Skovmus træffes hyppigst i det åbne land og optræder både på dyrkede marker, i levende hegn, på heder og overdrev og i klitter. Trods sit navn findes skovmus kun undtagelsesvis i skov og sjældent i højskov. Den er dog at træffe i skovbryn og hyppigt i småbiotoper og unge skovkulturer i det åbne land (Jensen & Hansen 2001; Jensen & Hansen 2003). Grunden til, at skovmusen ikke helt lever op til sit navn, er i høj grad dens nære slægtning halsbåndmusen. I andre dele af Europa hører skovmusen til blandt skovens dyr. Den nært beslægtede og noget større halsbåndmus foretrækker skov og er formentlig i stand til at udkonkurrere skovmusen i skovene i Danmark (Hoffmeyer 1973).
Undersøgelser af smågnavere har vist, at skovmusen er den hyppigst forekommende art i agerlandet (Jensen & Hansen 2003). Af de danske smågnavere er den en af de bedst tilpassede til landbrugslandet og kan på opdyrkede marker træffes i alle afgrødetyper. Skovmus optræder ikke med samme høje populationstætheder i det åbne land som fx rødmus i skov. Om efteråret findes ca. 5-10 skovmus pr. hektar på vintersædmarkerne (Tew & Macdonald 1993; Hansen 1997), hvor rødmus i løvskov efter oldenår til sammenligning kan opnå tætheder på over 50 individer pr. hektar (Jensen 1982).
Skovmusens fødevalg afhænger meget af biotoptypen. Almindeligvis er den hovedsagelig frøædende. På de dyrkede marker lever den således især af frø, både af kornet på markerne, spildfrø og ukrudtsfrø. Derudover suppleres føden med andet plantemateriale og dyrisk føde, bl.a. insekter. I klitter har det vist sig, at insekter og orme i perioder kan udgøre op mod 80% af føden (Gorman et al. 1993). Her kan frø af hjelme og marehalm også udgøre en vigtig fødekilde. På overgangen mellem heder og egekrat har skovmus vist sig at være vigtige frøspredere af agern ind i heden, hvilket bevirker, at egen koloniserer heden (Jensen & Nielsen 1985b).
Overvintring kan ske på de åbne, dyrkede flader, men mange skovmus søger til levende hegn, småbiotoper og skovbryn. I foråret søger skovmusene igen ud på de dyrkede flader, og det lader ikke til, at markarbejdet har den store betydning for skovmusen. Den kan have meget dybtliggende reder og gange (mere end 25 cm nede), hvilket gør, at den er særdeles tilpasset de dyrkede flader, idet den herved undgår plovskæret og ikke får sine reder ødelagt (Pelz 1979; Loman 1991a, b).
Efter høst falder populationsstørrelsen drastisk. Det skyldes ikke selve høstarbejdet, men en øget emigration og prædation (Tew & Macdonald 1993). Årsagen til emigrationen er bl.a., at fødetilgængeligheden bliver mindre, så nogle individer søger hen til de omkringliggende levende hegn, brakmarker og andre småbiotoper. Engelske undersøgelser har vist, at den væsentligste årsag til nedgangen i antallet af skovmus efter høst er prædation fra især natugle Strix aluco og brud Mustela nivalis (Tew & Macdonald 1993). Nogle skovmus formår trods alt at opretholde livet på de golde pløjemarker vinteren igennem til den nye ynglesæson.
Med det åbne land som levested er skovmusen umiddelbart udsat for stor prædationsrisiko. Sammenlignet med eksempelvis studsmus har skovmus imidlertid tilpasset sig dette ved sjældent at være dagaktiv som fx rødmus og almindelig markmus og samtidig at være meget hurtig (King 1985). Skovmus forsøger således at undgå prædation ved deres hurtighed, mens studsmus mere benytter sig af den beskyttelse, som vegetationen kan give.
Skovmusens brede vifte af biotoptyper beskrives allerede i ældre litteratur: “Skovmusen opholder sig fornemmelig i Skoven og Haugerne samt på Marker som Grænse til Skoven” og “Om Vinteren søger den Kornhæserne og undertiden Laderne” (Melchior 1834). I 1878 skrev Tauber om skovmusen, at den “er almindelig udbredt hos os overalt i Skov og Mark, hyppigst dog i Enge, hvor der er Skov eller Krat, dog også på andre Steder”.
Skovmusen er ikke en nær så hyppig gæst i vores huse som halsbåndmus og husmus. Af alle pattedyr registreret i bygninger (huse, stalde, lader m.m.) udgjorde skovmus kun 3% sammenlignet med halsbåndmus (55%) og husmus (19%). Også i 1935 var det almindeligt, at halsbåndmus efterår og vinter søgte inden døre, mens skovmusen sjældent gjorde det (Degerbøl 1935d). Overraskende optræder skovmus hyppigt indendørs i Norge og Sverige (Jensen 1993).
Skovmus yngler fra marts-april til september-oktober. Drægtighedsperioden er 23-24 dage, og de får i gennemsnit 2-4 kuld pr. år med 4-6 unger i hvert. Generelt opretholder de kønsmodne hunner territorier, som forsvares mod artsfæller af samme køn, mens hannerne har overlappende aktivitetsområder (Wolton & Flowerdew 1985). Territorialiteten hos begge køn kan variere fra population til population afhængigt af bl.a. fødetilgængelighed og populationstæthed. Uden for ynglesæsonen er territorialiteten mindre udtalt, og flere dyr (typisk familiegrupper) opholder sig i samme rede.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.