Kortlægningen med detektormetoden støder på vanskeligheder, idet Brandts flagermus og skægflagermus stort set er umulige at kende fra hinanden med detektorerne, fordi deres skrig er identiske.
Også i udseende ligner arterne hinanden meget, og først i 1973 blev eksemplarerne af Myotis mystacinus (i vid forstand) i alle museerne i Norge, Sverige, Finland og Danmark opsplittet i Myotis brandtii og Myotis mystacinus (i snæver forstand). De to arter kan skelnes med sikkerhed på forskelle i længden af to små forkindtænder i undermunden samt for hannernes vedkommende på faconen af penis og penisknoglens størrelse og form (Baagøe 1973). Artsbestemmelsen er udpræget specialistarbejde.
For hver af de to arter bringes der et udbredelseskort baseret alene på eksemplarmetoden samt et fælleskort for artsparret Brandts flagermus/skægflagermus. Dette kort indeholder alle detektorlytninger samt et par eksemplarfund af unger, der kun kunne bestemmes til Brandts flagermus/skægflagermus.
Da Brandts flagermus og skægflagermus ikke kan skelnes med detektorer, slås de i felten sammen som Brandts flagermus/skægflagermus. Mange af Myotis-arterne lader sig kun bestemme, når de observeres med en bestemt artstypisk jagtadfærd. Både Brandts flagermus og skægflagermus jager tit på samme sted i lang tid, enten frem og tilbage langs fx en skovkant eller i cirkler i en åbning mellem trækronerne. I disse situationer benytter de en karakteristisk regelmæssig skrigerytme, der er langsommere end andre Myotis-arters. I felten er det relativt let at finde Brandts flagermus/skægflagermus med denne foretrukne flugtadfærd, og med lidt tålmodighed er det muligt at bestemme dette artspar. Det er en hjælp, hvis man også kan lyse på dem med en kraftig lygte og få et glimt af bugfarven, der er mørkere end hos andre danske Myotis-arter. Individer, der blot passerer forbi, kan ofte kun bestemmes til Myotis sp.
Det er ikke vanskeligt at registrere, om Brandts flagermus forekommer i et område. Husejere henvender sig ofte vedrørende kolonier i huse eller ved fund af voksne enkeltindivider eller store unger i eller ved huset. Desuden overvintrer arten bl.a. i kældre, kalkgruber o.l., hvor den kan registreres.
Bestemmelse af Brandts flagermus i vinterkvartererne kræver ligeledes håndtering af dyrene. En sådan forstyrrelse er en belastning for flagermusene. I de jyske kalkminer har man derfor kun håndteret arten det minimum af gange, der var nødvendigt for at bekræfte fornemmelsen af, at de få overvintrende Brandts flagermus/skægflagermus alle var Brandts flagermus. Desuden er nogle individer bestemt i forbindelse med fangster af udflyvende flagermus (Baagøe & Degn 2004).
På en skala “umulig/svær/mellem/let” er Brandts flagermus og skægflagermus umulige at adskille med detektormetoden, mens artsparret Brandts flagermus/skægflagermus karakteriseres som “mellem” at registrere med detektorer. Med eksemplarmetoden er Brandts flagermus let at finde og karakteriseres derfor som “let”, selvom selve artsbestemmelsen er krævende og kun kan foretages af specialister.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.