Udbredelsesmønstre for danske pattedyr

Analyserne er primært udført i GIS-(Geografisk Informations System)-programmet MapInfo på data fra pattedyratlasset, som de forelå i januar 2006. I dette materiale indgår kun data fra arternes atlasperioder. I forhold til de samlede atlasdata indgår alle arter med undtagelse af hvalerne, grønlandssæl, ringsæl, klapmyds, hvalros og nordflagermus, i alt 62 arter. I tabel 1 er arterne opført sammen med antallet af 10 x 10 km-kvadrater, hvor hver art er registreret.

Det skal bemærkes, at der er en række kvadrater i atlasset, som ikke indgår i nærværende analyser. Det er altovervejende “vandkvadrater”, men dog også to felter med meget små “hjørner” af Anholt (felterne PH59 og PH68). I alt indgår 627 felter i opgørelserne.

Det skal også bemærkes, at der i datasættet forekommer detektorregistreringer af “skægflagermus eller Brandts flagermus” Myotis mystacinus/brandtii i 17 kvadrater. Disse registreringer er udeladt af opgørelserne på Bornholm (ni kvadrater), hvor begge arter forekommer. Derimod er de medtaget som „brandtii" i resten af landet, da det som nævnt i artskapitlet (Brandts flagermus) er overvejende sandsynligt, at detektorfundene uden for Bornholm alle repræsenterer Brandts flagermus.

En grafisk fremstilling af fordelingen af arter med hensyn til størrelsen af deres udbredelse (antal kvadrater) er vist på figur 1.

Som det fremgår af figuren, er de fleste hjemmehørende arter registreret i mere end 100 kvadrater. En del af dem, fx smågnavere og spidsmus, er formentlig underrepræsenteret, idet yderligere registreringsindsats vil kunne forventes at give fund i nye kvadrater imellem allerede udfyldte.

Der er blot fundet fire introducerede arter i mere end 100 kvadrater, nemlig brun rotte, husmus, mink og dådyr. Blandt disse må husmus trods tilbagegang ligeledes forventes at kunne findes i flere kvadrater, mens mink er en invasiv art under spredning.

Blandt arterne, der kun er registreret i få kvadrater, dvs. færre end 20, er der derimod overvægt af indførte arter, mens blot seks hjemmehørende arter findes i denne gruppe, nemlig Leislers flagermus, Bechsteins flagermus, skægflagermus, bredøret flagermus, stor museøre og elg.

Mellemgruppen af hjemmehørende arter, der er fundet i mellem 20 og 100 kvadrater, udgøres især af arter med et geografisk snævert udbredelsesområde, og de findes næppe i mange flere kvadrater end angivet. Blandt arterne i denne gruppe er to introducerede arter, vaskebjørn og bisamrotte, som er under spredning og må forventes at få en videre udbredelse.

Fig. 5 viser artsrigdommens fordeling blandt de 16 flagermusarter. Overordnet set er der visse træk fælles med mønstret for de 11 sjældneste danske pattedyrarter (fig. 4), hvilket ikke er så mærkeligt, da 8 af de 11 sjældneste pattedyr er flagermus. Disse fællestræk består af et relativt højt antal arter på Lolland-Falster og Bornholm og til dels i det østlige Sønderjylland. Der er imidlertid også træk fælles med fordelingen af alle hjemmehørende arter, nemlig en relativt stor artsrigdom i Midt-/Østjylland, i Nordsjælland og i nogen grad i Vestsjælland, dvs. i områder, hvor der stort set ikke forekommer arter tilhørende den sjældne fjerdedel.

Det er vigtigt at bemærke, at sunde, bælter og mindre havområder ikke er de samme absolutte spredningsbarrierer for flagermusene, som de er for de ikke-flyvende, terrestriske pattedyr. Spredningsvejene for flagermusene må formodes at være mere direkte, i hvert fald for de fleste arter, og ø-effekten mindre udpræget.

Billedet er klarere for flagermusene end for de andre pattedyr. Groft og overordnet set afspejler mønstret på flagermuskortet to overordnede faktorer, der formodentlig er bestemmende for arternes forekomst. Den ene faktor er tilstedeværelsen af optimale habitater. Som det fremgår af artskapitlerne og af tidligere analyser (Baagøe 2001a), er de fleste flagermusarter i forskellig grad knyttet til frodig løvskov (især skovkanterne), parker med gamle løvtræer m.m. med læ og en rig insektproduktion samt til insektproducerende vandflader på søer og åer samt fjorde med brakvand. Det meste af det vindblæste Nord- og Vestjylland mangler denne kombination af habitater. Her er kun 2 flagermusarter almindeligt forekommende, nemlig sydflagermus og vandflagermus (se artskortene i disse afsnit). I resten af landet er de kvadrater, der har de største artsantal, også rige på optimale levesteder.

Den anden faktor hænger sammen med arternes øvrige udbredelse i Europa. Danmark befinder sig på nordvest-grænsen for den faste udbredelse af flere af flagermusarterne (bredøret flagermus, Bechsteins flagermus, Leislers flagermus, skimmelflagermus, skægflagermus og pipistrelflagermus). En del af disse har en udpræget sydlig og især østlig forekomst i Danmark, hvor der er mildere klimatiske forhold og flere særligt gode habitater for de specifikke arter. Det er medvirkende til de store artsantal i flere af kvadraterne i det østlige Danmark.

