Sumpbæver eller bæverrotte

Kortet er baseret på rapporter om observationer af sumpbævere, indsendte fotos, dødfundne individer samt dyr nedlagt ved jagt.

Kortet viser 12 kvadrater med fund af sumpbæver i atlasperioden spredt i Jylland, på Als, Sjælland og Bornholm. I et enkelt kvadrat fandtes der sumpbæver på flere lokaliteter, muligvis samme dyr set flere gange. I et andet kvadrat blev der nedlagt 2 individer.

Der er ingen tvivl om, at det drejer sig om undslupne eller udsatte dyr. Mens der tidligere var en del farme med sumpbæver, synes dette ikke længere at være tilfældet. Derimod holdes sumpbæveren tilsyneladende flere steder som “kæledyr”. Det er nok herfra, at de observerede dyr stammer. En af sumpbæverne opførte sig så “tamt”, at observatøren i sin båd kunne komme så tæt på, at den bed i åren.

Der er ingen tegn på, at arten har etableret sig i den danske natur. Vintre med isdækkede søer og vandløb forhindrer formentlig, at sumpbæveren kan overleve flere år i det fri herhjemme, mens der forekommer fritlevende bestande så tæt på Danmark som i Holland og Nordtyskland. “Bestanden” i Københavns Zoologiske Have lever og yngler i det fri hele året under de klimatisk kun lidt mere beskyttede forhold, som havens udendørsmiljø byder på (B. Holst pers. oplysn.). Formodentligt skal det danske vinterklima ikke blive meget mildere, før sumpbæveren vil kunne leve og yngle i den danske natur. I landene syd for Danmark optræder sumpbæveren som en invasiv art med dokumenteret negativ virkning på den oprindelige natur.

Omkring midten af 1900-tallet var farme med sumpbæver (nutria) på mode i Danmark, både med henblik på produktion af pelsværk og kød. Jesper Clausen, Dansk Pelsdyravlerforening, oplyser, at der ved den første, årlige pelsdyrtælling i 1932 blev indberettet 30 dyr. Tallet steg nogenlunde jævnt til 1.012 i 1941 og dernæst voldsommere, indtil det toppede i 1945 med 51.576 og i 1946 med 49.344 indberettede dyr. Herefter skete der et fald i antallet til 2.482 i 1950 og 286 i 1958, hvorefter det klingede af til ganske få dyr i kun to farme i 1960.

For det meste blev dyrene holdt under trådnet i løbegårde, hvor en del af arealet strakte sig ud i vandet fra fx vandløb og søer (Brammer & Lund 1945). Det er rimeligt at formode, at der med alle disse dyr må være sket mange udslip til naturen. Fra perioden 1933-76 har det kun været muligt at opspore i alt 6 tilfældige registreringer af dyr i naturen. Derimod er der i årene omkring 1950 mundtlige beretninger (til Birger Jensen) om flere lokaliteter med fritlevende sumpbævere, flere steder oven i købet med unger. Imidlertid må man konstatere, at sådanne tidligere udslip ikke har sat sig varige spor i den danske natur.

Sumpbæverens naturlige hjemsted er Sydamerika. Herfra blev den fra 1926 indført som farmdyr under navnet nutria til mange steder i Europa (Lund 1945; Reggiani 1999). Det er undslupne og bevidst udsatte dyr, der har ynglet og spredt sig voldsomt, således at der nu er vildtlevende bestande i mange europæiske lande. Især i Frankrig, Tyskland og Italien er arten udbredt over det meste af landet.

Sumpbæveren lever i og nær vand og holder til ved vandløb, søer, damme og vådområder. Den er næsten udelukkende planteæder og foretrækker områder med en rig vegetation af næringsrige planter. Sumpbæveren graver komplekse gangsystemer i bredder og diger, men den kan også anlægge overfladiske reder i vegetationen eller på lavt vand. Mange steder i Europa er bestandene tættere end under de naturlige forhold i Sydamerika, og sumpbæveren anses for et skadedyr på afgrøder, dræningssystemer og på den naturlige plantevækst.

Ifølge Bern-konventionens anbefaling nr. 77 (1999) om udryddelse af ikke-hjemmehørende terrestriske hvirveldyr er sumpbæveren anført på listen over invasive arter, som bevisligt er en trussel mod den biologiske diversitet. Formodentlig bliver den ikke noget problem i Danmark, men de relevante danske myndigheder bør holde øje med arten, specielt hvis de danske vintre fremover bliver mildere.