Vildkanin

Der er indgået oplysninger om forekomst af vildkanin på linje med andre arter, suppleret med oplysninger fra vildtkonsulenterne, og der er ikke for Sønderjyllands vedkommende foretaget specielle undersøgelser til kortlægning af artens udbredelse her. Især i en periode med lav bestand, som der synes at have været i atlasperioden, kan det betyde, at en række lokaliteter er overset. Mange kaniner i en koloni gør sig bemærket, mens nogle få dyr kan føre en meget ubemærket tilværelse.

Med hensyn til forekomsten af vild- og tamkanin på vore små og mellemstore øer anses kortlægningen i Jensen (2003) for at være ret dækkende. Fra Jylland, Fyn og Sjælland er der kun indgået ganske få iagttagelser af vildtlevende tamkaniner og ingen etablerede bestande.

Siden vildkaninen fra 1920 indvandrede til Danmark, har dens hovedudbredelse ligget i det sydøstlige Sønderjylland. Der har hovedudbredelsen også været i atlasperioden med nordligste forekomst ved Haderslev og kun et par spredte forekomster i det vestlige Sønderjylland.

Bestandsstørrelsen synes at have været lav i atlasperioden, og flere kolonier har været uddøde eller meget små. Vildtudbyttetallene fra Sønderjyllands Amt og for landet som helhed viser en top omkring 1990 fulgt af et kraftigt fald (se nedenfor). Der har i atlasperioden været en bestand af vildkanin på 5 danske øer og af tamkanin på 4, hvoraf en, nemlig bestanden på Nordre Rønner, er blevet udryddet.

Hvass (1939) giver en oversigt over kaninens forekomst i Danmark og diskuterer problematikken omkring dens indvandring siden 1920. Denne indvandring var en fortsættelse af en naturlig spredning og et resultat af udsætninger af vildkanin i Slesvig-Holsten (Jessen 1984). Weitemeyer (1976) giver et detaljeret billede af vildkaninens forekomst i Sønderjylland op til 1975 og af kaninjagten der.

Efter at de første kaniner havde krydset grænsen ved Frøslev Plantage, bredte arten sig vifteformigt mod nord og øst i Sønderjylland og var omkring 1952 nået op vest for Haderslev, mens det vestlige Sønderjylland fortsat var kaninfrit. Fra 1953 til 1964 foregik der en målrettet bekæmpelse i Sønderjylland, hvorved vildkaninen blev trængt tilbage til det sydøstlige hjørne (Thamdrup 1965). Da bekæmpelsen imidlertid blev helt indstillet, ekspanderede arten atter langsomt mod nord, men er endnu ikke nået længere op end til den tidligere maksimale udbredelse. Medvirkende hertil har sikkert været, at virussygdommen myxomatose siden 1960 med mellemrum lokalt har reduceret kaninbestanden meget kraftigt. Sygdommen er synlig og velkendt lokalt, men siden 1990 kan en anden virussygdom RVHD (Rabbit viral haemorrhagic disease) have været medvirkende til at hæmme artens ekspansion. Denne sygdom giver en lige så høj dødelighed som myxomatosen, men den kan ikke umiddelbart ses på dødfundne kaniner.

Hvass (1939) nævner 6 lokaliteter i Jylland nord for Kongeåen og 2 på Sjælland, hvor der i de første årtier af 1900-tallet er blevet udsat vildkaniner, som etablerede bestande. Disse er siden alle forsvundet. Der har imidlertid længe inden været udsat kaniner i Danmark, idet man som nævnt allerede i den tidlige middelalder holdt kaniner til kødproduktion på små øer eller i specielle kaningårde (Jessen 1984; Weismann 1931). Herhjemme synes blandt andet øen Hjelm allerede omkring 1300 at have huset kaniner (Enghoff 2002; Jensen 2003). I alt kendes kaninforekomst på 28 danske øer og øgrupper (Jensen 2003).

Kaninen har været holdt som husdyr i så mange hundrede år, at artens naturlige udbredelse og tidlige spredningshistorie er usikker. Nu findes der efter udsætning vildtlevende bestande på alle kontinenter – undtagen Antarktis – samt på et stort antal øer. I Europa synes arten godt hjulpet af mennesket at have bredt sig fra sin formodede oprindelige forekomst på Den Iberiske Halvø og findes nu i hele Vest- og Centraleuropa med nordgrænse i Danmark og Sydsverige og med mere spredt forekomst i Øst- og Sydeuropa (Homolka & Zima 1999b).

Vildkaninen lever i kolonier. Hvis der ikke sker kraftige ændringer i koloniens omgivelser, eller der optræder sygdom, benyttes det samme snævre område som regel over en lang årrække. Først og fremmest synes kaninen at kræve let og tør jordbund til anlæg af sine grave og gangsystemer samt dækning. Veletablerede kolonier ligger derfor ofte på lidt høje, kuperede arealer i skovkanter, læhegn og krat, men med let adgang til fouragering på åbne arealer med græs eller markafgrøder.

Arten har et stort reproduktionspotentiale, men strenge vintre og prædation fra ræv, ilder, kat og musvåge samt sygdomme som coccidiose, myxomatose og RHVD kan give store bestandsudsving i en koloni. Særligt store udsving kan optræde i bestande på små øer, hvor økosystemerne ofte er ret simple.

Den generelle jagttid på vildkanin er ifølge bekendtgørelse om jagttid for visse pattedyr og fugle m.v. nu (2006) 1. september til 31. januar, men i egne, hvor vildkanin volder skade, må den reguleres hele året (Bekendtgørelse om vildtskade §11 stk. 2, 22. september 1999).