).

Overvintring kan ske på de åbne, dyrkede flader, men mange skovmus søger til levende hegn, småbiotoper og skovbryn. I foråret søger skovmusene igen ud på de dyrkede flader, og det lader ikke til, at markarbejdet har den store betydning for skovmusen. Den kan have meget dybtliggende reder og gange (mere end 25 cm nede), hvilket gør, at den er særdeles tilpasset de dyrkede flader, idet den herved undgår plovskæret og ikke får sine reder ødelagt (Pelz 1979; Loman 1991a, b).

Efter høst falder populationsstørrelsen drastisk. Det skyldes ikke selve høstarbejdet, men en øget emigration og prædation (Tew & Macdonald 1993). Årsagen til emigrationen er bl.a., at fødetilgængeligheden bliver mindre, så nogle individer søger hen til de omkringliggende levende hegn, brakmarker og andre småbiotoper. Engelske undersøgelser har vist, at den væsentligste årsag til nedgangen i antallet af skovmus efter høst er prædation fra især natugle Strix aluco og brud Mustela nivalis (Tew & Macdonald 1993). Nogle skovmus formår trods alt at opretholde livet på de golde pløjemarker vinteren igennem til den nye ynglesæson.

Med det åbne land som levested er skovmusen umiddelbart udsat for stor prædationsrisiko. Sammenlignet med eksempelvis studsmus har skovmus imidlertid tilpasset sig dette ved sjældent at være dagaktiv som fx rødmus og almindelig markmus og samtidig at være meget hurtig (King 1985). Skovmus forsøger således at undgå prædation ved deres hurtighed, mens studsmus mere benytter sig af den beskyttelse, som vegetationen kan give.

Skovmusens brede vifte af biotoptyper beskrives allerede i ældre litteratur: “Skovmusen opholder sig fornemmelig i Skoven og Haugerne samt på Marker som Grænse til Skoven” og “Om Vinteren søger den Kornhæserne og undertiden Laderne” (Melchior 1834). I 1878 skrev Tauber om skovmusen, at den “er almindelig udbredt hos os overalt i Skov og Mark, hyppigst dog i Enge, hvor der er Skov eller Krat, dog også på andre Steder”.

Skovmusen er ikke en nær så hyppig gæst i vores huse som halsbåndmus og husmus. Af alle pattedyr registreret i bygninger (huse, stalde, lader m.m.) udgjorde skovmus kun 3% sammenlignet med halsbåndmus (55%) og husmus (19%). Også i 1935 var det almindeligt, at halsbåndmus efterår og vinter søgte inden døre, mens skovmusen sjældent gjorde det (Degerbøl 1935d). Overraskende optræder skovmus hyppigt indendørs i Norge og Sverige (Jensen 1993).

Skovmus yngler fra marts-april til september-oktober. Drægtighedsperioden er 23-24 dage, og de får i gennemsnit 2-4 kuld pr. år med 4-6 unger i hvert. Generelt opretholder de kønsmodne hunner territorier, som forsvares mod artsfæller af samme køn, mens hannerne har overlappende aktivitetsområder (Wolton & Flowerdew 1985). Territorialiteten hos begge køn kan variere fra population til population afhængigt af bl.a. fødetilgængelighed og populationstæthed. Uden for ynglesæsonen er territorialiteten mindre udtalt, og flere dyr (typisk familiegrupper) opholder sig i samme rede.

Som en åbentlandsart er skovmusen underkastet de levevilkår, som den moderne landbrugsdrift medfører. Mindre fødeudbud i form af ukrudtsfrø og spildkorn i det intensivt drevne landbrug vil være skadeligt for bestandene af skovmus. Derimod er tiltag som øget braklægning formentlig af positiv betydning.

Skovmusen er hyppigt forekommende og generelt ikke truet. Ifølge Lov om Jagt og Vildtforvaltning 1997, bekendtgørelse om vildtskader, må skovmus dog reguleres, idet dette gælder muldvarp, rotter, mosegris og mus, undtagen brandmus, hasselmus, birkemus og spidsmus.

Egentlig bekæmpelse rettet mod skovmus sker sjældent, men kan dog forekomme, hvor udsåning af skovfrø finder sted. Skovmus kan også rammes af gift i lokkemidler udlagt til bekæmpelse af andre arter, især markmus i nyplantninger.