I kombination forklarer disse to faktorer i høj grad mønstret på kortet. Andre faktorer spiller givetvis også en rolle for de enkelte arters forekomst, fx konkurrence mellem arterne (se artsafsnittene).

De øvrige landlevende pattedyr, inklusive sæler på land, er blevet inddelt i småpattedyr og større pattedyr. Nordiske forskere, der arbejder med pattedyrøkologi, benytter ofte af praktiske grunde kategorien “småpattedyr” om en ikke-systematisk gruppering af spidsmus, mindre gnavere og de mindste mårdyr. De små mårdyr, lækat og brud, har traditionelt hørt til småpattedyrene, dels på grund af deres størrelse, dels på grund af deres nære tilknytning til deres byttedyr, musene. Derimod regnes de mindre, men flyvende pattedyr, flagermusene, ikke med til kategorien “småpattedyr”.

I praksis betyder opdelingen, at gruppen småpattedyr omfatter arter, der har en kropsvægt på mindre end ca. 250 gram. Arterne er i øvrigt generelt karakteriseret ved en begrænset spredningsevne, idet deres aktivitetsområder er små, i størrelsesordenen mindre end 1 ha, med lækat og brud som undtagelser.

Der er endvidere tale om arter, der normalt ikke bevidst spredes af mennesket, men godt kan spredes med menneskets produkter som landbrugsafgrøder, skovprodukter, husgeråd m.v. Lækattehanner er dog i enkelte tilfælde udsat på øer til bekæmpelse af mosegrise.

Arterne i de to grupperinger er angivet i tabel 4.

Fig. 6 viser artsrigdommen blandt 16 arter af naturligt hjemmehørende småpattedyrarter. Småpattedyrenes fordeling viser i grove træk et stort antal kvadrater med mange arter i det østlige og mellemste Jylland samt nogle steder på Sjælland. På de større øer er der få kvadrater med mange arter, og de mindre øer har generelt meget få arter i kvadraterne. Umiddelbart synes der således at være tale om en ø-effekt for de små pattedyrs vedkommende. Således har fastlandet Jylland mange arter, de større øer færre og de små øer få arter. Disse forhold, herunder øernes afstand til fastlandet, analyseres nærmere i Christiansen og Jensen (dette værk).

Ved tolkningen af resultaterne for småpattedyr skal man tage indsatsen for at fremskaffe data i betragtning. Indsatskortet (se Kortlægning, metodik og dataindsamling, fig. 3) i metodeafsnittet viser, at det i visse dele af Sydjylland ikke har været muligt at foretage tilstrækkelige indsamlinger. Det er derfor sandsynligt, at kortet disse steder er mindre pålideligt.

En række småpattedyrarter er ret kræsne med hensyn til valg af levested. Rødmus og halsbåndmus regnes generelt for skovarter, vandspidsmus og mosegris er i Danmark især knyttet til fugtige områder, dværgspidsmus, sydmarkmus og dværgmus findes på tørre arealer, almindelig markmus i fugtig, høj vegetation, brandmus i landbrugsområder osv. Såfremt de enkelte kvadrater indeholder en passende blanding af alle disse typer af levesteder, vil man derfor alt andet lige forvente at finde alle arter repræsenteret. En sådan situation er ikke opnået noget sted i Danmark, men der er adskillige steder, som har en mangfoldighed af levesteder, og hvor et højt artsantal er registreret. Det gælder således Skjern Å-dalen, områder på Djursland samt kvadrater langs Gudenåen og ved Horsens og Vejle fjorde.

Tætte skovkvadrater, som de findes i Midt- og Vestjylland, er i mindre grad artsrige, da der kun er få egentlige skovarter blandt småpattedyrene. Det åbne landbrugsland kan være ganske artsrigt, såfremt småbiotoper som levende hegn og vandhuller er til stede i så stort omfang, at afstanden imellem dem er begrænset (Jensen & Hansen 2001).

De større pattedyr defineres her som arter med en kropsvægt på mere end 250 gram. Arterne karakteriseres i øvrigt generelt som gode til at sprede sig, typisk med aktivitetsområder fra få hektar op til adskillige kvadratkilometer. En del af arterne bliver bevidst udsat af mennesker på øer eller i fastlandsområder, og billedet af deres forekomst er derfor påvirket af dette forhold. Omvendt kan der for andre arter være tale om manglende forekomst som følge af jagtlige forhold. Fig. 7 viser artsrigdommen for 14 arter af naturligt hjemmehørende, større pattedyrarter. Kortet viser i modsætning til både flagermuskort og småpattedyrkort et tydeligt større artsantal i det nordlige Jylland end i de øvrige landsdele. Der er, som for småpattedyrarterne, tilsyneladende også tale om en ø-effekt, idet de større øer har færre arter og de mindre øer ganske få arter. Foruden den naturlige ø-effekt er der for de store pattedyrs vedkommende tale om menneskelig udryddelse, jf. afsnittet Fra istid til nutid (Den tætte skov).

De større pattedyrs krav til levesteder er generelt set mindre specifikke end småpattedyrenes. Der er dog undtagelser som ilder, der er knyttet til vådområder, og egern, der udelukkende findes i skov. Et specielt tilfælde er sælarterne, som udelukkende findes langs kysten.

De fleste arter af større pattedyr kræver store områder med et lavt niveau af menneskelig forstyrrelse og trives derfor dårligt i områder med for høj menneskelig aktivitet. Jagt er medvirkende til, at bestandene holdes på et lavere niveau end de givne områder ellers kunne huse, og at arter som fx krondyr mangler i visse områder.