Der er registreringer af vandspidsmus fra kvadrater i de fleste egne af landet, i alt 181 kvadrater, og der er foretaget en undersøgelse af småpattedyrene på en lang række mindre øer. Kortet må derfor siges at være nogenlunde repræsentativt.
Kortet viser, at arten er vidt udbredt i Danmark bortset fra Bornholm og en del andre øer, fx Ærø og Samsø. På Samsø er den dog fundet tidligere (Tauber 1878).
Databasen for Dansk Pattedyratlas indeholder i alt 501 vandspidsmus, altså langt færre registreringer end af vore andre spidsmusarter (se tabel i kapitlet om dværgspidsmusen). De fire anførte metoder viser lavere registreringsprocenter for vandspidsmus end for de andre to spidsmusarter, og procenterne for vandspidsmus er alle i nogenlunde samme størrelsesorden. Dette afspejler formentlig, at vandspidsmusen er sjældnere, givetvis på grund af dens nære tilknytning til vand, som gør, at den arealmæssigt er mindre udbredt.
Når procenten af dødfundne vandspidsmus (10,1%) er lidt højere end procenterne af vandspidsmus fundet med de andre registreringsmetoder, kan det bl.a. skyldes, at arten er mere iøjnefaldende, når man finder den død i naturen.
Derimod er procenten af vandspidsmus registreret med “andre metoder” væsentlig større (22,2%). Det skyldes formentlig, at vandspidsmusen færdes mere synligt ude i “det fri”, især fordi den jager sit bytte i vandet.
De fleste af registreringerne af vandspidsmus i kategorien “andre metoder” var direkte observationer (42 ud af 53 = 79%), mens tilsvarende forhold var lavere for almindelig spidsmus (53 ud af 139 = 38%) og dværgspidsmus (12 ud af 47 = 26%).
Der findes ingen direkte mål for bestandstætheder eller ændringer gennem tiderne i Danmark, men Carlsen (1995) sammenlignede resultaterne fra en række ældre undersøgelser af sløruglegylp med nogle helt nye. Vandspidsmusenes andel af det samlede antal byttedyr var lavere i de nyere undersøgelser, hvilket kunne tyde på en tilbagegang for arten.
Dog er slutninger vedrørende bestandsændringer baseret på sådanne undersøgelser behæftet med en del usikkerheder. Carlsen (1995) dokumenterede imidlertid også, at vandspidsmusens levesteder, dvs. vandhuller, småsøer og småvandløb, i perioden mellem 1906-21 og 1982-87 var gået voldsomt tilbage, ligesom den gennemsnitlige afstand mellem et vandhuld og det nærmeste andet vandhul eller vandløb var steget. Denne fragmentering og dette direkte tab af egnede levesteder antages at have negativ betydning for spredningen. På grund af vandspidsmusens direkte tilknytning til disse levesteder er det derfor sandsynligt, at bestanden er gået væsentligt tilbage i løbet af de sidste ca. hundrede år.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.