Fældefangster af sydmarkmus i atlasperioden viste, at arten blev fanget på biotoptyper med græs (69%) som eng, hede, strandeng m.v. Derudover blev 12% af registreringerne gjort i levende hegn og 12% langs vandløb, søer m.v. Dette stemmer godt overens med undersøgelser af småpattedyrfaunaen i det åbne land, hvor sydmarkmus blev fanget på græsarealer i det dyrkede land samt i visse landbrugsafgrøder som raps (Jensen & Hansen 2003). I Skjern Å-deltaet, hvor der er foretaget fangster 2001-2004, fandtes arten på de afgræssede våde enge, braklagte marker og på digerne, mens almindelig markmus var hyppigere på de ugræssede arealer (Jensen et al. 2007). Derimod har sydmarkmus været næsten totalt fraværende i fangster i de græssede dele af det tørre Mols Bjerge, som er undersøgt i perioden 1997-2005.
Christensen (1978) undersøgte habitatvalget hos markmus og sydmarkmus på Tipperne og fandt, at sydmarkmus overvejende foretrak de mere tørre dele af arealerne, især Holcus-samfund, hvor de forekom som isolerede småbestande inden for mere kontinuerte bestande af almindelig markmus på de fugtigere arealer. Konkurrence mellem de to arter kan således ikke udelukkes at bestemme udbredelsen af sydmarkmus.
Bang (1969a) anfører, at sydmarkmus foretrækker de solrigeste og varmeste lokaliteter, fx sydeksponerede skråninger, og undgår skyggefulde steder. I vore sydlige nabolande er sydmarkmus kendt for tilstedeværelse i landbrugsafgrøder som lucerne og på slåede græsarealer.
Sydmarkmus opnår ikke de store populationstætheder i Danmark, hvorimod arten i Centraleuropa er kendt for nogle af de højeste tætheder, som nogen vildtlevende småpattedyrart globalt set har kunnet mønstre. Tætheder på op mod tusind individer pr. hektar er registreret flere steder, hvilket bl.a. skyldes, at arten ikke er særlig territorial, mindre end almindelig markmus, så dyrene kan leve ret tæt. Sydmarkmus har et højt formeringspotentiale, idet hunnerne kan få 5-7 kuld om året med 5-7 unger i hvert kuld.
For vore rovdyr, ugler og rovfugle udgør sydmarkmus sammen med andre studsmus en meget stor del af fødegrundlaget. Især de mindre mårdyr som brud og lækat har studsmus som den væsentligste fødekilde, men bedømt ud fra gylp ligger sydmarkmus også højt på listen over foretrukne fødeemner hos ugler som slørugle, natugle og skovhornugle.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.