Vaskebjørn

Kortet er baseret på fund af trafikdræbte vaskebjørne, rapporter om observationer, indsendte fotos, artikler og billeder i pressen samt dyr nedlagt ved jagt eller fanget i fælder.

Kortet viser i alt 41 kvadrater med fund af vaskebjørn spredt over det meste af Jylland, det sydøstlige Fyn, Sjælland samt på Falster. Oftest er der kun en fundlokalitet pr. kvadrat, men i to kvadrater blev der fundet vaskebjørn på 2 lokaliteter og i to andre på 3 lokaliteter pr. kvadrat.

I to kvadrater blev der på samme lokalitet samtidigt observeret to vaskebjørne og i to andre kvadrater 4 vaskebjørne samtidigt. De to observationer af 4 vaskebjørne på en gang var begge af en hun med 3 unger. Desuden blev der i et af kvadraterne fanget 2-4 vaskebjørne på en lokalitet nær en gård. De to fundne hunner med unger er særligt interessante, fordi det ikke kan udelukkes, at ungerne er født uden for fangenskab.

Mange af vaskebjørnene blev observeret eller fundet ude i landskabet, nogle i mere eller mindre bymæssig bebyggelse og enkelte indendørs i fx en lade, et maskinhus og på et loft. Et dyr var brudt ind i et hønsehus.

Den meget spredte fordeling af de fundne vaskebjørne gør det klart, at stort set alle var undslupne fangenskabsdyr. En del mennesker holder åbenbart vaskebjørne som “kæledyr” under mindre sikker forvaring.

Kun de allersydligste fund kan skyldes indvandring til Jylland af vaskebjørne fra den drastisk voksende tyske bestand. Som omtalt nedenfor synes der at være så få vaskebjørne i Slesvig-Holsten, at der ikke foreløbig er risiko for massiv spredning op over grænsen til Danmark.

Også i de nærmeste år før atlasperioden blev der fanget og nedlagt en del vaskebjørne, men da det også skete over det meste af landet, må der overvejende have været tale om undslupne fangenskabsdyr (Asferg 1991).

Vaskebjørnens hjemsted er Nord- og Mellemamerika. Den blev introduceret til Europa i 1934, hvor 2 par blev udsat i en skov i Hessen i Tyskland. I årene omkring 1945 undslap et antal vaskebjørne fra farme flere steder i Tyskland, bl.a. i Brandenburg og i Harzen. Fra Hessen og Brandenburg spredte arten sig (Goretzki 2005) og forekommer nu spredt i hele Tyskland, Holland, Belgien, Luxembourg, det nordlige Frankrig, Schweiz, Østrig og Tjekkiet. Desuden er der enkelte i Polen og Slovakiet. Fra 1936 blev arten også introduceret til det tidligere Sovjetunionen, hvor der nu er bestande i flere af de tidligere delstater (Stubbe 1999).

Ifølge den tyske jagtstatistik blev der i perioden 1972/73-1992/93 hvert år for hele Tyskland indrapporteret mellem 1.500 og 2.500 nedlagte vaskebjørne. Dernæst steg antallet jævnt fra år til år, fra ca. 3.000 dyr i 1993/94 til ca. 8.000 i 2000/01. Siden er jagtudbyttet steget drastisk til ca. 24.000 dyr i 2004/05. Den faktiske bestandsstørrelse kendes ikke, men er naturligvis væsentligt højere. Stigningen i jagtudbyttet antages imidlertid nogenlunde at afspejle ændringer i bestandsstørrelsen. Det betyder, at denne invasive art virkelig har slået an i den tyske natur.

Med hensyn til situationen i Danmark maner det til eftertanke, at så få udsatte og undslupne dyr i løbet af en periode på ca. 60 år kan blive til så mange. Det skønnes, at en invasion over grænsen op i Danmark fra Tyskland næppe er sandsynlig foreløbig, fordi størstedelen af det tyske jagtudbytte 2004/05 blev nedlagt i Hessen (40,59%) og Brandenburg (19,39%) med lavere procenter i nærliggende “Länder”, mens der i Slesvig-Holsten nærmest Danmark kun var 0,03% af det samlede jagtudbytte på ca. 24.000 dyr.

Vaskebjørnen lever i et meget bredt spektrum af habitater, men foretrækker områder med gamle, hule træer nær søer og åer. Hule træer og lignende benyttes både som dagopholdssteder og under vintersøvnen. Arten tilpasser sig nemt mange andre levesteder inklusive byernes forstæder. Føden finder den såvel i træerne som på jorden og på lavt vand. Vaskebjørnen er altædende og tager mindre pattedyr, fugle, krybdyr, padder, fisk, krebsdyr, muslinger, plantekost m.m. samt ådsler og affald. Den er uhyre dygtig til at bryde ind i hønsegårde, åbne skraldespande osv. Tæerne på for- og bagpoterne er “fingeragtige”. Med “fingrene” på forpoterne føler vaskebjørnen sig frem til føden og manipulerer den. Når det sker under vand, ser det ud, som om den vasker føden. Deraf navnet vaskebjørn.

Netop dette, at arten er så bredspektret i fødevalg, adfærd og levevis, gør, at man frygter, at den vil kunne blive en invasiv art, selvom man foreløbig ikke har kunnet observere nogen negativ indvirkning på flora og fauna i Tyskland (NABU. Schleswig-Holstein 2006).

Vaskebjørne kan sagtens leve og yngle i den danske natur, og hvis antallet af udslip vedbliver eller optrappes, kan det bestemt ikke udelukkes, at der kan opstå en fritlevende dansk bestand, der muligvis vil optræde som en invasiv art, dvs. at den “vil brede sig kraftigt og påvirke naturlige danske økosystemer afgørende” (Hamann 2001). Det kan ikke udelukkes, at vaskebjørnen kan blive en konkurrent til hjemmehørende rovdyrarter (Baagøe 2001f).

I Bern-konventionens anbefaling nr. 77 (1999) om udryddelse af ikke-hjemmehørende terrestriske hvirveldyr er vaskebjørnen anført på listen over invasive arter, som bevisligt er en trussel mod den biologiske diversitet. Bern-konventionen anbefaler, at den kontrolleres og udryddes i de lande, hvor den ikke er hjemmehørende, og at arten så vidt muligt bør hindres i at etablere fritlevende bestande.